Om “#77. Sandheden … hele sandheden”.
Hvis Jesus tilpassede sine fortællinger, så datidens mennesker kunne forstå ham … hvad får så os til at tro, at Martinus ikke gjorde det samme, da han fortalte os om ’meningen med alting’ i sine mange bøger og foredrag?
Hvad får os til at tro, at vi er udviklede nok til at forstå det guddommelige? Og hvad er konsekvenserne af denne indbildskhed?
#77. Sandheden … hele sandheden
TID 2021.02.07 16:35:37
RUM 54.779070 12.068275
– De ved, at Jesus forenklede forklaringerne,
så datidens mennesker forstod ham, sagde han.
Men de tror, Martinus gav dem selv hele sandheden.
De mener, de er så udviklede,
at de vil være i stand til at forstå selve kernen i livet,
når blot de får den forklaret.
Marcel smilede skævt og overbærende.
Jeg havde mødt ham i dojoen på stranden.
Det var en lun sommermorgen,
før Fanden havde fået sko på …
netop det tidspunkt på dagen, som jeg elskede mest.
Og som sædvanlig havde han tumlet med nogle tanker
længe nok til, at han måtte afprøve dem på andre
… så hvorfor ikke på mig?
– Der er gået 2.000 år, fortsatte han.
Vi rejser i både mikro- og makrokosmos.
Vores videnskaber er sublime og udvikles med lynets hast.
Vi er milevidt fra oldtidens simple mennesker.
Og vi er overbeviste om, at vi forstår sandheden,
når vi ser den.
– Jeg kan ikke finde ud af, om jeg oplever
den menneskelige arrogance og selvbevidsthed.
Eller om det er manglende evne til at se det store billede
– se udover sin egen tid – erkende,
at vi er blot ét trin på en meget lang stige.
– Den kan jeg måske godt købe, Marcel, svarede jeg.
Men hvad er problemet?
– Kan du virkelig ikke se det? spurgte han.
Hvis de tror, de har sandheden, så søger de jo ikke mere.
Så er det slut med åndsvidenskaben.
Man kan ikke have videnskab uden forskning …
så er det bare en kult, hvor man dyrker en messias.
Jeg forfulgte hans tankerække og sagde:
– Og når Martinus sagde:
I skal ikke bare tro, hvad jeg siger,
I skal vurdere, afprøve og gøre det til jeres eget …
ja, så opfordrede han i virkeligheden til forskning …
han forsøgte at tale os væk fra messias tankegangen.
– Nå, endelig vågner du, sagde han.
Du er lidt langsom her til morgen, hvad?
Men du har ret … fuldstændig ret …
uden forskning – ingen videnskab.
Videnskaben kræver evig bevægelse!
– Men der er mere, fortsatte han.
Martinus understregede også hyppigt,
at vi var børn i forhold til ham og hans niveau.
Siger han ikke dermed,
at han ikke kan fortælle os hele sandheden.
Siger han ikke, at han må kommunikere
på et niveau, som vi vil være i stand til at forstå?
Når Marcel var i det gear, kunne ingen følge med,
og selvom det irriterede mig, valgte jeg at resignere:
– Jeg bøjer mig, kære ven … du er som sædvanlig
din gamle følgesvend ganske overlegen.
Og du har sikkert allerede gennemskuet
mit næste spørgsmål, ikke sandt ???
Han solede sig i successen og svarede:
– Konklusionen.
Du vil gerne have konklusionen.
Du vil vide: Hvad skal vi gøre nu? Ikke sandt?
Jeg gad ikke svare … nikkede bare …
– Det er enkelt, sagde han:
Vi skal starte med at erkende,
at Martinus måske ikke fortalte hele sandheden.
Vi skal identificere de ting i kosmologien,
vi ikke forstår eller ikke kan få til at passe ind.
De ting er kernen i det hele …
dem må vi forstå for at komme videre.
Det er der, vi skal forske og indsætte vores kræfter.
Han slog ud med armene og fortsatte:
– Lad os bruge hundrede år på at forske i ’evigheden’.
Og når vi så forstår den,
kan vi fortsætte med ’uendeligheden’ …
og når vi forstår den, så …
nej, lad os hellere tales ved til den tid …
Han vendte ryggen til mig og gik ud af dojo’en …
ned mod vandet med en logrende Snar i hælene.
På vejen smed han alt tøjet,
og gik ud i de blide bølger, mens han fløjtede …
frygteligt falskt som altid …
det generede hverken ham eller Snar …
de nød bare dagen og vandet …
Fin samtale i de højere lag så tidligt på morgenen 😉
Flot fotokollage.
Kære Bodil … dejligt med en kommentar … de hænger ikke på træerne 🙂 Tak.