Baggrund

Om “#99. Om at sejle med vinden”.
Én ting er sikkert … der sker ikke noget nyt, hvis du bliver ved med at gøre det, du altid har gjort. Jeg styrede og kontrollerede mit liv, fordi jeg var overbevist om, at det var den eneste måde at komme derhen, hvor jeg gerne ville.

Da jeg nåede pensionsalderen, måtte jeg erkende, at jeg IKKE var nået dertil. Men så trådte livet til og viste mig, at der er andre måder at leve det på … og efter lidt tid og lidt tilvænning opdagede jeg, at det gav god mening.

#99. Om at sejle med vinden

TID 2021.12.15 23:06:15
RUM 54.777540 12.064850

I mine mange år på havet
forlod jeg ikke pladsen bag roret én eneste gang …
selv når nye kurser skulle beregnes og udstikkes,
skete det med den ene hånd på roret,
mens den anden baksede med søkort og sekstant.

Både skibet og livet artede sig vel …
i stille stunder og smukke dage
nød jeg kortvarigt blot det at være.
Men det var de voldsomme storme
og mine vilde ridt på toppen af bølgerne,
– fremkaldt af min trang til at sætte ukendt kurs –
der viste mig lokkende muligheder i det fjerne.
Disse hektiske stunder lod mig mærke,
jeg brugte tiden vel …
og levede livet, som det skulle leves.

Men … jeg må indrømme … man bli’r lidt træt.
Denne evige jagt på udfordringer for at sikre,
at ingen af livets muligheder misses …
at alle tænkelige veje undersøges og udforskes …
alle disse kampe kommer ikke uden en pris …
manglende hvile, konstant årvågenhed
og skyhøje adrenalin niveauer …
det er altsammen en del af rejsen.

———————————————————–

Jeg blev 70 år gammel,
før erkendelsen endelig indfandt sig …
erkendelsen af, at meningen med det hele
ikke ville vise sig, før jeg gav slip.

Jeg var nødt til at træde væk fra roret …
nødt til at overlade styringen til livet selv.
Og livet bød mig at løfte hovedet …
– Se på verden omkring dig, sagde det.
Lyt til omgivelserne. Indsnus duftene.
Mærk pulsen.

Og jeg gjorde, som livet sagde,
skønt beslutningen var svær … du må huske …
jeg havde baseret hele mit liv på,
at det var mig, der var i kontrol …
mig, der styrede livet – ikke omvendt.

Så med bittesmå skridt kæmpede jeg loyalt
for at ændre mine indgroede vaner.
I en kortere periode forsøgte jeg
at styre skibet med én hånd,
men det gjorde bare kursen mindre stabil.
Så prøvede jeg at indtage mine måltider
lidt væk fra roret … klar til at gribe ind …
men usikkerheden gav mig mavekneb i dagevis.

Så jeg vidste, jeg måtte gå linen ud …
og en dag forlod jeg roret helt og aldeles
og gik op på briggens fordæk.
Der stod jeg så og tjekkede kurs, sejl og farvand,
til jeg blev helt rundtosset.
Og det var her, jeg opdagede,
at alt altid var i den skønneste orden …
sejlene stod spændte og roligt og fulgte vinden,
farten var fin og farvandet fri for farlige skær.

Til gengæld studsede jeg tit over kursen …
– Hvad skal vi i den retning? tænkte jeg ofte,
og jeg kiggede op mod roret og så,
at pladsen stadig stod tom.

Men så opdagede jeg den store frihed,
det gav mig ikke at være ansvarlig.
Jeg havde ingen pligter – skulle ikke noget,
og alligevel havde jeg så travlt som altid.
Nye og fremmede indtryk trængte sig på,
og mine dage fyldtes …
først med forsøgene på at forstå det hele …
og siden med taknemmeligheden over
de mange muligheder, livet nu tilbød mig.

Vigtigst var dog den klare erkendelse af,
at min horisont ikke længere var begænset
af min egen forestillingsevne.
De mange, nye oplevelser øgede min forståelse
af mangfoldigheden … ja, af selveste livet …
alt det, som jeg – bevidst eller ubevidst –
havde længtes efter siden mine helt unge dage.

Jeg lænede mig tilbage i dækstolen …
kastede et kort, kontrollerende blik på sejlene …
smilede og tænkte:
– Der er kun én rorgænger … livet!

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.