Baggrund

Jeg er fascineret af kosmos. Her finder vi måske svarene på menneskehedens fremtid. Men jeg har ikke tid til at vente … hverken på Elon Musk eller NASA … jeg vil have svar her og nu. Så er det dejligt at have sin egen transport 🙂

Mine oder om rejser i kosmos er en gren af mine skriverier … det startede med “#30. Marcel i træet”, så kom “#37. Den 2. rejse” … og her er altså “#42. Planeter snakker. Universer synger”.

#42. Planeter snakker. Universer synger.

TID 2019.06.11 13:15:22
RUM 54.772858 12.061014

– Jeg vil tage dig med på en rejse,
som du end ikke i din vildeste fantasi
ville kunne finde på at bede mig om, sagde rejsetræet.

Jeg stod med armen om mit rejsetræ en tidlig morgen.
Undskyldte som sædvanlig min manglende evne til at være i nu’et.
Hunden, Snar, afsøgte stranden for afskårne hornfiskehoveder,
som supplement til morgenmaden.

– Du placerede en pind på min stamme forleden,
fortsatte rejsetræet.
Uden at vide det, har du udstyret mig med en trajét …
en styrepind, så vi kan rejse i stilheden.
Jeg har aldrig været der selv, men træernes stier fortæller,
der findes svar om livet på de kanter.

Med et glimt i øjet svarede jeg:
– Allerede da jeg stod op i morges, vidste jeg,
at dette ikke ville blive en helt almindelig onsdag.
Lad os komme afsted.

Det startede med … ingenting!
Ikke en lyd. Ikke et lys. Ingen lugte. Ingenting.
Ikke en gang fornemmelse af fart.

I denne totale stilhed turde jeg end ikke tale,
så jeg hviskede: Er vi døde nu?
– Vær ikke så utålmodig, sagde træet.
Jeg skal lige lære det her.

Med alle sanser åbne susede vi gennem stilheden.
Det er rummet mellem det mindste og det største.
Tomrummet mellem atomer og planeter.
Og langsomt blev vores sanser skarpere.
Svage lyde nåede vores ører.
Korte lysglimt vores øjne.
En dæmpet mumlen på lave frekvenser.

– De snakker, hviskede træet.
Planeterne snakker – udveksler viden.

Men jeg hørte også toner …
ja, det var svage, svage toner. Musik? Nej, sang!

– Hvem synger, spurgte jeg.
– Universet synger, svarede træet.
Det er sådan, det styrer alt …
fortæller alle, at alt er såre godt.

Og vi susede videre gennem stilheden …
sikke et fantastisk sted.
Her er ingenting og alligevel alting.
Planeternes svage mumlen.
Universets beroligende sang.

– Her kunne jeg være for altid, tænkte jeg.
Og hunden, Snar, nikkede.

– Her har været et rejsetræ før, sagde træet.
Dette er træernes sti.
Nogen før os har efterladt værdifuld viden.

Og vi fulgte rejsetræets intuition
og træernes ældgamle stier i tider uden tal.
En dag – eller nat – jeg ved det ikke …
mærkede vi alle tre en svag ændring i stilheden.

Som om en myriade af stemmer stille blandede sig
i planeternes og universets sonater.
Og mens lysårene forsvandt bagude,
voksede sangen i styrke og skønhed.

– Vi nærmer os et særligt sted, sagde træet.

Og pludselig eksploderede universet omkring os.
Vi blev kastet ud af mørket …
og ind i en farvestrålende galakse eller univers.
Fuldstændig stumme af forbløffelse hang vi alle tre
… hunden, mennesket og træet …
vægtløse midt i et orgie af lys og farver …
og med lyden af tusinder kor brusende mod os.

– Hvem synger, spurgte jeg.
– Det er sjælene, svarede træet.
De beretter om alt det, de lærte på planeterne,
så universet kan inkarnere hver enkelt til et liv,
hvor ny lærdom venter.

Vi nød det hele i uger eller måneder, måske endda år.
Så en dag siger hunden:
– Jeg vil gerne hjem nu. Jeg savner min kurv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *