Baggrund

Om “#90. Jeg er … kosmos”.
Mange mener, at vi alle er en del af guddommen … eller skaberen … eller altet. Kald det, hvad du vil … det er det samme, vi taler om. Hvis det er tilfældet, så er vi jo altvidende, altfavnende, altmagtfulde … men sådan er det jo ikke. Hvordan er det så?

Er det sådan, at jo mere vi udvikler os … jo mere, vi åbner os for alting … jo flere små glimt får vi af den store viden, der ligger i os? Jeg tænkte: Måske, men jeg vil ikke vente … jeg har min kreativitet og intuition … hvad mon jeg kan finde, hvis jeg rejser i tankerne?

#90. Jeg er … kosmos

TID 2021.08.21 12:24:13
RUM 54.773687 12.060495

Med et par kraftige vingeslag og kræfter,
jeg ikke anede, jeg besad,
lettede min ånd som en stor, magtfuld skytsengel
og hastede mod kosmos.
Jeg nåede lige at kaste et blik bagud og så,
at min fysiske krop stadig sad og nød livet
på Corselitze strand.

Den morgen havde jeg forladt mit hjem
i kanten af skoven på Falsters østkyst …
hunden Snar og jeg skulle ud
på den sædvanlige morgentur på stranden.

En halv time senere
havde jeg afsluttet mine morgen strækøvelser …
havde bedt min morgenbøn …
og nød nu den tryghed, der følger lige efter.
Jeg hvilede mig med ryggen mod en stor sten,
og betragtede meditativt det foranderlige hav.

Jeg lukkede øjnene
og mærkede mine tanker drage på himmelflugt …
– Flyv, flyv, flyv, sagde jeg til dem,
og de spredtes for alle vinde mod kosmos
for at finde ny viden og nye erkendelser.

Normalt lader jeg dem rejse alene
og glæder mig så til,
at de kommer hjem og kæmper om at være først
til at fylde mig med fortællinger
om fjerne steder og alle tider.

Men denne gang
havde jeg besluttet at tage med dem …
og som den naturligste ting af alle verdener
susede jeg nu gennem kosmos
med alle mine sanser vidt åbne.
Det gik for hurtigt til,
at jeg kunne fæstne mig ved detaljer.
Min ånd havde travlt med at opleve alt det nye …
det kunne ikke komme på tale at sætte farten ned.

Jeg mærkede planeter, stjerner og universer
kærtegne mig i forbifarten … de smilede,
og jeg forstod, de kendte min mission …
vidste … at jeg havde for travlt til
at stoppe op og sige pænt goddag.

Og mens jeg således tumlede afsted
i det tomme rum, som i øvrigt var langt fra tomt,
men derimod fuldt af alting …
mærkede jeg,
at selvom meget forekom ukendt og uforståeligt
så var intet helt fremmed.

Og pludselig – som en eksplosion af lys
gik den uomtvistelige sandhed op for mig:
– Alt det her … er mig.
Jeg er ikke en ånd, der tumler gennem kosmos …
jeg er kosmos.
Alt jeg ser – alting omkring mig … er mig.
– Ligesom min fysiske krops indre organer er mig,
så er disse planeter, stjerner og universer
allesammen dele af min kosmiske krop.

Jeg satte hastigheden ned …
svævede og lod mig bære af sted på kosmiske vinde …
over millioner af lysår …
fra solsystem til solsystem …
fra galakse til galakse …
fra univers til univers …
alt imens jeg koncentrerede mig om
at lære denne gigantiske krop at kende.

Jeg begyndte at fornemme en større mening bag alting,
og jeg nød følelsen af samhørighed,
mens jeg tænkte:
– Tænk … alt dette er mig. Det er dig. Og os.

Så med ét blev der stille …
jeg kiggede mig omkring,
men kunne ikke finde årsagen til denne totale stilhed.
Men så så jeg – langt, langt borte – et flimrende lys …
nærmest som en gammel filmfremviser.

Da jeg kom tættere på, så jeg scenen …
en lille dreng på et par år med sin bedstemor i hånden …
de var på vej til legepladsen …
imod dem kom et par piger i teenagealderen …
– Nej, hvor er han sød, sagde de …

Jeg vidste, jeg så tilbage i min egen barndom …
huskede svagt episoden.
Men så flimrede filmen,
og nye klip fulgte i hurtig rækkefølge …
Jeg genkendte ikke flere episoder og tænkte ….
– Det må være fra andre inkarnationer …
det vil jeg sikkert ikke have minder om.

Mens stilheden langsomt blev brudt,
og lydene fra mit eget kosmos vendte tilbage …
tænkte jeg:
– Jeg er ikke bare alting … jeg er også altid …

Og jeg vidste, at jeg ikke kunne rumme mere.
Jeg mærkede, at det var tid at vende tilbage
til min menneskekrop …
Den sad stadig op af stenen på Corselitze strand …
og jeg tøvede lidt, da jeg kom frem …
kiggede kærligt på dette fysiske hylster,
som så længe havde kæmpet for at huse
min rastløse ånd … denne lille del af alting.

Fuld af taknemmelighed tog jeg igen plads i kroppen,
og kort efter kom tankerne susende hjem …
de vidste, jeg havde været med dem på rejsen,
og sammen fandt vi nu et sted i vores indre verden,
hvor vi stille kunne fordøje og forstå vores oplevelser.

– Jeg er … kosmos, tænkte jeg.
Jeg ved alting, og jeg er altid …
men jeg får kun adgang til det i ganske små bidder.
Når jeg åbner mig. Søger. Og udvikler mig …
kommer erkendelserne i små glimt.
De inspirerer mig til at bede om mere …
gøre mere … gøre mit bedste.

Jeg smilede glad, lukkede træt øjnene, og tænkte:
– Du har fortjent en morfar.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *