Baggrund

Om “#108. Danser med stilheden III”.
Og så fandt jeg stilheden … den stilhed, som jeg håbede kunne give mig de svar, jeg tørster efter. Jeg bliver budt op af en usynlig dansepartner, der hjælper mig med at formulere stilhedens natur … det er så enkelt, at det nødvendigvis må være sandheden.

Men stilheden har en ekstra bonus til mig … for her møder jeg én, som jeg kun har mødt få gange tidligere … én, som jeg håber kan give mig alle de svar, jeg søger.
Denne ode er DEL III af trilogien ’Danser med stilheden’.
Læs DEL I. AFREJSE
Læs DEL II. EKSPEDITIONEN

#108. Danser med stilheden III
DEL III: DANSEN

TID 2022.05.26 13:08:21
RUM 54.779410 12.067927

Jeg lå på ryggen i den mangefarvede eng …
hvilede hovedet på en blød, mosbegroet træstub.
Jeg åbnede tøvende øjnene
og kiggede op i stilhedens klare, lyseblå himmel.

I det fjerne – langt ude i horisonten –
så jeg det karakteristiske lys fra en rød sol,
og jeg skimtede de kendte violette og blå træer.
Jeg vidste, det var et fata morgana …
drømmetænkning og kære minder
om min hjemplanet …
som en regnbue, jeg aldrig ville nå …
ligegyldigt hvor ihærdigt jeg forfulgte den.

Jeg lukkede igen øjnene
og ventede med frygt en tsunami af følelser af tab.
Men tsunamien udeblev, og jeg mærkede i stedet
ro og erkendelse indtage mit indre:
– Alting er som skal det være …
gode minder er ikke tabt, når du bærer dem i dig.

Jeg fornemmede, at jeg nærmest svævede i stilheden …
mærkede end ikke engens smågrene og græsser
prikke min ryg …
følte, at mit eneste fokus var selve oplevelsen.
Fuldstændigt uden forventninger registrerede jeg
med nysgerrtighed og taknemmelighed alt,
der kom til mig … det føltes som
lette snefnug eller kaskader af blomsterblade,
hvis eneste ønske var at behage mig.

Pludselig mærker jeg en tilstedeværelse …
jeg bliver løftet … nærmest tvunget på benene …
jeg har lyst til at åbne øjnene og se, hvad der sker …
men nydelsen er allerede for stor …
jeg svæver … jeg føres … som i en dans …
og jeg, som aldrig kunne danse …
jeg nyder øjeblikket … mærker en partner
holde min hånd og gribe min skulder …

Jeg er bange for at falde over grene, stubbe eller tuer
men jeg mærker ingen forhindringer …
bare svæver og drejer, rundt og rundt og rundt …
Jeg føres fra ét følelsesmæssigt højdepunkt til det næste,
og mellem to af disse når jeg at tænke:
– Hvordan holder vi rytmen?
Ikke en lyd høres og alligevel er hverken jeg
eller min partner i tvivl om tempoet og de næste trin.

Rundt og rundt og rundt … over hele engen …
jeg svinger min partner – bliver selv svunget …
mine fødder gør ting, jeg ikke anede, de kunne …
og under hele denne oplevelse mærker jeg,
hvordan denne tilstedeværelse, der føles som en kvinde,
skiftevis følger mig og fører mig …

Jeg ved ikke, hvor længe dansen varer …
det kunne være minutter, timer … måske ovenikøbet dage …
jeg er fuldstændigt bjergtaget af denne musiske oplevelse
selvom alting er tavst som graven …

Men så netop, som dansen er ved at slutte,
mærker jeg kvinden læne sig mod mig …
en skøn duft af kaprifolie fylder mine næsebor …
og hendes læber er lige ud for mit øre …
– Stilheden er, hvor du skaber den, hvisker hun …

Så slipper hun mig … og jeg slipper hendes hånd …
trækker armen, der holdt om hendes talje, til mig …
træder et skridt bagud og bukker dybt …
denne oplevelse kræver et buk af de store.

Så åbner jeg øjnene …
jeg ser hende ikke, men jeg ved, hun er der …
mærker, hun smiler og takker …
og jeg ved, hun er ingenting og alligevel alting …
måske selve livet?

Jeg står midt på den frodige eng …
en svag brise letter luften og vipper græsserne …
arbejdsbierne summer fra blomst til blomst,
lidt væk hører jeg den smukkeste fuglekvidder …
og langsomt forstår jeg stilhedens sande væsen …

– Stilheden findes i nu’et …
Den er rummet, der skabes, når vi glemmer planer og mål,
og giver os hen til oplevelsen.
– Og den er tiden, vi foræres,
når vi fokuserer på øjeblikket og på det,
vi vil fylde det med.

Men stilheden er mere … den er også mødestedet,
det er her, vi møder livet på tomandshånd …
her vi får lov til at stille alle spørgsmålene
og får alle svarene, når vi evner at fatte dem.

Og jeg tænker:
– Det er i stilheden,
erkendelser venter og mirakler fødes …
det er herfra vores verden går.

1. Ode #80. Skjulte døre.
2. Ode #61. Et værelse i Mesozoikum.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.