Om “#180. At lade sig fylde af livet”.
Men hvad er det da, jeg forventer, der skal ske på denne sidste del af min rejse. Jo, jeg håber, at jeg bliver fyldt af livet. Jeg håber at nå en tilstand af fuldkommen ro.
Når jeg taler om at lade mig fylde af livet, så mærker jeg, at jeg skal finde ind til en tilstand af åbenhed, ro og balance. Og min holdning til omverdenen …

… skal være præget af rummelighed og tolerance … min indre ro skal ikke forstyrres af vrede og frustration.
Og netop som jeg begyndte at skrive, gik det op for mig, at der er en vigtig forudsætning mere.

#180. At lade sig fylde af livet

TID 2025.07.25 16:19:17
RUM 54.766250 12.054508

Jeg har skrevet om det igen og igen …
om at træde væk fra roret og lade livet føre skibet.
Jeg var sen til at erkende det, for jeg mente,
jeg selv var den bedste til at udstikke kursen …
Men jeg tog fejl …
fra min plads bag roret
begrænsede jeg mulighederne til det,
som min egen fantasi kunne fostre,
i stedet for at sig ja-tak
til livets mangfoldighed og uendelighed.

Og da jeg endelig gjorde det …
lod ror være ror i tillid til,
at livet ville klare paragrafferne …
da opdagede jeg, at den allerbedste plads
var helt fremme i skibets stævn.
Der mærkede jeg en helt ny åbenhed,
og jeg så undere og mirakler,
som jeg aldrig ville have opdaget,
hvis jeg var blevet på min gamle plads.

Der var stormfulde dage,
hvor erkendelserne brusede imod mig
i hvert eneste skumsprøjt.
Fuldkommen lykkelig stod jeg på min nye plads
og lod det salte vand løbe fra håret,
ned over mine lukkede øjenlåg og mit ansigt,
mens jeg med let adskilte læber smagte på alt,
hvad livet bød mig.

Og der var stille dage … fulde af ro og glæde …
så flød jeg lykkelig rundt i min indre verden
og lod alt det, jeg var blevet fyldt af,
transformere til nye indsigter.
Og jeg drejede mig og kiggede mod roret …
ingen syntes at passe det,
og alligevel lå skibet perfekt i søen,
og sejlene stod hvide og glatte i vinden.

Tiden gik …
var det dage, uger, måneder eller år …
jeg ved det ikke, og det betød heller intet.
Hver dag mærkede jeg en stadig strøm
af oplevelser og følelser flyde igennem mig …
det meste nyt og ukendt, men også meget
med tråde til gamle dage og tidlige erkendelser.

Noget forstod jeg med det samme,
og billeder i mit hoved viste mig sammenhænge,
jeg ikke tidligere havde erkendt.
Andet var blot passerende, udviskede skygger,
som jeg måtte lade hvile i min underbevidsthed …
jeg følte ikke trang til at forcere af den grund …
var tværtimod overbevist om, at intet ville gå tabt …
og at indsigten ville blive så meget større,
hvis jeg ventede til den dag,
hvor jeg var i stand til at håndtere den.

Det var i denne ro, jeg mærkede en ubalance …
en sten i skoen … en forhindring på vejen …
noget, der var så velkendt,
at jeg havde overset dets betydning:
Forventninger …

Jeg indså, at jeg måtte opgive alle forventninger …
mine forventninger til andre …
andres forventninger til mig …
og ikke mindst …
mine egne forventninger til mig selv.
Jeg måtte stole på, at jeg var præcis,
som jeg skulle være.
Forventninger fører uvægerligt til forcering,
og forcering indsnævrer min åbenhed
og min evne til at lade livet fylde mig …

… og der er ikke noget vigtigere og mere rigtigt
end at lade sig fylde af livet.