Om “#181. Længsel”.
Jeg fandt en forklaring på mange ting i de år, hvor jeg skrev mine oder. Men forløsningen … den endelige forløsning … kom aldrig … jeg blev aldrig rigtig glad. Og så alligevel …
… lidt glad blev jeg dog, da jeg endelig fandt forklaringen på, at glæden aldrig var fuldkommen.
#181. Længsel
TID 2025.08.08 14:10:41
RUM 54.766959 12.054996
Det er svært at sige,
hvornår jeg første gang mærkede denne uro indeni …
Var jeg fem år? Ti år? Femten … eller mere?
Var jeg voksen? Midaldrende eller gammel?
Jeg kan ikke sige det … ved blot,
at den har fulgt mig i mange, mange år.
Har du også følt denne ubestemmelige uro?
En fornemmelse at, at du ikke er,
hvor du hører hjemme, men at du må videre …
og at dette øjeblik bare er en lille pause på rejsen …
måske fordi du trænger til at hvile lidt,
eller fordi du er usikker på dine næste skridt.
I masser af år kaldte jeg mig selv ’rastløs’
og gav denne følelse skylden for min uro.
Men jeg satte ikke flere ord på …
jeg formåede ikke at forklare årsagen for mig selv
og blev derfor ikke klogere.
Det nærmeste, jeg kom, var,
da jeg definerede min følelse som mangel på lykke.
Jeg var ikke lykkelig … savnede glæde og mening …
og derfor måtte jeg hele tiden op på hesten og videre
i håb om, at lykken ville vise sig på et tidspunkt.
I dag ved jeg, at det er ikke sådan, lykken fungerer,
men i masser af år kunne jeg ikke andet,
og det var derfor dét, jeg gjorde.
Jeg kom dog lidt nærmere, da jeg opdagede,
at følelsen … denne fornemmelse af uro …
havde et budskab med til mig.
Den forsøgte at fortælle mig om et savn …
om noget, jeg manglede … noget, jeg længtes efter …
Men hvad var det, længtes jeg efter?
Jeg kom til at tænke på mine tankerejser
i den åndelige verden,
og jeg genkaldte mig glæden,
når jeg fuld af tillid overgav mig selv til trygheden …
Jeg huskede, hvordan jeg blot
lod mig falde bagover og svæve,
mens usynlige væsner hyllede mig i omsorg …
Og med et stod det klart …
pludselig så jeg, at ophavet til al min længsel
og denne følelse af savn og mangel …
handlede om KÆRLIGHED …
Og mens alle mine ophold i den åndelige verden
rullede forbi mit indre blik.
fornemmede jeg tydeligt den lille sjæls frygt,
hver gang den måtte forlade denne kærlige tilstand
for at begynde et nyt liv i en truende, fysisk virkelighed.
Men jeg så også noget andet …
for med sig havde dette lille væsen et spinkelt minde …
et minde om en helt ubeskrivelig kærlighed.
Og jeg indså, at heri lå kilden til al min længsel …
et lillebitte minde om en uendelig kærlighed,
som i tusindvis af perioder imellem mine fysiske liv …
havde holdt mig trygt i sine arme.
Og jeg søgte og søgte og søgte …
jeg søgte i alle mine fysiske liv for at finde en kærlighed,
der kunne måle sig med dette lillebitte minde.
Og det er derfor, vi må søge for altid … for uanset,
om vi er mikrober, mennesker eller hele universer
så husker en lille del af os denne følelse
af ubetinget kærlighed …
og vi længes … vi længes … åh, så meget …
Men den gode nyhed er,
at hvis du mærker sandheden i det, jeg fortæller dig,
så ved du også, at din længsel vil blive indfriet …
igen og igen og igen.