Baggrund

Om “#82. Historien om mig & Marcel”.
Marcel dukkede op, da jeg skrev min første ode, og over årene kom han tæt på mig … blev mit alter ego. Jeg kunne ikke forestille mig at leve uden ham … og det kom jeg heldigvis heller ikke til.

lyt-til-podcast

#82. Historien om mig & Marcel

TID 2021.04.26 23:01:13
RUM 54.782316 12.073186

Marcel trådte ind i mit liv 21. juni 2018.
Jeg ved det så præcist, fordi det var den torsdag,
jeg skrev min første ode … ”#1. Ode til Marcel”.

Jeg havde aldrig kendt nogen, der hed Marcel.
Og alligevel besluttede jeg i løbet af den time,
der gik, fra jeg satte mig ved computeren,
til jeg havde skrevet ”Ode til Marcel” …
at hovedpersonen skulle hedde Marcel,
og at han skulle være mit andet jeg …
mystisk … sådan noget sker da ikke bare lige.

Jeg kan ikke sige ”jeg mødte Marcel” …
for han introducerede sig aldrig.
Han plantede bare navnet ”Marcel” i mit hoved,
og solgte idéen om, at jeg måtte have et alter ego,
når jeg skrev mine oder …
en med-skribent … eller en ”medskyldig”,
som han kaldte det med sit typiske glimt i øjet.
Samtidig lod han et lille ord falde om,
at det måske var en meget god idé
at nummerere mine værker,
så man kunne se min udvikling,
hvis der nu skulle komme mange af slagsen …
hvilket der jo som bekendt gjorde.

I begyndelsen havde vi ikke meget samkvem …
jeg var ikke særlig bevidst om hans tilstedeværelse.
Men jeg brugte ham indimellem, når jeg skrev …
så fik han en birolle eller måske en hovedrolle i en ode,
når jeg var træt af at skrive jeg, jeg og jeg.

Og hen ad vejen udviklede han en personlighed.
Jeg ved ikke helt, om det var,
fordi jeg lærte ham bedre at kende, eller
om jeg bare skabte hans egenskaber i mit hoved.
Men jeg fik mere og mere glæde af ham,
og jeg tror også, han havde det sådan med mig.

Vi mødtes ganske ofte på stranden eller i skoven,
og hen ad vejen begyndte vi at tale en del sammen.
Det var ganske let og lige til,
fordi vi rent intuitivt forstod hinanden …
ja vi læste indimellem hinandens tanker …
og vi afprøvede idéer på hinanden.
Jeg vil gå så vidt som til at sige,
at han blev min største inspirationskilde.

Når jeg skriver om ham, føler jeg næsten,
at jeg beskriver mig selv.
Det er virkelig mærkeligt,
for selvom vi ligner hinanden på visse punkter,
så er vi som ild og vand på alle andre.
Hvor jeg er den indadvendte og tilbageholdende,
er Marcel den udadvendte og braldrerøven,
der kan lide at spille op og blive set …
nå ja, måske at blære sig lidt.

På trods af det –
eller måske på grund af det … elsker jeg ham.
Jeg elsker at se ham føre sig frem,
når han spiller op og performer.
Jeg elsker at sidde i baggrunden og nyde
hans glæde, spontanitet og livsmod.

I disse stunder undrer jeg mig over
hans sammensatte personlighed …
hvordan kan den spradebasse
være lige så intuitiv og skarp som jeg selv,
når det gælder om at se sammenhænge
og skabe forståelse i myriader af data.
Jeg er jo en tankens mand … han en festabe …
men ikke desto mindre … det kan han altså.

Så vi kommer vidt omkring på vores tankerejser …
ud i kosmos og ind i mikrokosmos …
vores eget indre.
Jeg er ellers meget til ensomhed,
men jeg må indrømme,
at jeg nyder at rejse med Marcel …
jeg får simpelthen mere ud af mine rejser,
når han er med.

På en af disse rejser i vores eget indre
var vi kommet ud på landet.
Livet manifesterede sig overalt omkring os …
insekter, fugle, dyr og planter kæmpede om
vores sansers opmærksomhed.
Marcel og jeg hvilede os side om side
med ryggen mod et kæmpemæssigt træ …
jeg mærkede vores samhørighed stærkt,
og jeg vidste pludselig, at det var nu,
jeg skulle stille ham det spørgsmål,
der så længe havde martret mig.

– Hvem er du egentlig, Marcel? spurgte jeg.

Længe var der stille …
lydene omkring os forstummede nærmest …
så svarede han:
– Jeg har ventet dette spørgsmål længe,
og jeg ved, at svaret betyder meget for dig.
Men jeg kan ikke fortælle dig det …
for jeg ved det ikke.

Jeg kunne mærke ærligheden i hans ord …
og en del frustration …
han ville ønske, han vidste det …
både for sin egen og for min skyld.

– Marcel, sagde jeg.
Jeg ved, jeg er født i København.
Landet hedder Danmark. Planeten Jorden.
Vores solsystem er en del af Mælkevejen.
Datoen var den 13. marts 1951.
Og min art hedder mennesket.
Hvem er du? Du må da vide et eller andet.

– Jeg ved kun én ting, svarede han.
Jeg ved, at vi to hører sammen.
Jeg ved, jeg skal hjælpe dig.
Ja, og så ved jeg, at jeg ikke er et menneske …
i hvert fald ikke sådan rent fysisk …
kun du kan se mig.
– Jeg er nok en ånd – hvad det så end er.
Eller måske en engel – hvad det så er.

Tættere på det kom vi aldrig.
Vi accepterede stiltiende, at det spørgsmål
skulle forblive et mysterium for os begge.
Accepten blev en forløsning,
og selvom spørgsmålet lå i vores baghoveder
til vores sidste dag sammen,
forstyrrede det aldrig siden vores samvær.

I stedet fokuserede vi på alt det, vi kunne sammen …
rejserne i kosmos og i den indre verden …
samtalerne om livet og meningen med det …
analyserne og forståelsen af vores jeg’er …
og jeg kan roligt sige på vores begges vegne:
– Livet føltes mere fyldestgørende
end nogen af os nogensinde havde turde håbe på.

Marcel lærte at leve med uvidenheden om sit ophav …
og jeg ved, det i perioder var svært for ham.
Men han vidste, hans mission var at passe på mig,
og den lod han fylde sit liv.

På min sidste dag stod han ved min side …
tog min hånd … to gamle venner …
jeg kiggede mig tilbage, da jeg drog afsted …
han stod der stadig … trofaste, gamle Marcel.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *