Baggrund

Om “#112. Kardinalen”.
Hvad er religion? For mig er religion den organiserede udbredelse af troen … altså kirken i alle dens afskygninger. Men hvorfor opstod religionen … hvorfor tog forskellige organisationer troen til sig for at udbrede den?

Eksisterede der i kirken et oprigtigt ønske om at hjælpe mennesker trygge gennem livet? Eller var det ren og skær kynisme, fordi de så, at troen ville give dem mulighed for at knytte folket og dermed magten til kirken?
Mens jeg fantaserede og filosoferede over dette emne, kom jeg til at tænke på Marcel … mit alter ego eller måske min skytsengel. Havde han en andel i dette? Han er jo en ånd … han har levet i århundreder … han kunne godt havde spillet en rolle i disse begivenheder? Her er historien fortalt af Marcel selv.

#112. Kardinalen

TID 2020.07.17 14:16:55
RUM 54.780852 12.070323

– Mit navn er Marcel,
sagde jeg med al den ro, jeg kunne mønstre,
og antydningen af et smil i mine øjne.

Med en skødesløs håndbevægelse
tilbød kardinalen mig stolen på den anden side
af det luksuriøse skrivebord af kirsebærtræ …
i det ikke mindre luksuriøse kontor et ukendt sted
i det romerske tempels hemmelige korridorer.

– Jeg ved ikke, hvem der har sendt dig …
ved ikke hvem eller hvad du er.
Men vi har ventet én som dig, sagde kardinalen.

Han betragtede mig stille en tid og fortsatte så:
– Mennesker har brug for noget at tro på,
og vi har brug for at knytte folket til kirken.
Jøden, Jesus af Nazareth, som vandrer i Judæa,
skal være vores redskab.
Han giver mennesker præcis det, de har brug for …
en tro på, at der hersker en større retfærdighed,
end den, de møder i hverdagen.
– Og det gør ikke noget,
at belønningen eller retfærdigheden,
først sker fyldest efter døden.
Det er i virkeligheden ganske praktisk …
så har vi ikke problemer med beviserne,
sluttede han med et kynisk smil og små, kolde øjne.

En præfekt havde kort før vesper den foregående aften
meddelt mig, at jeg var ventet på kardinalens kontor
den følgende dag.
Og nu sad jeg så her – tidligt på formiddagen –
den tredje dag i marts måned –
overfor Roms mest magtfulde mand efter kejseren:
Kardinalen … selveste Pontifex Maximus.

Han var en bleg og fedladen, lille mand …
og jeg håbede i det skjulte, at han ikke var til mænd …
en mand i hans position ville være svær at afvise.
Selv var jeg i min bedste alder sidst i trediverne …
mange ville kalde mig smuk …
flot, mørkt hår og veltrimmet skæg … slank og høj …
brune øjne med et evigt, venligt glimt.

Jeg gav mine tanker et øjebliks pause
mens han var optaget af nogle papirer på skrivebordet.
Jeg lod øjnene nyde det smukke og elegante kontor …
han rømmede sig
og jeg gav ham igen min opmærksomhed.
Han kiggede intenst på mig …
mine nakkehår rejste sig … jeg fornemmede
mere end et strejf af grusomhed i hans karakter.

– Vi ønsker at skabe et trossamfund
omkring denne jøde, fortsatte kardinalen …
Til det brug er det nødvendigt
med en grundlæggende dokumentation af læren,
og den ønsker vi, du tilvejebringer.
– Jeg kender som sagt ikke dine kompetencer,
men jeg er sikker på, at den, der sendte dig,
har udstyret dig med de nødvendige evner.

Allerede den næste dag steg jeg på en corbita til Judæa,
og en uge senere lagde vi til i havnen i Ashkelon …
jeg hyrede en fører med kærre og to æsler
og fortsatte min rejse mod Jerusalem.
Tre dage senere ankom vi til byen en sen aften,
og jeg fik en seng i et firemandsrum i et lille herberg.

Dagen efter forhørte jeg mig hos værten
om jøden, Jesus af Nazareth.
– Han fik, hvad han fortjente, svarede værten …
han blev korsfæstet for fem dage siden.

Jeg mærkede min mission smuldre mellem fingrene …
død … den eneste kilde til fuldførelse af min mission …
død ….

