Om “#187. Et lille bitte minde”.
Tanken om, at alt det, der har været, er væk, piner mig. Intet … bortset fra nogle tanker og minder, beviser, at det skete … at disse mennesker eksisterede og levede, og at jeg var en del af det. Men er det sådan, det er …

… eller er det blot sådan, vi har besluttet og lært, at det må være? Jeg besluttede at undersøge det for måske at finde lidt trøst.

#187. Et lille bitte minde

TID 2025.09.08 09:12:48
RUM 54.771395 12.059158

Et lille bitte minde …
ikke engang en bevidst tanke,
nærmere som en lille fjer, der føres af vinden
og minder os om et øjeblik i livet,
hver gang den krydser vores vej.

Et lille maleri af noget, der skete engang …
sjældent noget med ord på,
men ofte et indre billede og en stærk følelse …
fulgt af en trang til at gribe ud efter det,
genopleve det og fastholde det …

Og altid med samme resultat …
fornemmelsen af, at det smuldrer mellem fingrene …
at fjer ikke skal fanges, men flyve …
Og selvom vi ikke ønsker at give slip …
fordi vi lades tilbage med smerten og tabet …
bliver vi nødt til at lade det fare.

Jeg tænker:
– Måske det stadig er …
måske er det slet ikke væk, som vi tror?

Måske er virkeligheden slet ikke det,
som vi med årtusinders udvikling i bagagen
besluttede, den måtte være:
Nemlig alt det, vi kan se og mærke …
alt det, der giver en vis mening, og alt det,
der passer ind i vores verdensbillede.

Måske er det slet ikke sådan, virkeligheden er …
og måske er fortid, nutid og fremtid også blot noget,
vi fandt på for at gøre virkeligheden lettere at forstå?
Alting skabes og lever og forgår …
vi har vel brug for tiden for at forstå denne cyklus?

Jeg sætter mig … helt stille … og lader tankerne flyve …
jeg mærker, intuitionen også letter,
og jeg ved en ny tankerejse er begyndt.
Som altid svæver vi … ud og ud i det uendelige kosmos …
bare jeg, mine tanker og intuitionen.

Men denne rejse er anderledes …
jeg mærker, at forbindelsen til mit sikre anker …
planeten og min fysiske krop, brydes med et stille ‘snap’ …
ligesom et barn, der pludselig slipper snoren til ballonen,
der bare stiger og stiger og stiger …

Og jeg ved, jeg skal aldrig vende tilbage.
Det føles ikke ubehageligt, men alligevel endegyldigt …
et tab … men ikke et savn …
blot en forandring fra noget, der var …
til noget, som er …

Jeg åbner øjnene,
og midt i dette uendelige, mørke og tyste univers …
fyldt med stjerner … fyldt med liv,
der hilser mig velkomment og kærligt hjem …
ser jeg fjerene fra alle mine minder …

Når jeg ser nærmere efter, opdager jeg, det ikke er fjer,
men i stedet små og dog fuldkomne universer.
Min nysgerrighed trækker mig nærmere et af dem,
og det er som om, det pludselig vågner … vækkes til live,
og en uimodståelig kraft drager mig nænsomt ind i det …

Og nu folder hele mit liv sig ud … lige foran mig …
og selvom jeg fastholder rollen som tilskuer,
lever jeg med i oplevelserne og mærker dem …
lige så virkeligt, som dengang de skete.
Det hele sker … alting sker … lige nu …

Jeg røres i mit inderste af disse dejlige gensyn …
og langsomt går det op for mig, at dette er evigheden.
Alt, jeg nogensinde har oplevet, er stadig hos mig …
for alting sker lige nu … tid har ingen mening her …
alting er nu.

Og jeg forstår, det er det, der sker,
når barnet slipper ballonen …
når vi forlader den fysiske verden …
og sættes fri …

– Endnu et trin på udviklingens uendelige stige,
tænker jeg. Dette vidunderlige skaberværk
hører aldrig op … hvem mon skabte alt dette?

Jeg smiler stille og lykkelig,
da jeg mærker en lille tanke fødes i mit sind …
den siger:
– I skaber, mens I går …