Bogprojekter

Jeg havde mange idéer til bøger, som jeg havde kyst til at skrive, og jeg gik i gang med flere af dem. Der er dog en stor forskel på at skrive en ode og skrive en hel bog.

Jeg får en idé til en ode, og jeg sætter mig og skriver den på en halv time … så skal den måske rettes til over de kommende dage, men så er den potte ude, og jeg har fået dokumenteret et mysterium, en tvivl eller måske bare en tanke, som rumsterede i mit hovede på det tidspunkt.

Hvorimod en bog … den skal struktureres … hænge sammen fra start til slut … der skal skrives en masse, som ikke lige er det, jeg havde i tankerne, men spom bygger op til højdepunkter. Alt det kan jeg slet ikke, og jeg tror det er derfor disse bogprojekter strandede, før de blev færdige. Og så selvfølgelig også fordi jeg ikke ønsker at skrive en bog for at skrive en bog … nej, hvis jeg skal skrive en bog, så skal den være vigtig og folk skal sige: “Det var godt den blev skrevet”. Ja, jeg har lidt høje ambitioner, men det er mig, der skal leve med dem … ikke dig.

Odernes by

“Odernes by” begyndte jeg ret tidligt i mit forfatterskab. Jeg vil forsøge at skabe en fortælling om universets sammenhæng og meningen med vores tilstedeværelse med udgangspunkt i mine oder.

Se PDF her.

Engle græder ikke

“Engle græder ikke” skulle være en opsang til verden om alt det, der ikke gør nogen af os godt. Den skulle skrives af min nieces datter i året 2084, som en slags dokumentation på verdens udvikling fra 2020-2084. Marcel – min skytsengel – skulle være hendes mentor.

Se PDF her.

Jeg tror, jeg er kommet hjem

“Jeg tror, jeg er kommet hjem” skulle være en lille bog til lommen, der skulle fortælle i “realtime” om den rejse, jeg begyndte, da jeg forlod Gud i efteråret 2025. Jeg ville søge meningen med livet og forklaringen på universets åndelighed ved at rejse i mit indre.
Jeg blev dog i tvivl, om alle mine flyvske spekulationer ville gavne nogen som helst at læse, så jeg lod projektet fare … lidt ærgerligt.

Se PDF her.

Noveller: Skjulte døre mv.

“Skjulte døre” skulle være en samling af de af mine oder, som jeg godt kunne tænke mig at udbygge til lidt længere fortællinger. I oden “Skjulte døre” møder jeg mig selv som 14-årig og jeg får et glimt af min hjemplanet … en planet med to røde sole.
Det, synes jeg, var så spændende, at jeg kunne tænke mig at se, hvor flere tanker om dette ville bringe mig hen. Jeg kom desværre ikke videre end dette …

Se PDF her.