Om “#172. Om at finde modet”.
Jeg havde nået et punkt, hvor tvivlen var større end visheden, så jeg besluttede at søge svarene i mit indre. Jeg ville undersøge, om jeg virkelig selv var både mesteren, guruen og eleven, således som filosoffen hævdede … kunne jeg virkelig …
… finde dem i mig selv, og ville denne erkendelse vise vejen til flere svar og mindre tvivl? Men rejsen var ikke så let, som jeg havde forventet.
#172. Om at finde modet
TID 2024.12.29 10:03:17
RUM 55.893178 11.662564
Jeg mistede min fornemmelse af forbundethed.
Denne dejlige følelse af at være forbundet til alting,
som jeg fik på min seneste retræte,
og som jeg nød i ugerne efter … forsvandt …
og det skete næsten mere pludseligt,
end da den kom.
Jeg blev opmærksom på en følelse af tomhed …
jeg studsede over det og undersøgte mit indre …
men fandt ikke andet end tomhed.
Jeg forsøgte at tale til Gud … total stilhed …
tomt og stille som selveste universet.
Jeg kaldte på Marcel … min skytsengel
og trofaste følgesvend igennem århundreder …
også her … stilhed … tomhed …
– Hvad har jeg gjort galt, tænkte jeg.
Jeg tror ikke, at Gud straffer på denne måde.
Måske har jeg mistet retningen …
måske prøver han at lede mig tilbage på vejen …
og måske er dette … altså tomhed og stilhed …
den mest nænsomme måde at hjælpe mig på?
I dagene, der fulgte, opdagede jeg,
at tomheden var nærmest total …
Når jeg forsøgte at genkalde
min sædvanlige følelse af kærlighed til alting,
mærkede jeg ingenting … følelsen var helt væk …
Det samme, da jeg ledte efter ydmygheden …
denne stærke følelse,
som jeg elsker over næsten alt andet …
den var også forsvundet … eller rettere …
den var bare et ord … helt uden indhold …
Men det værste var dog savnet af
den dejlige og varme fornemmelse af
at være forbundet til alting.
Hele mit indre føltes som en verden uden liv …
som en nedbrændt skov …
eller som en trist og trøstesløs grå by …
kun beboet af rotter, glasskår og gamle aviser
oplyst af en træt, gammel måne.
– Hvor er al glansen, tænkte jeg …
hvor er glæden og alt det smukke?
Hvor er fornemmelsen af ikke at være alene …
hvor er alle de andre?
Jeg græd over alt det, jeg havde mistet …
men midt i sorgen og fortvivlelsen
mærkede jeg et lille håb … og det gik op for mig,
at der var en mening med alt dette …
en ny vej ventede på mig …
Og mens jeg tænkte disse tanker,
mærkede jeg et lille lys vokse i mit indre …
og den nedbrændte skov og trøstesløse by
veg langsomt for lyset.
Jeg stod stille og betragtede forvandlingen …
til sidst kiggede jeg bare ind i mit tomme indre …
og skønt tomt …
forekom det ikke lige så skræmmende
som før …
Jeg ser, en ny vej begynder præcis her, hvor jeg står …
den bugter sig mod horisonten …
og jeg begynder så småt at fatte,
hvad der er sket, og hvad der skal til at ske …
Min nylige beslutning om at forlade Gud for en stund
og begive mig afsted på en indre rejse
for at finde mesteren, læreren og eleven i mig selv …
havde efterladt mig handlingslammet og rådvild.
Men nu havde Gud vist mig vejen:
– Se her, siger han …
her er rummet, du kan begynde at fylde.
Fyld det med det, du vil …
Lad din nye søgen begynde her.
Jeg læner mig tilbage … stadig lidt rådvild …
jeg havde ikke forventet, at skulle begynde helt forfra,
da jeg meddelte ham mine nye rejseplaner.
Jeg smiler svagt og tænker:
– Man skal passe på, hvad man beder om …
for man risikerer at få det.
Nu står jeg så her ved begyndelsen af en ny rejse,
og opgaven forekommer stor og skræmmende.
Jeg beslutter, at det ikke er mig, men livet,
der skal fylde dette rum …
for det skal ikke fyldes med erfaringer fra tidligere rejser.
Jeg vil blot med undren og taknemmelighed iagttage,
hvordan nye oplevelser og indsigter vokser frem,
mens jeg går … og langsomt lade mig fylde med det,
der skal være mig i årene frem …
Jeg mærker, at livet har påtaget sig opgaven …
for dybt nede i et hjørne af dette uendelige rum
spirer nu det allerførste kim til min nye rejse …
nemlig modet til at tage det første skridt …
og det næste … og det næste …
– Jeg rejser …
