Baggrund

Om “#78. Det levende univers”.
I denne periode kredsede mine tanker meget om universet. Om skaberen. Eller om Gud – som nogle ville sige. Og mine tanker førte samme sted hen og styrkede min overbevisning om, at der findes én bevidsthed – én kraft, der skabte det hele.

Men lige så rigtigt, som dette virker – lige så forkert, ulogisk og fornuftsstridigt forekommer det mig, at denne ufattelig store organisme, som vi kalder kosmos eller universet, styres fra centralt hold. Denne bevidsthed findes overalt i kosmos, og alle steder bidrager den til universets udvikling. Overalt, hvor 1 + 1 bliver mere end 2, vil en handling blive udført … helt automatisk og helt uden styring. Denne grundsætning for al evolution gælder også her.

#78. Det levende univers

TID 2021.03.02 10:34:10
RUM 54.774113 12.061559

Jeg nød stilheden og samværet
i denne dojo i skovkanten ned mod stranden.
Ikke blot samværet med Marcel …
nej, i denne stund var vi sammen med altet.
Jeg mærkede det i hver en fiber i min krop …
fornemmede det i den blide vind på kinden …
i lyden af bølgerne mod stranden …
insekterne i skovbunden og mikroberne
dybt inde i den stamme, vi sad på.

Jeg var kommet forbi dojo’en på min morgentur …
havde set en skikkelse på stammen derinde.
Jeg havde studset, for jeg møder sjældent nogen
på denne tid af morgenen.
Men inden jeg nåede at reagere,
var Snar løbet logrende hen til sin gamle ven …
Marcel.

Jeg betragtede ham på afstand
og aflæste med det samme hans sindstilstand …
eftertænksomhed … grænsende til meditation.
Hans tanker var sandsynligvis slet ikke hos ham …
de var på langfart – sendt ud i et ærinde
for at hente føde til et problem,
hans intuition kæmpede for at løse og forklare.

Så jeg besluttede at lade ham arbejde videre i fred,
men med et lille vink med den ene hånd
bad han mig tavst tage plads på stammen.

Og her sidder vi så … side om side.
Jeg føler vores samhørighed stærkt …
føler vi er én sjæl … og alligevel to eksistenser.
Jeg bliver rørt og mærker glæden over
ikke at være alene.
Hvor kommer denne samhørighed fra? tænker jeg.
Har vi været sammen i tidligere liv? Måske i alle liv?

Og jeg forstod med det samme,
at det er spørgsmål som det, der driver min søgen.
Jeg vil kende svarene på livets mysterier …
jeg vil vide, hvordan alting hænger sammen.

– Det kommer vi aldrig til, sagde Marcel,
der fornemmede min tanker.
Vi lader liv efter liv bag os og drager videre …
fyldt op med nye erfaringer og ny viden.
Og alligevel vil der altid være noget, vi ikke ved …
intet står stille … alting bevæger sig.

Og han forklarede mig, at han opfattede altet
som én stor, levende organisme.
Hvert niveau drager omsorg for niveauerne under
og stræber efter niveauerne over.

– Ingen skabte denne organisme, sagde han.
Den opstod bare, da de rette betingelser var til stede,
og den vokser organisk, når mulighederne viser sig.
Ingen styrer væksten … ingen har overblik over den.
Og jeg tror heller ikke, det er meningen,
forklarede han … og tilføjede:

– Hvis der overhovedet er en mening.
Hvem siger, der skal være en mening?
Hvis alting blot opstod, fordi det var muligt,
så giver det jo ikke mening, at tale om en mening …
det hele ER bare … det hele SKER bare.

Jeg lod mine tanker lege med Marcels ord:
– Ét stort intelligent væsen.
Intelligens og handleevne spredt overalt i individet.
Ingen styrende kraft – fordi alting styrer …
intet mål – uden altings mål.
Og dog er én ting fælles …
der er én fælles raison d’être …

– Lad mig gætte, sagde Marcel, der fulgte mine tanker.
Lad mig komme med et bud på denne fælles drift.

– Søgen, sagde han så.
Altings fælles drift er søgen. Så enkelt er det.
Alting har brug for at forstå formålet med sin eksistens.
Og den eneste vej … er søgen.
Man siger, universet udvider sig … ja, det gør det da …
ordet dækker bare ikke helt: Universet søger!

Jeg fornemmede sandheden i hans ord.
Sandheden er altid enkel.
Jeg ved ikke hvorfor … sådan er det bare.

– Og den dag, vi kender sandheden …
forstår formålet med alting, forsatte Marcel.
Den dag går verden i stå,
og alene af den grund, kommer vi aldrig dertil.
Den dybeste mening med livet er søgen.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Og sådan gik det endnu en gang til,
at universet – på en ganske almindelig, grå tirsdag –
gav mig et lille bitte indblik i sandheden om alting.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til,
men det føles godt.
Den lille smule ekstra forståelse gør godt indeni …
og jeg tror faktisk, at den lille erkendelse,
vil bane vejen for flere små erkendelser.
Måske i morgen – måske først til påske eller til jul …
men det gør heller ikke noget … det er ikke vigtigt.

For det vigtige er, at kosmos på den måde
tillader den nysgerrige lidt mere indsigt …
løfter sløret en smule for sit inderste væsen.
Nogle vil kalde det meningsløst og spild af tid …
men for andre er det selve meningen med livet.

Og på den måde bliver der plads til os allesammen …
man kunne næsten sige – brug for os allesammen.
Og det er måske i bund og grund det,
som universets allerhelst vil lære os.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *