Baggrund

Det har nok ikke undgået din opmærksomhed, at jeg indimellem har det svært med den ydre verden – mine medmennesker. Ikke med de mennesker, jeg møder, men med den store flok, som jeg ikke kender og ikke møder. Derfor har jeg med jævnlige mellemrum tanker om …

… tanker om bare at trække stikket. Melde mig helt ud af samfundet. Finde et ensomt lille sted langt oppe i de svenske skove, hvor jeg kan få lov til at gå i et med alting. Skal jeg være helt ærlig, ville det nok ikke være lykken … men dagdrømme har man da lov at ha’.

lyt-til-podcast

#36. Ode til den ydre verden

TID 2019.04.22 14:17:48
RUM 54.772623 12.060366

Jeg ønsker mig en smuk, lille plet på denne jord.
Hvor jeg kan tilbringe mine sidste år i fred og ro.
Hvor jeg kan udelukke virkeligheden
og finde ro og fordybelse i den indre verden.

Jeg er så træt af denne virkelighed – denne ydre verden.
… ikke kloden, planeten, dyrene og planterne,
men træt af den herskende race og hele dens væsen.
Dette utålelige og arrogante … menneske.

Dette væsen, der tror, kloden blev skabt for dets skyld.
Der tror, at det kan behandle alt og alle, som det finder godt.
Dette væsen, der mener, der er en en nem løsning på alt,
og at udryddelse er noget, der sker
for planter, træer, insekter og dyr … ikke for mennesker.

Dette væsen skal snart blive klogere … meget klogere.

Jeg ønsker mig et lille hus – midt ude i skoven.
Jeg vil opleve naturen og årstiderne.
Kigge på dyrene og planterne … blive venner med dem.
Tale med træerne og rejse lidt i kosmos,
hvis jeg finder et rejsetræ, der har de evner.

Jeg vil bruge al min fritid på min indre verden.
Udforske og rejse i mit indre univers.
Skrive mine oder og blive klogere på mig selv og på livet.
Jeg vil ikke være på nettet eller på telefonen,
men cykle til supermarkedet en gang om ugen …
Købe mine fornødenheder og uploade mine oder.
Vende cyklen og køre hjem igen.

Og en dag vågner jeg så ikke.
Ligger bare med lukkede øjne i min seng i huset i skoven.
Solsikkerne kigger triste ind ad vinduet,
og myrer og fluer sidder stille på mit ubevægelige bryst.
En lille opmærksom mus opdager et smil om mine læber.
Og smilet viser, jeg ikke er der mere.
Min ånd er draget videre. Fri og glad.

– Har du ikke selv et ansvar, spørger du.
– Er der ikke noget, du skulle gøre?

– Jo for fanden da, svarer jeg.
Og jeg har råbt og skreget, tryglet og forbandet.
Og jo mere jeg gjorde det, jo mindre blev der lyttet.
De sidder tilbagelænede i deres komfortable liv
og kigger stolt på de børn og børnebørn,
hvis fremtid de i stedet skulle være i gang med at sikre.
Og sådan sidder de også,
når lavaen, feberen eller bomben kommer …
for altid frosset i ligegyldighedens position.

– Jamen, hvad skulle vi gøre,
spørger de ynkeligt, når de står i himlen og vil ind.
Og svaret er så uendeligt simpelt:
– Alt andet end ingenting!

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

2 kommentarer til “#36. Ode til den ydre verden”

  1. Vilken fin dikt, du skriver väldigt bra och jag delar dina tankegångar! Längtan bort från människornas värld har jag också. Längtan till den inre världen, till naturen. Det många människor jagar efter, status, pengar, dyra saker, förstår jag inte. Jag vill också leva i samklang med naturen och djuren.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *