Jeg havde fundet min livsmission. Efter 4 års søgen og 2 års skriverier så jeg pludselig, hvad det var, der skete i mit liv. Jeg så den helt logiske sammenhæng mellem det, jeg gjorde og det, der var brug for. Jeg forstod den skepsis, jeg mødte og vidste, jeg skulle acceptere den … lade den være … ikke ændre min adfærd, og jeg beskrev oplevelsen i ode #65. ODE TIL MARCEL II … men så …
I dagene derefter mærkede jeg en ubalance … der var noget, som ikke passede … eller rettere … noget passede lidt for godt. Dertil kom en lidt for overvældende lugt af messias … så jeg satte mig og skrev ode #66. ODE TIL MARCEL III.
#66. Ode til Marcel III
TID 2020.04.12 11:00:01
RUM 54.770694 12.058673
Det var en stor lettelse
endelig at kunne sætte ord på min mission.
Jeg havde tidligere følt mig fristet til at sige:
– Nu er den der!
Men hver gang var jeg veget tilbage …
havde ladet tvivlen vinde.
Men nu var jeg ikke i tvivl … alt passede perfekt:
JEG SKULLE VISE MENNESKER MØRKET.
Og jeg troede faktisk, at det så var det …
jeg var lettet … og måske – i en dag eller to –
endda en lille, smule lykkelig.
Jeg glædede mig til at dykke i mørket – udforske det
og vende tilbage med nye tanker og visdomsord.
Men der var noget, som ikke bekom mig vel …
jeg brød mig ikke om lugten af messias.
Men der var også noget andet, som ikke stemte …
eller rettere … noget stemte lidt for godt …
virkede lidt for letkøbt.
Når jeg så på den nye forståelse af min mission,
så bestod den jo blot i at gøre det,
som jeg hele tiden havde gjort …
var det egentlig ikke lidt for nemt?
Og når jeg koblede den tanke med dét,
som mine oder hele tiden havde fortalt mig …
nemlig at min mission bare er at være her …
så var der kun én mulig konklusion:
VORES MISSION ER ALTID … PRÆCIS DET, VI GØR.
… det var ikke lige det, jeg havde håbet på …
… ikke lige de tanker, jeg havde om mit livs mission …
… men det lød jo fuldstændig rigtigt … og enkelt …
… som sandheder ofte gør …
Jeg reflekterede over det … og tænkte:
– Hver eneste lille ting, vi går og gør,
har som mål at fylde vores liv med mening.
Og det er jo det samme … et meningsfyldt liv …
der er formålet med vores mission.
Og derfor er vores mission præcis det,
vi går og gør hver eneste dag.
Det kunne ikke være anderledes, tænkte jeg …
både analysen og konklusionen holder vand.
Og jeg som havde gået i årevis og tænkt:
– Hvad er det, jeg skal gøre for verden?
Hvordan får jeg mine år denne jord
til at virke meningsfulde?
Men nu så jeg,
at missioner ikke vender udaf – men indad.
Jeg så, at ethvert menneskes mission
kun handler om én ting … nemlig at gøre det,
der giver mening for mennesket selv.
Vi behøver slet ikke tænke over,
hvordan andre reagerer på vores handlinger …
når bare vi ved, at de giver mening for os selv.
Og når vores handlinger glæder andre,
kan vi glædes sammen med dem.
Og når vi påfører andre sorg og smerte,
må vi forsøge at ændre vores adfærd eller erkende,
at vores næstekærlighed og rummelighed
ikke er fuldkommen.
Først følte jeg erkendelsen som en skuffelse
– et antiklimaks … var det bare det?
Men så mærkede jeg friheden … friheden ved ikke
at skulle leve op til andres forventninger …
friheden ved bare at gøre det,
som jeg følte var det rigtige og det vigtige.
… og nu står jeg så her … kigger frem ad livets vej …
… den ligner sig selv, men det er den ikke …
… for der er ikke længere nogen mission, jeg skal jagte …
… jeg skal bare være her … bare følge vejen …
Så jeg hanker op i min gamle, brune kuffert.
Skubber den bløde hat om i nakken.
Ser til højre, ser til venstre …
beslutter at højre er bedst og begynder at gå.