Om “#117. Ikke for tøsedrenge”.
Jeg tror. Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord end det, vi kan bevise. Jeg tror, der er mere end mørke, når vi dør. Men jeg er også opmærksom på vores behov for vished og tryghed … vi har brug for noget at tro på … brug for lidt hjælp til at håndtere en voldsom verden.
Og når jeg kigger på troen … så er indicierne få og beviserne ikke eksisterende. Dertil kommer, at troen slører sine spor … ligesom en jæger, der trækker en afskåret gren med blade efter sig. Jeg forstår ikke, hvorfor det er nødvendigt, hvis man har en god sag.
#117. Ikke for tøsedrenge
TID 2022.09.25 16:00:38
RUM 54.772363 12.060117
Jeg har altid ment, at livet var noget,
jeg nok selv skulle klare …
jeg havde ikke brug for nogen at bede til …
ikke brug for en højere magt til at hjælpe mig.
For selvfølgelig er livet fyldt med udfordringer …
svære øjeblikke, vi ikke har stået overfor før …
sådan er det bare.
Men vi fik livet … vi fik en gave …
så giver vi da ikke op,
bare fordi det bliver lidt svært.
Jeg fik behov for at se en mening med alting …
jeg måtte vide, hvad jeg lavede her …
eller hvad jeg skulle lave her.
Om der var en mission, der ventede på mig?
Jeg havde ikke lyst til at ty til bøgerne …
ønskede at finde mine egne svar …
skabe mine egne cirkler.
– Der er alligevel ikke nogen, der ved,
hvordan alting hænger sammen, tænkte jeg …
jeg kan lige så godt undersøge sagen selv.
Så jeg forsøgte at kigge bagom alting …
forsøgte at tænke mig til svarene …
– Hvem skabte alt det her? Og hvorfor?
Er der nogen, der styrer det? Styrer mig?
Er der noget, jeg skal gøre …
eller skal jeg bare være her?
På den rejse kan man ikke undgå
at komme forbi Gud,
og jeg mødte tanken om en åndelig verden
med åbenhed og videbegær …
tog meget til mig … afviste andet …
Jeg så idéen med kærligheden og omsorgen,
men afviste pure lovprisning og underkastelse.
Jeg mener … hvis der er en gud,
har han ikke brug for tilbedelse …
hans selvværd fejler ikke noget …
han ønsker kun én ting … godhed …
han ønsker kun, at vi gør vores yderste for
at være den allerbedste version af os selv.
Men hen ad vejen oplevede jeg dog,
at det gjorde godt at tale med Gud …
også selvom jeg hyppigt var i tvivl,
om der overhovedet var nogen, der lyttede.
For konkrete resultater var det småt med …
faktisk så småt, at de kunne henregnes under
betegnelsen ’statistisk usikkerhed’.
Og når jeg tænkte efter …
og indimellem talte med troende mennesker om det …
så opdagede jeg, at troen havde helgarderet sig selv …
– Ske ikke min, men din vilje, siger vi til Gud.
Det er da en helgardering, der vil noget …
så når livet er med os, glædes vi …
og når det er imod os, så er det,
fordi der er en skjult mening med det …
fordi det er Guds vilje.
Med et enkelt fingerknips gør vi troen
til historiens største sutteklud.
Når noget går os på, griber vi suttekluden
og dernæst en af bøgerne,
og på et øjeblik har vi overbevist os selv om,
at alting er præcis, som det skal være.
For bemærk … der er det særlige ved troen,
at den virker, hvis vi tror på den …
så går alting op i en højere enhed …
alt det, der sker, følger Guds gyldne plan.
Og modsat … hvis vi ikke favner troen …
ja, så bliver det straks mere problematisk …
for så skal vi finde et andet sted
at søge trøst og forklaring og mening.
Så må lede efter svarene i os selv …
finde styrken og modet og arbejde videre derfra.
Og måske vil disse ekspeditioner en dag
bringe os forbi den åndelige verden …
hvis den findes …
Men jeg bliver nødt til at sige det lige ud:
– At rejse uden Gud er ikke en opgave for tøsedrenge.
