Baggrund

Om “#94. … alene …”.
Jeg tænkte, om mine lejlighedsvise nedture og problemer med at finde mig til rette i livet handlede om min manglende opfyldelse af menneskets mest grundlæggende drift … ja, vel nærmest pligt: Forplantningen. Men da jeg satte mig for at skrive oden, endte jeg et helt andet sted … og det sted gav meget mening. Så må det andet emne vente til en anden gang.

#94. … alene …

TID 2021.10.09 16:00:13
RUM 54.778916 12.066871

Ikke nogen at vise sit nærvær …
eller sin kærlighed.
Ikke nogen at tale med …
blive klogere sammen med.
Ikke nogen at pjatte med …
blive dummere sammen med.
Ikke nogen at opleve sammen med …
og tale minder med …

… alene … helt … alene …

Ikke nogen at skændes med …
ikke engang noget at skændes om.
Ikke nogen at bebrejde noget …
ikke engang noget, der er bebrejdelse værd.
Ikke nogen at være sur på …
udover mig selv.
Ikke nogen til at trække mig ud af surheden …
udover mig selv.

… alene … helt … alene …

Til gengæld … er der tid nok …
tid … til at gøre lige det, jeg har lyst til …
til at tænke alle de tanker, jeg har lyst til …
se alle de venner, jeg har lyst til …
tage alle de morfar’er, jeg har lyst til …

Jeg kan lade livet føre mig præcis derhen,
hvor jeg har lyst til at være …
jeg kan dvæle der, hvor livet føles godt …
der, hvor virkelysten blomstrer …
og jeg kan lade den virke og skabe …
nå uanede højder …
for ingen stiller krav til mig …
ingen har forventninger til mig.

Men jeg kan også forfalde til mismod …
netop fordi ingen forventer noget af mig …
jamen, jeg vil så gerne give …
at give gør mig glad.
Så bed mig dog om noget …
hvad som helst … hvad ønsker du dig?

Men tavsheden er total …
katten gaber og ligner en, der vil sige noget,
men der kommer ikke en lyd.
Jeg hænger mismodigt på den trebenede taburet …
solen står ind af vinduet …
og afslører støv og kattehår i vindueskarmen.

Den stråler og forsøger at opmuntre mig …
men jeg vil ikke opmuntres …
jeg vil have lov til at være trist … føle mit mismod …
jeg vil mærke depressionen snige sig ind på mig …
tage over … dræne mine ressourcer.

Jeg vil ned i hullet … ned på bunden …
helt derned, hvor der kun er én vej at vælge … op!!
Der vil jeg ligge lidt …
lige til jeg længes tilbage til lyset …
alt fra minutter til dage.

Så stiger jeg langsomt op … lyset varmer … er dejligt …
ganske som jeg husker det …
og mine tanker, som vægrer sig ved
at følge mig til bunden …
kommer mig nu i møde …
idéerne sprudler og knævren står ikke stille …

Jeg smiler stille for mig selv …
… alene … helt … alene …

2 kommentarer til “#94. … alene …”

  1. Det er så fint skrevet og har været i mine tanker hele morgenen. Den gik lige ind.

    Selvom forplantning og ensomhed naturligvis er relaterede emner, er de ikke gensidigt afhængige, og jeg er derfor enig med dig i, at din ode endte et helt andet sted, end den tanke, den startede med.

    Man kan jo godt være ensom, selvom man lever i et parforhold, der er små børn omkring en og dagen ikke levner et ledigt minut. Dag efter dag, hvor man føler sig helt alene med det hele fra morgen til aften uden en anden voksen at tale med dele det hele med. Uden meget andet end “Godmorgen, skat” og “godnat, skat”.

    Ensomhed kommer ikke af manglende forplantning og den bekæmpes (efter min mening) ved at være noget for andre. Og jeg kender en, der er helt perfekt til at være ham den hyggelige og vise onkel, der kigger forbi i et par dage og er god at snakke med over madlavningen og et glas rødvin, når man trænger allermest til at sludre i godt (voksent) selskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *