Om “#188. En skov i Sverige”.
De svenske skove og drømmen om at bo i en afsides liggende skovgård har altid fascineret mig. Jeg længes efter stilheden og ensomheden … nærværet … nærværet med hvad? Jeg ved det ikke, men jeg føler, at stilheden og ensomheden …
… er en forudsætning for mit møde med det, jeg ikke ved, hvad er. Længslen er stærk … men er den stærk nok?
#188. En skov i Sverige
TID 2025.09.17 17:35:07
RUM 54.771395 12.059158
Jeg har ingen anelse om, hvad klokken er …
men ved dog, at det må være på tide at stå op.
Jeg ligger på ryggen … stadig med lukkede øjne …
mærker solens stråler gennem vinduet …
og varmen …
Trækker vejret dybt …
strækker de gamle lemmer …
et efter et … indtil jeg har været hele vejen rundt.
Mærker kroppen er tæt på at vågne …
næsten klar til at begynde dagen.
Det er lidt over tre måneder siden,
jeg efter lange overvejelser flyttede hele mit liv
op til denne lille hytte i de nordsvenske skove …
Jeg kunne mærke,
jeg ikke var det sted, jeg skulle være.
Det, jeg ønsker at finde i livet,
ville jeg ikke finde der, hvor jeg var …
så jeg måtte flytte … ligesom de tretten andre gange,
hvor jeg ikke følte mulighederne var til stede der,
hvor livet havde ført mig.
Der er noget ganske særligt ved solskinsmorgener …
de bærer et løfte med sig …
et løfte om, at det bliver en fantastisk dag.
Da jeg slår døren op ud mod engen og skoven
bruser naturens dufte mod mig …
grannålene kommer – som altid – først …
så duften af det dugfriske græs og mos
blandet med den gamle hyttes historie …
ethundredetreogtyve år gamle bjælker kan noget
med dufte og minder, som nyt træ ikke kan.
Jeg mærker, stilheden smyger sig om mig
og kærtegner mit sind …
det var denne stilhed og denne ensomhed,
jeg forestillede mig, da jeg besluttede at flytte …
Jeg ved, den vil gøre mig godt …
jeg fornemmer så stærkt,
at den er vejen til forbundetheden …
Jeg fornemmer også, at jeg skal gå vejen alene.
Gud forstod, at jeg ville klare turen selv.
Han nikkede – anerkendende og accepterende –
da jeg bad ham om denne tjeneste …
og selvom han holder øje med min færd i det skjulte …
så fornemmer jeg, han holder sig tilbage,
når jeg i et øjebliks svaghed beder om hjælp.
Han ser værdien i min uhjulpne rejse …
er måske ovenikøbet lidt spændt på resultatet?
Denne rejse kræver min fulde opmærksomhed,
og det er derfor,
jeg har brug for stilheden og ensomheden …
Jeg må skrælle alle forstyrrelser væk,
og derfor måtte jeg flytte til dette ensomme sted
langt oppe i Sverige.
Men selv her er vejen fuld af fristelser,
og igen og igen tager jeg en afstikker,
når noget ligner en mulighed for nye erkendelser …
Jeg har dog opøvet en evne til at finde tilbage …
jeg er aldrig i tvivl om vejen …
selv når jeg fristes og tager en lille omvej
finder jeg altid tilbage.
Og jeg oplever, at denne rejseform gør mig stærk …
jeg rejser alene …
og selvom den guddommelige væren er til stede …
og til rådighed, hvis modet skulle svigte …
så håndterer jeg alle udfordringer selv …
Og selvom enhver rejse bærer et håb om at nå frem,
så erkender jeg stadig tydeligere,
at denne rejse er uden mål.
For rejsen er målet i sig selv,
og mit liv er de udfordringer, jeg møder undervejs.
Og selvom resultaterne forekommer minimale,
så mærker jeg, at mine evner er skærpede
hver gang, jeg dykker ud igen efter en udfordring …
jeg mærker, jeg kan lidt mere, end jeg kunne før …
opfatter livet lidt rigere end tidligere.
Jeg ved ikke,
om det er sådan, mit liv skal være for altid …
men det er her, jeg er lige nu,
og det er her, jeg vil vise min taknemmelighed
og gøre mit bedste for at bruge livets gave
på den mest meningsfulde måde.