Om “#192. Limbo”.
Der skulle gå næsten 10 måneder fra jeg skrev ode #191, som jeg troede skulle blive min sidste, til jeg fandt inspirationen til og nødvendigheden af at skrive en ode mere.

Jeg havnede i limbo. Først kunne jeg ikke forstå det, men efter kort tid gik det op for mig, at det ikke er noget dårligt sted at være … for limbo bærer løfter med sig. Derfor er oden delt i to … den første om frustration og virvar … den anden del om indsigt og forventningens glæde.

#192. Limbo

TID 2026.11.01 11:05:03
RUM 54.811085 11.566102

DEL 1
Hvorfor befinder jeg mig i dette limbo?
Frit svævende.
Ingen vægge at støtte sig til …
intet loft … bare uendelig himmel …
knapt et gulv at gå på.
Ingen fornemmelse af, hvad jeg skal gøre.
Ingen lyst til at gøre noget som helst.
Ingen ide om, hvad der skal ske.
Men dog en klar fornemmelse af,
at der er en læring i dette …
noget vil ske … noget er på vej.

Og derfor spørger jeg heller ikke den eneste,
der kan svare: Hvorfor dette limbo?
For jeg ved, det eneste svar, jeg vil få, er stilhed …
måske en lille tanke, der siger ‘tålmodighed’ …
og hvis jeg er heldig … et kærligt, lille smil.

---

DEL 2 (6 dage senere)
Limbo er for de fleste et frustrerende sted at være.
Jeg blev placeret der …
uvist af hvem og af hvilken grund.
Al min handle- og tankekraft forsvandt …
jeg var der bare … passiv, rådvild og forladt.

En god veninde rådede mig til blot at være i det …
“Lad dig ikke frustrere …
acceptér, at det er sådan, livet er lige nu”.
Jeg tog rådet til mig,
for det var den eneste vej, der pegede fremad.

Og gradvist mærkede jeg en forandring …
limbo var ikke længere en trussel, men et løfte …
et løfte om forandring for den,
som tør vente og være.
Limbo er på ingen måde en blivende tilstand,
men en overgang … en ventesal i livet.

Tænk at leve dagene med et løfte i rygsækken …
et løfte om, at dine anstrengelser
er på vej til at bære frugt.
Men du skal møde limbo med ydmyghed …
gerne lidt ærefrygt …
gør kun det, der føles rigtigt
og lad dig ikke lokke.

For limbo er mere end noget andet stedet,
hvor enhver forcering får boblen til at briste,
og du mister løftet om forandring, nye indsigter
og et nyt sted at leve livet fra.

Da jeg erkendte limboets sande natur,
begyndte jeg at elske det.
Bare det at vide, at god forandring er undervejs,
gør stilheden og tomheden til en gave
i stedet for en trussel.

Jeg er spændt på forandringen,
og jeg har væbnet mig med universets tålmodighed …
for jeg ved, at forandringen vil komme langsomt …
og så umærkeligt, at jeg kunne blive i tvivl,
om den allerede er her?

Og det er denne uvished, der er magiens moder …
det er denne uvished, vi skal lære at dyrke og elske,
for det er sådan, universet taler til os.