Om “#186. Retræte”.
Jeg tager på retræte mindst en gang om året. Stille retræte … fem dage i stilhed bortset fra en daglig session med en åndelig vejleder. Disse retræter er kommet til at betyde meget for mig … fem dage, hvor jeg kaster alt ansvar fra mig …
… der er intet, jeg skal … jeg kan bare være og forsøge at være opmærksom og modtagende.
#186. Retræte
TID 2025.08.30 13:14:17
RUM 56.453960 9.822242
Forhåbningsfuld. Forventningsløs.
Sådan vil jeg stemme mit indre,
når jeg indleder min årlige, stille retræte.
Jeg har ingen agenda med under armen …
der er intet, jeg skal …
og alt ansvar har jeg lagt bag mig.
Alle hverdagens små opgaver ligger og venter,
til jeg kommer hjem igen …
ikke et øjeblik får de lov til at forstyrre min ro
i disse stille dage.
Jeg forventer ikke noget særligt …
fordi forventninger uvægerligt fører til forcering …
og forcering er en blokering,
der forhindrer mig i at se andet end det,
jeg ønsker at se.
Dog vil jeg måske tillade mig selv
en lille unavngiven forhåbning …
en lille forhåbning om, at noget godt vil ske …
men ikke mere end det …
ikke et eneste ord mere vil jeg sætte på dette håb.
For jeg er her for at komme videre …
for at lære noget nyt …
eller måske se det kendte i nye sammenhænge …
og der kommer jo ikke noget nyt til den,
der spejder efter gamle erkendelser.
Jeg vender mig udaf … mod kosmos …
og uden at anstrenge mig
forsøger jeg at gøre mig selv modtagelig.
Jeg tømmer mit indre for tanker,
som jeg har bragt med fra hverdagen …
og stille og roligt begynder jeg
at træne min åbenhed og opmærksomhed …
Jeg forestiller mig, jeg åbner mig mere og mere …
lader alle døre stå på vid gab …
i sikker forvisning om, at engle passer på mig …
Og i denne trygge og altomsluttende stilhed
finder jeg min indre ro …
Jeg vender mig mod opmærksomheden …
og beder den om at være agtpågivende …
men afventende …
ikke forcere.
Og så … i en stemning af årvågen åbenhed
tager jeg imod alle nye indtryk …
jeg bliver opmærksom på billeder, lyde og dufte,
der byder sig til i milde strømme …
og jeg hilser med taknemmelighed alle tanker,
der opstår i disse inspirerende øjeblikke …
Alt bearbejdes i stille ro og uden hast …
noget sendes videre og væk …
hvorimod andet mærkes med en lille ’tag’:
’Værdigt til eftertanke’.
Og som dagene går, vokser antallet af tags …
og i ledige stunder lader jeg intuitionen
søge sammenhænge og mønstre,
som kan give mig ny indsigt
om livets åndelige aspekter …
og allerhelst indsigt, der kan fortælle mig,
hvordan jeg kan være i livet
på den mest berigende måde …
For det er det, der er hele mit fokus …
at forstå, hvorfor jeg er her …
og at leve i overensstemmelse hermed …