Baggrund

Om “#129. Der kom en gud forbi”.
Min anden ode på Ådalens Retræte – #129. Der kom en gud forbi – beskriver en spirituel oplevelse, som jeg havde min første nat på stedet. En meget smuk oplevelse, som jeg nu forsøger at finde meningen med.

Jeg var på min første retræte lige omkring 1. maj 2023. Tre dage i kreativitet og stilhed på Ådalens Retræte … et sted med et kristeligt fundament. Det med det kristelige sagde mig ikke noget, men generede mig heller ikke. Jeg tænkte: De er vel rummelige og giver gerne plads til en søgende sjæl … og det gjorde de.
Jeg er ikke til tegning, maling, klippe/klistre og ler … så jeg brugte tiden på at skrive. Og opholdet inspirerede mig så meget, at det lykkedes mig at skrive tre oder på tre dage:

#129. Der kom en gud forbi …
DEN ANDEN ODE FRA ÅDALEN RETRÆTE

TID 2023.05.02 11:05:09
RUM 56.453821 9.822215

Jeg havde været længe undervejs …
faktisk hele syv år.
Jeg havde søgt i øst og vest, i nord og syd …
jeg havde dykket dybt i mit indre
og gennemtrawlet universet uden ende.
Ja, jeg havde sågar ladet mig trække igennem et sort hul
i håbet om, at denne vanvittige handling
ville blive belønnet med det endelig svar:
– Svaret på meningen med livet.

Det svar kom dog aldrig,
og selvom mange små erkendelser
gjorde mig både glad og lidt klogere
måtte jeg til sidst acceptere,
at denne viden lå udenfor min rækkevidde …
jeg måtte erkende, at det ikke var meningen,
at jeg skulle have svaret.
Jeg måtte stille mig tilfreds med processen …
og glæde mig over,
at søgningen i sig selv – selve rejsen – gav en vis mening.

Jeg vågnede i min seng i Ådalen Retræte
klokken var lidt over fire min første nat på stedet.
Jeg tænkte på Gud – som jeg ofte gør –
hvad enten jeg prøver at finde og forstå ham
eller skælder ham ud
for hans evige hemmelighedskræmmerier:
– Det kunne være rart at vide,
om der er nogen i den anden ende,
når jeg beder, klagede jeg hyppigt til ham.
Nogle gange fornemmede jeg,
han trak på smilebåndet …
andre gange … bare dyb tavshed.

– Hvilken fornemmelse har jeg af Gud,
tænkte jeg, som jeg lå der i mørket.
En sætning tog form i mit hoved:
– Min gud er en ven … ikke en herre.

Ordene stod krystalklart for mig, og jeg så,
at de var et helt retvisende billede af den gud,
jeg bar i mig, når jeg ellers gav ham lov.

Jeg lå helt stille …
svævede et sted mellem vågen og søvn …
minutterne gik og med ét blev jeg opmærksom på,
at jeg fyldtes …
sagte og nænsomt … men helt uafvendeligt
fyldtes mit indre.
Fornemmelsen var fuldstændig salig,
og selvom jeg var langt fra fyldt,
flød mine øjne over af glæde og taknemmelighed.

– Det er nu.
Det er tid, tænkte jeg.
– Efter alle de år …
alle de ekspeditioner både her og hisset …
alle de samtaler … alle de tanker … alle de oder …
så er det nu endelig tid.

Jeg lå helt stille … det var så vidunderligt,
at jeg straks blev bange for at miste det igen.
– Det vil ikke ske, beroligede han mig.

I timerne og den første dag derefter
mærkede jeg ingen forskel.
Jeg følte mig måske en smule forventningsfuld
og lidt gladere …
men ikke noget, der ikke kunne forklares med,
at solen skinnede og skoven grønnedes.

– Det er ok, tænkte jeg …
Man skal ikke forvente mirakler … selv ikke af en gud,
Og mens jeg smilede lidt ad min egen spøg,
undersøgte jeg forsigtigt mit indre og ledte efter
små forskelle og nye fornemmelser.

– Det, jeg har fået, er fornemmelsen af en ny tilstand,
konkluderede jeg efter et stykke tid.
– Den skal jeg nu lære at kende
og derefter lære at bruge.

Jeg fornemmer, at jeg er blevet fyldt med alt det gode:
Næstekærligheden, rummelighed, opmærksomhed
og evnen og trangen til at udvise omsorg
og anerkende andre …
noget er nyt … andet blot forstærket …

Jeg føler mig overvældet …
ved ikke, hvor jeg skal begynde …
stresser lidt … denne gave skal jo bruges.
Men jeg mærker, han siger:
– Rolig nu. Der er tid nok.

Så sætter jeg mig, læner mig stille tilbage …
og lader roen komme ind.
Jeg lukker øjnene,
og mens tårerne triller ned ad kinderne,
mærker jeg taknemmeligheden fylde mit indre.
Jeg smiler stille og glæder mig over,
at en ny vidunderlig rejse skal til at begynde …

4 kommentarer til “#129. Der kom en gud forbi …”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *