Om “#140. Der kom en tsunami forbi”.
Jeg mærkede en indre følelse af glad forventning … følte, noget godt var på vej. Jeg studsede … den slags sker ikke hver dag … og slet ikke for mig, der altid har så travlt med at komme videre og med at forstå alt det, som måske slet ikke skal forstås.

Jeg mærkede også, at jeg ikke skulle gøre noget for at få det … måske allerhøjest geare lidt ned … tage den lidt med ro … hvile i mig selv … være opmærksom og årvågen … især det sidste … det ville jo være ærgerligt, hvis det gode kom og gik uden at jeg bemærkede det. Men, det kom …

#140. Der kom en tsunami forbi …

TID 2023.08.04 12:01:09
RUM 54.780058 12.069195

Det er ikke nemt at håndtere livets op- og nedture …
heller ikke selvom det er de små af slagsen …
Vi kender dem til hudløshed …
disse daglige svingninger mellem
’livet er rimeligt’ og ’øv hvor er jeg trist’ …
til det sjældne ’ej, hvor er livet dejligt lige nu’.

Men vi ved jo, at det er sådan, livet er …
og sådan en som jeg,
der måske tænker mere over livet, end godt er …
en som jeg, der ved, at tristesse med måde
kan bringe mig stærkere ud på den anden side …
ja, selv jeg frustreres af disse svingninger …
jeg savner roen … og jeg tænker ofte:
– Kan jeg dog ikke få lov til – bare at være her.

Prøv at forestille dig livet som et pendul,
der bare slår og slår og slår …
fordi det er det, penduler gør … tik, tak, tik, tak.
De fortæller os, at tiden går … helt forudsigeligt
og helt uden at forstyrre vores mentale balance …?

Det er der, jeg gerne vil hen …
jeg vil gerne hvile i livet … leve det roligt …
føle, at jeg er lige der, hvor jeg skal være …
der, hvor jeg hører hjemme …
der, hvor jeg har overskuddet og afklaretheden
til at betragte alting omkring mig
opmærksomt og årvågent.

Så jeg begyndte at skrælle lagene af …
stille og roligt fjernede jeg alle de ting,
som jeg vidste ikke gjorde mig noget godt …
vaner og gamle rutiner, som jeg udførte
fordi jeg ikke kunne lade være …
fordi de engang forekom vigtige …
fordi jeg havde udført dem i hundrede år,
og fordi de var blevet en del af min måde
at leve livet på.

Og midt i denne ganske langsommelige proces
mærkede jeg noget, der stille voksede i mit indre …
jeg ved ikke, hvor det kom fra, hvad det var,
eller hvad det skulle.
Men jeg kunne mærke,
det varslede noget stort …
det ville noget godt …

Når man lever livet, som jeg gør,
sker den slags ikke tit – for ikke at sige ’aldrig’.
Men nu mærkede jeg forventningen og glæden
vokse i mit indre, og jeg sagde til mig selv:
– Der må være en venlig tsunami på vej.

Og jeg forsøgte at placere mig selv
i en tilstand af stille væren …
ligesom når jeg besøger mit værelse i Mesozoikum.
Opmærksomt og årvågent …
fulgte jeg de svage tegn på tsunamiens færd …
opdagede, at livets tåger lettede lidt …
den tristesse, der normalt var en hyppig gæst,
så jeg stadig sjældnere
og da altid med ryggen til … på vej væk …
som om den havde givet mig op …

Og pludselig en dag hører jeg mig selv
sige til en ven:
– Jeg har aldrig været lykkeligere …
jeg har aldrig været så glad som nu …

Ganske forbløffet over min egen udtalelse,
sad jeg helt stille og lod ordene sive ind …
Så blev jeg opmærksom på en sagte lyd i mit indre:
– Tik, tak, tik, tak, tik …

Og med hjertet fuld af taknemmelighed
kiggede jeg på min ven og sagde med et smil:
– Jeg tror, der kom en tsunami forbi.