Baggrund

Om “#92. Tro”.
Marcel er på banen igen med nye og provokerende tanker … denne gang om det at tro. ’Indrøm det’ sagde han til mig. ’Du er ikke altid sikker på, at der er nogen i den anden ende, når du beder til Gud’.

På vej hjem efter mødet med ham kom jeg til at tænke på, om det mon overhovedet gør en forskel … altså om der er en Gud eller ej. Vel hjemme igen, satte jeg mig ved computeren og skrev denne ode … #92. Tro.

#92. Tro

TID 2021.09.27 09:53:24
RUM 54.782618 12.073672

– Det er udelukkende et spørgsmål om tro,
sagde han helt roligt og lidenskabsløst …

Marcel var på banen igen.
Endnu en gang
havde han gjort sig tanker i ensomhed …
og endnu en gang
skubbede han med en anelse skadefryd til
min livs- og verdensopfattelse med provokerende,
men yderst skarpe iagttagelser.

– Jeg ved, du beder, sagde han.
Det er helt ligegyldig, hvem eller hvad du beder til,
men det må gøre noget godt for dig.
– Jeg gætter på tryghed …
dine bønner får dig til at føle dig mindre alene …
og dermed mere tryg … ikke sandt?

Jeg nikkede bare …
hans bedreviden irriterede mig grænseløst,
men jeg vidste af erfaring,
at det kunne betale sig at lytte til ham.

– Jeg ved også, fortsatte han,
at tanken indimellem strejfer dig:
’Er der mon nogen, der lytter?’
– Og jeg ved også,
at du et eller andet sted er lidt ligeglad …
for du har trods alt erkendt,
at dit udbytte af bønnen ikke afhænger af,
om der er nogen i den anden ende.

Min irritation begyndte at ændre sig til vrede …
jeg sagde:
– Har du en pointe?
Eller er du bare kommet for at blære dig?

Den bemærkning ville have bidt på alle andre,
men Marcel var ligeglad … og jeg vidste det.
Han fortsatte, som om jeg intet havde sagt.

– Tro handler kun om én ting:
Hvor godt kan vi få det i det her liv?
Så kan de komme med deres teorier og analyser
om engle, paradis, skæbne og reinkarnation …
men det hele handler kun om én ting …
Hvor godt kan vi få det nu og her?
Hvor lykkelige kan vi blive?
– Så de forklarer os, hvorfor livet er så surt …
forklarer os meningen med alle livets ulykker
og utålelige omstændigheder,
så kan vi bide smerten i os og gå og glæde os
til det næste liv, eller det næste igen … eller …

– Hvor vil du hen med det, afbrød jeg ham.
Er der overhovedet en pointe?

– Lad mig gentage mine første ord til dig,
sagde han lidenskabsløst:
’Det er udelukkende et spørgsmål om tro’.

– Kan du da ikke se det, pressede han på.
Det er fuldstændigt ligegyldigt,
om der er en Gud … eller en skaber …
eller hvad du vil kalde ham, hende, den eller det.

– Det handler kun om én ting:
TROR VI PÅ DET?
– For hvis vi tror på det, får vi alle fordelene foræret:
Tryghed. Forsikring om retfærdighed.
Vished om et liv herefter. Og så videre og videre.
Vi behøver kun at gøre én eneste ting:
Tro på det …
så sørger vores krøllede hjerne for resten.

– Du glemmer én ting, sagde jeg …
Martinus’ analyser …
hele hans forfatterskab peger på,
at alting er styret og meningsfyldt.

– Der er ikke et eneste bevis i hans bøger …
store, fine tanker og indviklede analyser,
men ikke et eneste bevis,
svarede Marcel.
– Men jeg vil komme dig i møde på ét punkt …
der er et enkelt faktum omkring Martinus,
som taler imod min teori om en gudløs verden …
Og det er ikke det, han skriver …
for der er som sagt ikke skyggen af bevis …

Han pausede lidt,
og jeg løftede hovedet og kiggede på ham.
Han var blevet ældre – ligesom jeg …
men i hans øjne brændte den hedeste ild.
– Han er min skytsengel, tænkte jeg …
men jeg blev næsten lidt bange for ham …
det var som at stirre ned i en glødende vulkan.

Så fortsatte han:
– Jeg fatter ikke, hvorfra en simpel, lille mejerist
fik inspiration og viden til at skrive over 6.000 sider
om livet og universet.
– Og selvom der ikke er et eneste bevis i hele værket …
så hænger det sammen … det meste giver mening …
og det foruroliger mig … en hel del, faktisk.

Jeg kiggede på ham … mærkede,
hvordan roen langsomt fyldte mit indre.
Pludselig dukkede en lille tanke op i min bevidsthed …
jeg sagde:
– Der er et argument mere for eksistensen af en gud.
Og jeg kigger på det lige nu, Marcel.
Argumentet er dig selv.
– Hvem er du? Hvad er du?
Kunne du eksistere, hvis der ikke var en Gud?

Han så kærligt på mig og sagde så:
– Jeg elsker dig …. vi er et godt team … men desværre …
jeg er ikke et bevis på, at der er en gud …
kun på, at vi ikke ved alt.

Og sådan sad vi overfor hinanden …
mennesket og englen …
og sammen prøvede vi at løse livets mysterie.
Jeg mærkede min store kærlighed til ham
og hans omsorg for mig.
Og jeg anerkendte,
at hans totale forpligtelse til sandheden var det,
jeg skulle lære af ham.

Det var det, som skulle føre mig til flere erkendelser …
det, som måske i den sidste ende …
ville give mit liv en lille smule mening …
tro eller ikke tro …

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *