Baggrund

Om “#79. Usynlig”.
Jeg hader at sælge mig selv. Jeg har brugt mere end et halvt liv på det. Jeg dur ikke til det, og jeg vil ikke give salget en plads i mit nye liv. Men hvordan skal jeg så komme ud med mine oder …

Det er en stor tilfredsstillelse at skrive dem, men lige efter kommer glæden ved at dele dem med andre … få lidt feedback. Jeg erkendte, at jeg blev nødt til at stole på livet … jeg blev simpelthen nødt til at gå efter det, der føltes rigtigt og meningsfyldt, og lade alt det ligge, der blot ville pine mig.

lyt-til-podcast

#79. Usynlig

TID 2021.03.22 20:13:23
RUM 54.779070 12.068275

Det var ikke nogen nem beslutning at træffe.
Den var stik modsat det, han altid havde troet på …
alt det, han havde baseret mere end et halvt livs
tryghed og succes på.

Han kom fra en verden,
hvor synlighed og opmærksomhed
var absolut nødvendige elementer for at nå sine mål …
ja, vel egentligt for overhovedet at eksistere.

Og nu … efter måneders frustrationer og overvejelser …
efter gentagne gange at have afvist tanken om
at basere sit nye liv på det gamle livs betingelser …
havde han langt om længe truffet beslutningen:

– Jeg må gøre mig selv usynlig, tænkte han.
Usynlig og anonym – indtil livet viser mig noget andet.

Det var en tidlig morgen på stranden.
Han sad på en væltet træstamme ud til Østersøen.
Dagen tegnede godt.
Brisen kom inde fra land – fra vest,
og der var læ på den østvendte strand.
Og mens solen smukserede sig i det blanke vand,
og gyldne stråler slørede hans fugtige blik …
drog hans tanker mod himlene …

– Ligegyldigt hvor meget jeg fokuserer
på værdierne i mit nye liv …
på naturen, universet, guddommen og kærligheden …
så lurer trangen til opmærksomhed
og behovet for anerkendelse.

– Jeg bliver nødt til at skrælle alle ambitioner væk.
Jeg må ned og skrabe bunden – ned til essencen.
Jeg må helt derned, hvor kun tanken eksisterer …
tanken om at skabe og skrive …
tanken om, at det vigtigste i livet er at erkende.

Og han var klar over, at det var der,
hans nye liv skulle begynde …
intet var som før … alt var ukendt land …
milepæle og vejvisere skulle genopdages og følges.

Han sad roligt på træstammen …
mærkede naturens omsorg og kærlighed omslutte sig
og følte glæden over den rigtige beslutning
fylde sit indre.
Stille strømmede taknemmeligheden over ham …
endnu en gang havde livet vist ham vejen.

– Kære himmelske far, hviskede han rørt.
Tak fordi du er hos mig.

Og han fortsatte i et anfald af glæde, lettelse og overmod:
– Vis dig for mig.

Han havde ikke forventet noget svar og stivnede derfor,
da han sekundet efter hørte ordene indvendig:
– Jeg er her.

Han løftede hovedet. Så sig omkring. Så på alting.
Så på den blå himmel. Det blanke vand.
På sandet. Vendte sig og så skoven bag sig.
Så smilede han og tænkte:
– Ja, selvfølgelig. Du er her.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

6 kommentarer til “#79. Usynlig”

  1. Jag har nu med spänning läst många av dina tankars närvaro i dina Oden eller i samtal med Marcel, eller med hjärtat, eller i din sökan. Jag leddes från Facebook till trädstammen du sitter på och fritt samtalar med det okända, vi alla ledes av. Det känns välbekant, väcker inom mig upp den dolda rösten. Med den andra sidan av våra liv som stillsamt föds fram, inom oss. En röst som vill väl, fast ännu svag hörbar, ändå gör sig synlig också genom din poetiska läggning och goda vilja. Ville bara tacka för din fantasin, ditt mod och din generositet. Marianne

  2. trangen til opmærksomhed og behovet for anerkendelse ligger dybt i os alle, tænker jeg. Dine oder sætter livet i perspektiv. Jeg elsker at læse dem

  3. Hej Carsten,

    Tillykke med ode #79 – en af dine bedste! Du siger det så fint: “[…] det vigtigste i livet er at erkende.”
    Og jeg var rørt af slutningen: “Ja, selvfølgelig. Du er her.”
    Podcasten fungerer/passer rigtig fint til ode-formatet Glæder mig til flere!
    VH – Jens

    1. Hej Jens … tak … jeg skriver jo bare. Har ikke altid en idé, om en ode er god eller mindre god. Tror måske det er ligesom med musik … nogle kan lide den ene, andre den anden … og så er der selvfølgelig de oder, som ingen kan’ li’.
      Life is tough 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *