Hele mit arbejdsliv handlede om anerkendelse og succes. Da jeg blev pensioneret, besluttede jeg, at livet skulle handle om noget andet, men gamle vaner lod sig ikke sådan lige fjerne.
Jeg skrev oderne #54. Ingenting, #79. Usynlig og #137. Om at være ingenting for at forsøge at argumentere for mig selv, at trangen til at forcere og være noget ikke var den rigtige vej. Men der skulle gå næsten 10 år, før jeg følte i mit inderste, at de ting, som jeg ønskede mig af livet … primært indsigt og en fornemmelse af altings forbundethed … blev bremset af trangen til opmærksomhed og anerkendelse af mine oder.
Og så en dag her i sommeren 2026 efter jeg var flyttet på landet for at få ydre ro til at finde den indre fred, så jeg en video på Youtube … tjek disse ord:
“Being somebody is weakness. Being nobody is power. When you need to be acknowledged, you are depending on others perception of you. When you need recognition , you are enslaved to their opinion. When you need to be known, you are constantly performing, constantly adjusting yourself based on feedback. But when you are nobody, when you don’t need acknowledgement, when you don’t care if you are recognized, you become free, and from that freedom comes real power.”
Der er dog én svaghed ved videoen … dens (typisk amerikanske) måde at præsentere budskabet på, gør hele eksercitsen til et spørgsmål om at få power … bare på en anden måde end normalt. Hvor dens mål burde være at være ingenting for at blive fri til at være sig selv og til at mærke livet.
Se videoen her, og gør op med dig selv, om det er ved at være ingenting, du finder det sted i livet, hvor du gerne vil være.