– Jeg håber, de også får fat på hans såkaldte disciple,
fortsatte værten … de fortjener også en tur på korset.

Jeg øjnede en mulighed … disse disciple
kunne måske forklare mig troens grundregler,
så jeg kunne rapportere tilbage til Rom som aftalt.

– Jeg hedder Simon Peter, sagde den milde mand,
som jeg fandt frem til i min søgen efter disciplene.
Vi er på vej til Jesus’ grav ved Golgatha.
Du er velkommen til at følge med,
så kan jeg fortælle dig om troen undervejs.

Nogle af de andre var kommet før os …
og der var stor opstandelse …
stenen, der skulle dække graven var væltet,
og graven var tom.

Disciplene var fortvivlede …
jeg trak mig lidt væk fra de andre …
og pludselig mærkede jeg en voldsom kraft
overmande mig … alting svimlede …
og jeg satte mig på en stor sten …

– Dit navn skal være Paulus,
hørte jeg en stemme sige, og jeg var klar over,
den tilhørte den genopstandne gudesøn.
– Jeg vil fylde dig med al den viden, du har brug for,
så du kan sprede mit og faderens budskab.

Og jeg mærkede, jeg fyldtes …
som en karaffel der holdes under vandpumpen …
og jeg vidste, at sønnen og faderen var med mig.
Jeg faldt på knæ … øjnene fulde af tårer …
og mens jeg lå der, så jeg den vej,
der var beredt for mig gennem livet.

Min lod var at nedskrive troen
for kommende generationer …
jeg mærkede glæden indeni, da jeg indså,
at jeg nu kunne opfylde
såvel Guds som kardinalens ønske til mig …

Og i to årtier eller mere vandrede jeg i landene
omkring det store hav …
jeg lod mig døbe i Damaskus, og overalt
forkyndte jeg sønnens og faderens budskab.
Jeg skrev alting ned og sendte pligtskyldigt breve
tilbage til min arbejdsgiver, kardinalen i Rom …
uden anelse om, hvordan de i fremtiden
ville blive brugt eller misbrugt.

Overalt, hvor jeg kom frem
begyndte jeg mine forkyndelser med ordene:
– Mit navn er Paulus … forkynderen og notaren Paulus.

————————————————————-

Mere end tusinde år senere i byen Rom …
Paulus er for længst død …
hans krop blot fint støv i jorden og sandet
et ukendt sted i det mellemste østen.
Men … hvad med hans ånd …
hvad med den udsending ingen kendte …
ham, der præsenterede sig … som Marcel?

Der sidder en kardinal ved sit luksuriøse skrivebord …
kirsebærtræ – patineret af århundreders brug …
kontoret oser af luksus og overflod …
asketisk udadtil … ødsel og overdådig indadtil …

Han er en smuk mand … slank og høj …
mørkt hår med let grånende tindinger …
en smukt formet mund
og et venligt, lille smil i de brune øjne.

Gennem århundreder
havde kirken cementeret sin magt …
strakt sine fangarme langt ind i landenes
politiske og økonomiske ledelser … hersket og delt
gennem en blanding af trusler og korruption …
en stat i staten …
asketisk udadtil … ødsel og overdådig indadtil …

I hundredevis af år var pengene rullet ind …
og i alle perioder havde formuerne
været langt vigtigere end troen og budskabet …
magten var målet … pengene delmålet …
og menneskene og deres tro blot midlet.

Uhyrligheder var foregået i kirkens navn …
korstogene til det hellige land …
hekseafbrændinger på tvivlsomt grundlag …
for ikke at tale om missionærer,
der glemte næstekærlighed og rummelighed
på bunden af rejsekufferten.

Kardinalen bladrer forsigtigt – næsten kærligt –
i nogle gamle dokumenter …
opbevaret i kirkens bibliotek i århundreder.
Breve … sirlig håndskrift på skrøbeligt pergament …
og den velkendte hilsen … ’forkynderen og notaren’.
Ordene skaber billeder for hans indre blik …
stederne … duftene … lydene …
han fornemmer det hele så klart, som dengang.

– Gjorde disse breve noget godt for verden?
tænker han.
– Det troede jeg, de ville … det var derfor,
jeg forkyndte sønnens og faderens budskab …
så sandt som mit navn er Marcel.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *