Om “#161. Vejs ende”.
En veninde foreslog mig at deltage i et skabende bofællesskab. Det lød fristende … at prøve noget nyt, at leve for at skabe og at være sammen med andre om det. Men jeg trak mig … ”Det er ikke dér, jeg er i livet,” sagde jeg. ”Jeg er ved vejs ende …

… resten af mine dage vil jeg bare leve stille … jeg vil lytte og erfare … få lidt mere indsigt … gøre mig klar til den nye verden.”

#161. Vejs ende

Lad mig fortælle dig om livet ved vejens ende

TID 2024.06.19 17:51:14
RUM 54.768825 12.056584

Jeg er nået til det sted, de kalder ‘vejs ende’ …
og som du nok kan regne ud,
er det her, at vejen slutter …
Måske er det som at stå på en ufærdig bro …
pludselig er der ingenting at træde på …
bare blå himmel og skyer forude …

– Jeg vil gerne fortælle dig om livet på dette sted.

Det hele begyndte med, at jeg søgte min mission.
Jeg søgte forgæves i flere år, indtil det gik op for mig,
at min mission blot er at være her …
blot være her og gøre det, som jeg finder rigtigt.
Senere lærte jeg, at det er nødvendigt at leve livet
i stilhed og opmærksomhed
for at kunne høre universets sang …
det er den, der fortæller om altings begyndelse
og om din og min rolle i det hele.

Og det er der, jeg er lige nu …
jeg ved ikke, hvor længe, jeg skal være her …
det gør heller ikke så meget
for tiden begynder at blive mindre vigtig …
og dér hvor jeg skal hen, eksisterer den slet ikke.
Der er kun én ting, jeg skal nå:
– Jeg skal lære at flyve …
For det skal jeg kunne det nye sted …
der er flyvning vigtig, for det er sådan man rejser,
når man udforsker den nye verden
og alle dens mirakler og undere …

Der er også himle i mit nye sted …
der vil jeg ligge stille mellem skyerne …
jeg vil svæve fra sted til sted …
fra mirakel til mirakel …

Jeg vil flyve højere og højere og højere
og igen og igen kaste mig ud i det frie fald
beruset af glæden over farten og friheden
og alle de vidundere, der breder sig ud under mig.
Nogle gange vil jeg flyve alene,
og andre gange lade mig friste til at flyve i flok
for at opleve glæden ved samværet
med gamle venner.

Men indtil jeg mestrer flyvningens kunst,
og indtil jeg når det sted, hvor broen slutter,
vil jeg bare leve stille her, hvor jeg er lige nu.
Jeg vil leve med visiret oppe og paraderne nede,
og jeg vil åbne mig mod livet med uendelig sårbarhed …
kigge dybt i sørgmodige øjne
og gengælde sorgen med kærlighed,
som jeg henter på mine dybeste steder.

I de stille stunder – og dem er der nok af –
vil jeg blive bedre til at opleve livet …
beundre blomsternes mange faconer og farver …
biernes arbejdsglæde og svalernes flyvefærdigheder,
og jeg vil hente minde efter minde frem af hukommelsen,
og glæde mig over alt det, som jeg nåede i livet.

Og hvis der så stadig er lidt tid til overs,
vil jeg lede efter mønstre eller sammenhænge,
der lader mig forstå mere og giver mig nye indsigter,
som jeg kan tage med mig videre …
her på falderebet.

Og så … pludselig en dag … står jeg dér …
på kanten af broen og kigger ud i det blå …
det føles lidt farligt, for jeg har skræk for højder …
Men fra de dybeste steder i mit indre
mærker jeg modet og tilliden vokse frem …
jeg smiler … spreder armene ud … og sætter af …

– Jeg flyver.