Om “#73. Ode til alderen”.
Jeg vidste allerede tidligt, at jeg skulle skrive en ode om alderen. For at sætte noget i gang – lave lidt research … besluttede jeg, at jeg ikke havde nogen alder. Jeg ville se, om det påvirkede mit liv. Det gjorde det ikke … for jeg levede aldrig op til præmissen … tog aldrig mit eget løfte rigtigt alvorligt. Og tankerne kredsede aldrig om emnet, som de skal, for at jeg en dag kan sætte mig og skrive … så oden blev aldrig skrevet.

Og så pludselig en dag kom inspirationen fra uventet kant, og jeg skrev oden på bare en halv time … men det blev ikke den ”Ode til Alderen”, jeg oprindelig havde troet, jeg skulle skrive … til gengæld blev den nok den smukkeste ode, jeg har skrevet.

PS. Og svaret på det spørgsmål, som du måske vil stille, når du har læst oden, er … JA.

#73. Ode til alderen

TID 2020.12.11 21:41:13
RUM 54.762917 12.049517

Jeg mødte dig på stranden – helt tilfældigt.
Eller … var det mon helt tilfældigt?
Var det livets direkte tale?
Universet, der styrede min vej – og din?

Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at jeg mødte dig.
Og lad mig sige det straks … jeg blev betaget af dig
… for at kalde det forelskelse, er ikke det, det var.
Jeg blev betaget af din klogskab og afklarethed …
du havde et format, som jeg selv
havde været dobbelt så længe om at nå.

Men jeg må også indrømme,
at jeg tvang forelskelsen i baggrunden …
låste den inde i skabet og truede den til tavshed,
så den ikke skulle spille op og spille kæk.
For selvom jeg har besluttet, jeg har ingen alder,
så jeg straks den store forskel:
Du i begyndelsen af livet – jeg i den anden ende.

Og jeg vidste …
ikke af bitter erfaring, men af kølig overvejelse,
at forskellene i behov og ønsker til livet
ville være umulige at negligere og overkomme.

Og nu bliver jeg så alligevel i tvivl …
for hvad nu, hvis universet i al sin visdom
har været mig nådig og spillet mig et lykkekort …
et kort, som jeg vælger ikke at vende,
fordi jeg bliver i tvivl, og modet svigter.

Og hvad nu, hvis det ikke handler om,
hvor vi er i livet, men hvad vi vil med det?
Hvad nu, hvis du ville sige: Jeg tager chancen …
og jeg så ikke lader dig tale?

Jeg ved, jeg tit har vendt mig fra skæbnens gaver.
Har for længst accepteret, sådan skulle mit liv blive.
Og så alligevel … man behøver vel ikke gentage
en dårlig vane længere end godt er …
eller blive ved at fornægte sig selv det,
som man trænger til allermest …
lidt nærhed og lidt omsorg …
måske ovenikøbet lidt kærlighed?

Men der er også en anden ting,
og det er min hjernes talent for manipulation.
Jeg er fuldstændig forsvarsløs,
når den viser mig de smukkeste og dejligste billeder,
og overbeviser mig om, at jeg bare skal gribe ud,
være taknemmelig og sige: Ja tak.

Så mit eneste valg … lige her og lige nu …
det er at gribe pennen og skrive oden …
og måske møder jeg dig en dag på stranden …
og måske finder jeg modet
til at bede dig om at sidde på denne stub,
mens jeg siger:

– Jeg vil læse en ode for dig …