Baggrund

Om “#83. Skygger på vejen”.
Jeg har ikke høje tanker om den måde, som jeg har håndteret mit liv på … faktisk synes jeg, at jeg har spildt det godt og grundigt. Hele tiden vendt ryggen til det, jeg gerne ville have … enten fordi jeg var genert, eller fordi der var noget, som var vigtigere.

I mine sidste år arbejdede jeg hårdt for at kompensere for dette sløseri … for at skabe en følelse af sand værdi. Det var i den proces, jeg måtte revidere min opfattelse af mine første mange år.

#83. Skygger på vejen

TID 2021.05.06 21:49:28
RUM 54.761623 12.046519

Jeg syntes, jeg havde spildt mit liv.
Næsten 50 års kampe forekom frugtesløse.
Hele vejen havde jeg gjort mit bedste – ja mere til.
Sprunget over, hvor gærdet var højest …
tvunget mig selv fremad, når alt var sværest …
flygtet fra nu’et, fordi jeg måtte videre.
På evig jagt efter anerkendelse …
nej, ikke bare anerkendelse …
men MERE anerkendelse …
hele tiden MERE MERE, MERE.
Ikke af grådighed, men af nød …
af ren og skær nødvendighed
for at leve op til de høje forventninger,
jeg havde til mig selv og til livet

Men der kom en dag … det gør der jo …
hvor jeg måtte sande,
at kampene havde været forgæves.
Jo … noget havde jeg da nået …
en del anerkendelse var i årenes løb
rent faktisk faldet i min turban.
Men jeg var ikke tilfreds.
Når jeg kiggede bagud, så jeg slagmarker …
slagmarker så langt øjet rakte …
indimellem enkelte mindre højdepunkter,
hvor mit symbol blafrede som et lille flag.

Jeg smilede skævt …
jo da, der var da nogle sejre,
men når man vejede gennemsnittet,
blev farven rød …
røde tal var den ubarmhjertige sandhed.
Jeg tog det som en mand,
bebrejdede ikke mig selv,
fordi jeg vidste, jeg havde gjort mit bedste …
og det var slet ikke dårligt … men heller ikke
godt nok til at nå de skyhøje mål,
jeg havde haft på kornet.

Så … jo … det virkede temmelig spildt …
mit liv altså … de første 20 barneår
og de følgende nogle-og-fyrre arbejdsår.

Men så skete der noget.
Jeg kontaktede en gammel samarbejdspartner,
fordi jeg var i tvivl om et projekt.
– Du er den eneste, der hjælpe mig, sagde jeg.
Fordi du er den dygtigste, og jeg stoler på dig.

Han blev rørt over min henvendelse,
og vi talte om projektet i timevis …
kunne vi lægge gammel viden og vaner fra os?
Kunne vi lave et samarbejde
baseret på de personer, som vi nu var blevet?
Kunne vi fastholde en tilgang funderet på glæde
og varige værdier – fremfor på penge?

Jeg var opløftet i flere dage efter vores samtale,
og en morgen på min tur med Snar,
slog det mig pludselig:
– Jamen, mit liv er slet ikke spildt.
Når jeg kan skabe og bevare sådanne kontakter
over et spænd på 40 år eller mere,
er det jo en hån mod livet at kalde det spildt.
Hvad bilder du dig ind, knægt!?

Og jeg kom til at tænke på andre af samme karat.
Når jeg opregnede dem i hovedet, var der
ikke bare én, men nærmere to håndfulde af dem.

– Hvordan har jeg tilladt mig at kalde livet spildt?

Jo … fordi jeg på min hastige færd gennem årene
på jagt efter livet, lykken og anerkendelsen …
til sidst måtte erkende, at målet stadig lå forude.
Jeg måtte se nederlaget og alle de spildte kræfter
i øjnene.

Men hvad jeg ikke vidste var,
at livet, lykken og anerkendelsen var alt det,
der fløj forbi mig i min hovedløse jagt fremad.
Jeg vidste heller ikke,
at alle de gode og dygtige mennesker,
jeg bare så som skygger på vejen
trods alt havde set mig og anerkendt min kamp.
De havde accepteret mit flygtige håndtryk,
før jeg drog videre, og de huskede mig …
Og jeg ved i dag,
at jeg kan vende tilbage til hver og en og sige:
– Jeg har brug for din hjælp.

… og jeg ville få den.

2 kommentarer til “#83. Skygger på vejen”

  1. Kære Carsten
    Jeg er benovet!
    Mon du har læst Peter Thielst bog; “ Livet forstås baglæns – men må leves forlæns” Hvor han forholder sig til Kierkegaard og eksistentialismen.
    Jeg ved du gennemgår og forholder dig til din virkelighed. Det fremgår også når du i den sidste Ode skriver: “Der kommer en dag……det gør der jo…”. Gør der det for alle? Eller er det her jeg syntes du bevæger dig intellektuelt ind i filosofien?
    Jeg nyder at læse dine Oder. Og hver gang læser jeg dem med tanke for den Carsten jeg kender.
    Kærlig hilsen Karin

    1. Kære Karin. Tusind tak. Nej, jeg har ikke læst hans bog … jeg læser faktisk ikke mere … både fordi øjnene driller lidt, når jeg skal se detaljer, men også fordi jeg har så travlt med at at tænke og bearbejde alle mine tanker. Jeg vil så gerne finde ud af lidt mere om, hvad det hele egentlig handler om, og denne her ode var da et lille skridt på vejen … det gjorde faktisk mere godt, end jeg havde forventet at finde ud af, at jeg ikke har forvaltet mit liv helt så skidt, som jeg gik og troede. See you 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *