Baggrund

Hædersmænd kommer i mange udgaver. Jeg mødte en ganske særlig en af slagsen, da jeg var nabo til Jørgen i 11 år på Garretvejen langt inde i Corselitze Hovedskov.

Vi kom fra to forskellige planeter … vores liv var forløbet vidt forskelligt. Men vi kom godt overens i de 11 år, vi var naboer … som om vores fælles holdning til hæderlighed og omsorg for andre var den platform, hvor vi mødtes og talte ud fra. Jeg mindes de år fra 2005-2016 med stor glæde.

#63. Ode til en hædersmand

TID 2020.04.03 16:18:02
RUM 54.772870 12.046139

Jørgen blev født, da 2. verdenskrig sluttede.
Midt i 1940’erne.
Jeg mødte ham 60 år senere … da var han lige blevet ædru.

Forud var gået mange hårde år som skovarbejder.
Han boede på Garretvejen i Corselitze Hovedskov
sammen med mor Karen og sønnerne René, Kim og Martin.

Der blev drukket en del i huset på Garretvejen,
og Jørgen var kendt som en drukkenbolt i området.
Men han var også en mand af ære …
han var den eneste, som hans chef, skovfoged Willemoes,
betroede at sørge for huset og hundene,
når Willemoes og frue var bortrejst.

Jeg mødte Garret-Jørgen, som han blev kaldt, i 2005,
da jeg blev hans nabo på Garretvejen.
På det tidspunkt var mor Karen død,
og kun den ældste søn, René, boede hjemme.

Året før havde Jørgen fået et ultimatum:
Stop drikkeriet eller mist dit job.
Så da jeg mødte Jørgen, drak han ikke …
og selvom han stadig lignede en drukkenbolt
og kun sjældent blev vasket,
så jeg ham aldrig røre alkohol.

Der var en lille, gammel stald ved boligen i skoven.
Her husede Jørgen 24-årige Scotty – en stor, blind hest,
som han havde reddet fra slagteriet
ved at love at tage sig af ham.
Scotty delte stald med Mikkeline …
en pony, der var halvt så stor,
men dobbelt så fræk som Scotty.

Hestene fik – udover godbidder – mad 3 gange om dagen …
om formiddagen, om eftermiddagen og kl. 3 om natten …
Jørgen stillede vækkeuret for at stå op og fodre dyrene.
Om sommeren tog han rundt og slog græs med leen,
så han kunne komme hjem med friskt foder til hestene.

En dag fandt han en kat, der var indsmurt i olie.
Han tog den med til dyrlægen og fik den renset …
og i de næste 7-8 år lå den midt på Garretvejen
og styrede den minimale trafik,
når den ikke lå ovenpå Jørgen på sofaen.

– Når man har sagt ja til at have dyr,
skal man også behandle dem ordentligt, sagde Jørgen altid.

Jeg fik mange samtaler med Jørgen …
altid ved hans lille bord i køkkenet.
Det var ofte i mine ”stop-rygning” perioder,
når jeg skulle over og bomme ham for en hjemmerullet.

Jeg husker en nat, jeg vågnede og var smøgsyg.
Jeg kiggede ud af vinduet, og så der var lys hos Jørgen.
– Han er oppe for at fodre hestene, tænkte jeg.
Så jeg listede ud på den mørke skovvej og over til huset.
Han sad i køkkenet og drak kold kaffe og røg.
Jeg bankede på døren:
– Kom du bare …. det sagde han altid.

Jeg var fuld af undskyldninger for at møde op
klokken 3 om natten.
– Tag en smøg, sagde han. Tag bare et par stykker.
Så snakkede vi lidt. Jeg lagde 2 kroner pr. smøg
og daffede hjem til mig selv.

Dengang havde jeg hunden Luna og katten Misser.
Jørgen var meget glad for dyrene og de for ham.
Han passede altid Misser, når jeg var væk i flere dage …
Luna var altid med mig.

Jørgen og jeg kom fra to forskellige planeter.
Men i de 12 år, der gik, indtil Jørgen døde i 2017,
kom vi hinanden ganske nær.
Vi spiste aldrig sammen, og han kom kun ind i mit hus,
når han skulle passe Misser.
Når jeg gik over og bommede ham for smøger,
bød han aldrig på kaffe – sad bare og drak selv,
som han bedst kunne lide den – nemlig kold.
Og når han kørte forbi mit hus i den gamle Kia,
kiggede han aldrig ind for at hilse …
han udviste diskretion – ville ikke virke nysgerrig.

Men vi fik da snakket lidt om verden og om livet.
Og da han kom på hospice i september 2017,
tog jeg forbi og besøgte ham.
Her holdt jeg ham i hånden for første gang …
jeg vidste, han følte det akavet,
men det gjorde ham glad, og han holdt fast.

To dage senere døde han,
og mit liv blev en smule fattigere.

Men jeg er stadig i kontakt med Jørgen …
jeg tror jo på skytsengle.
Så indimellem, når jeg har brug for lidt hjælp, siger jeg:
– Kære Jørgen … er du hos mig?

Han har ikke svaret endnu …
det behøver han heller ikke …
Jeg ved, han er der.
Han er jo en hædersmand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *