Om “#127. Ode til mådeholdet”.
Jeg kom forbi en Michelin restaurant. Jeg så dem sidde i de elegante lokaler og nyde det manglende mådehold. Og jeg tænkte: Om 25 år vil vi se med samme vantro på dette, som når vi i dag ser en gammel film, hvor gæsterne sidder og ryger ved bordet til et middagsselskab.
Om 25 år vil vi spørge os selv, hvordan mennesker kunne finde på at købe et måltid for et beløb, som kunne holde en hel familie i live i seks måneder et andet sted i verden. Og om 25 år vil der kun være ét sted, hvor vi kan opleve en Michelin restaurant … og det vil være i historiebøgerne. Man har jo lov til at håbe.
#127. Ode til mådeholdet
DEN FØRSTE ODE TIL DEN NYE VERDEN
TID 2023.04.23 07:38:11
RUM 54.766459 12.054828
Lyset skinner hyggeligt bag de sprodsede vinduer …
den smule, der trænger ud i skumringen afslører lidt
af den gamle bygning og de smukke omgivelser.
Dæmpede stemmer høres svagt gennem de dobbelte glas …
man hygger sig i samtale over maden.
Tjeneren bringer smilende nye tallerkener … en ny ret.
Placerer dem stille – næsten andægtigt foran to af gæsterne.
Han fanger mandens og kvindens opmærksomhed
og kaster sig ud i en malende beskrivelse
af oprindelsen, tilblivelsen og smagen af de små,
sirligt anrettede klatter midt på de store tallerkener.
Gæsterne lytter intenst og nikker smilende …
de ønsker at bidrage til øjeblikkets storhed.
Tjeneren byder velbekomme og evaporerer umærkeligt …
manden og kvinden kigger forventningsfuldt på hinanden,
mens de lader sig glide ned i slow motion
for at forlænge vellysten.
Så griber de forsigtigt om bestikket … trækker øjeblikket …
forventningen er en del af nydelsen …
det handler ikke om at stille sin sult,
men om at optimere oplevelsen …
om at mærke det gode liv
og om at nyde hver eneste
af de ni retter med tilhørende vine optimalt.
Samtidig … et andet sted på kloden …
en teltdug, der blafrer svagt … et dunkelt rum …
intet hyggeligt lys blot en brændende sol …
en kvinde … en mor … et barn på et usselt leje …
næsten kun skind og ben.
Ved siden af står en tom tallerken og et rustent krus
med en sjat mudret vand.
Morens ansigt er forstenet i afmagt …
for længst forbi sorgen.
Hun har ikke spist i dagevis …
men hun klarer sig lidt endnu.
Den lille krop ved hendes side
har ikke samme modstandskraft …
nåede aldrig i sit korte liv
at mærke fornemmelsen af mæthed og styrke.
Hendes hånd støtter hans lille hovede …
hun bøjer sig og løfter det spinkle drengebarn ind til sig …
tvinger fortvivlelsen til side
for at lade ham mærke kærligheden en sidste gang.
Han trækker vejret med besvær …
så går der en svag sitren gennem den lille krop,
og alt er stille …
Moren er frosset i stillingen … så retter hun sig lidt op …
lukker øjnene … og beder stille:
– Tag også mig …
Jeg mener at vi bør handle på uligheden med hjælp og omtanke i det omfang at det er den enkelte muligt.
Ikke at vi skal lade stå til og bruge Martinus’s visdom som undskyldning til at være passiv tilskuer.
Men den enkelte vælger frit. Den enkelte vælger ud fra sit eget ståsted. Deres valg, deres liv. Vi kan godt have en mening om andre, men vi kan ikke ændre på andre. Kun ændre på sig selv og tage ansvar for sig selv.🤗🌻
❤️👍🏻
Uhyggelig virkelighed. Tårerne trænger sig på. Alle ved det. Færre bringer det frem. Nogen arbejder hårdt for lighed i verden, i det store politiske. Nogen i det små i hverdagens valg og fravalg. Nogle skænker penge…. korruption, bagmænd….. Andre hjælper ude i brændpunkterne. Mange bare nyder goderne og lukker øjnene. Flere er kritiske men uden magt – apati.
Når ulighed bliver bragt op i lyset hvor kontrasten skriger så hjerteskærende højt forbindes det med ubehag, magtesløshed, skyldfølelse, en varm kartoffel, samvittighed og dårlig smag i munden.
Vestens overforbrug er smagløs. Skaber så meget lidelse.
Stærke sager. Du er modig og skriver jo bare om sandheden.
Og dog er alt som det skal være – lige nu. Verden forandrer sig. Tiden står ikke stille – alt er i bevægelse. Og mennesker forandrer sig.
Jorden græder, og vil blive et smukkere og smukkere sted for det levede liv.
Tak for din kommentar, Bodil.
Martinus siger, at alt er, som det skal være … i de store linjer. Jeg tror, dette kun er sandt, fordi der er mennesker, som arbejder for det ved at tilbyde lindring og omsorg og ved at sige fra. Martinus’ ord ville ikke være sande, hvis vi i tillid til hans ord lod stå til og lod de dårlige ting ske. Han havde tillid til, at det gode i menneskene ville gøre hans ord til sandhed … en dag.