Om “#106. Danser med stilheden I”.
Trilogien ’Danser med stilheden’ handler om den rejse, min krøllede hjerne sendte mig af sted på, da det gik op for den, at der ikke var nogen mission, der kunne give mit liv mening.
’Stilheden’? spurgte jeg, da min hjerne foreslog mig at søge nye udfordringer og nye erkendelser i stilheden. Men der kom ikke flere forklaringer, så jeg besluttede, at jeg måtte lede efter stilheden … hvad skulle jeg ellers? Jeg havde ikke andet at gå efter.
Denne ode er DEL I af trilogien ’Danser med stilheden’.
Læs DEL II. EKSPEDITIONEN
Læs DEL III. DANSEN
#106. Danser med stilheden I
DEL I: AFREJSE
TID 2022.05.20 12:34:19
RUM 54.764363 12.051816
I næsten seks år jagtede jeg missionen …
formålet med min tilstedeværelse på denne planet.
Og hele tiden vaklede jeg mellem nødvendigheden af
at kunne se en mening med mit liv …
og accepten af, at vi ’bare’ skal være her.
Og så for nylig …
få uger før jeg tog hul på mit femte år som forfatter,
traf jeg en stor beslutning:
– Jeg bliver nødt til at ændre mine prioriteringer.
Jeg må vende mig væk fra den ydre verden …
begrænse alle mine handlinger dér
til et absolut minimum.
– For jeg ser stadig tydeligere, at de svar, jeg søger,
skal findes andre steder.
Og jeg mærkede …
at jeg skulle opsøge de steder, hvor livet er allermest stille …
steder, jeg aldrig har været før …
steder, som jeg måske ikke engang har fantasi
til at forestille mig eksistensen af.
Dér vil jeg synke ned i stilheden og finde roen.
Dér vil jeg vende mine sanser mod altet … åbne mit sind
og lade energier og erkendelser strømme igennem mig.
Lyder det ikke dejligt?
Bliver du ikke en smule misundelig?
Får du ikke lyst til at tage med?
Og dér i stilheden vil jeg blive …
lige så længe det er nødvendigt …
jeg vil ikke sætte mål og lade mig begrænse …
men blot lade livet vise mig det, jeg bør vide.
For lige netop i dette øjeblik indser jeg,
at livet er min gud.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive denne gud …
denne eksistens.
Den fortæller mig, den opstod af evigheden …
det forstår jeg ikke helt,
men det gør måske heller ikke så meget,
for jeg mærker, at den bor i mig,
jeg mærker, det giver mening at vise den tillid …
og jeg har en stærk fornemmelse af,
at min tilværelse bliver mere fyldestgjort,
når jeg lader denne eksistens vise mig vejen.
Og lige nu fortæller den mig,
at jeg skal vende al min opmærksomhed
mod min indre verden …
Jeg skal dykke i det, de kalder mikrokosmos …
lade intuitionen vise mig vejen til stilheden.
Jeg studser – og stopper –
pauser mine forberedelser til rejsen et øjeblik,
mens jeg lader en tanke modne.
Og jeg smiler stille, da erkendelsen materialiserer sig:
Intuitionen og livet er to sider af samme sag.
– Magien er allerede begyndt, tænker jeg.
Og jeg tager denne erkendelse som et tegn på,
at min beslutning om at opsøge stilheden er rigtig.
Jeg hviler i mig selv et øjeblik … lader roen indfinde sig.
Så vender jeg mig og sætter kurs mod
min indre verden og mod stilheden …
min nye rejse er lige begyndt.