#43. Skildpadden, rådyret og skovmusen

Denne ode fortæller – på trods af sin triste baggrund – historien om, hvordan og hvorfor jeg begyndte at skrive oder. Den fik mig til at tænke over, om det er modgangen i vores liv, der skaber den største udvikling?

Pigen i skoven sagde engang: Det er smerten, der driver kunsten.
Men smerten har mange ansigter – også sorg, som er baggrunden for denne ode. Jeg har erkendt denne sorg og har besluttet, at den er bedre end uvisheden og risikoen for at miste endnu mere … måske troen på mig selv. Så jeg har besluttet at rejse videre …

#43. Skildpadden, rådyret og skovmusen

TID 2019.06.13 15:34:17
RUM 54.768177 12.042511

– Så store skildpadder har de ikke i Jylland, sagde jeg.
– Jamen, det er der, jeg kommer fra, svarede skildpadden.
Du kan da ikke tage min oprindelse fra mig.

Så jeg besluttede at lade det blive ved det.
Selvom han var en krabat med et skjold på næsten 80 cm,
var det jo ikke afgørende, om han var fra Jylland eller Galapagos,
og slet ikke, når han nu talte så glimrende dansk.

Han boede lige udenfor Corselitze Hovedskov på Falster.
Inde i skoven boede hans veninde … et smukt og blidt rådyr …
dog med en skarp side – skulle det senere vise sig.

Selv havde jeg nået pensionsalderen
og havde netop opsagt min stilling som ordførende formus
i musekolonien på Holzstamlinien.
Så jeg svævede i et mærkeligt vakuum …
vidste ikke, hvordan jeg skulle skabe mig et nyt liv nu,
hvor jeg var fri for mine forpligtelser.

Både skildpadden og rådyret skilte sig ud fra deres arters
normale levevis og holdninger.
Skildpadden var meget kunstnerisk
og skabte kunst af alt, han fandt.
Han var også meget narcisistisk … han vil benægte det,
men jeg tror faktisk, han ofte betragtede sin navle i timevis.

Rådyret var mere til den spirituelle side.
Hun læste de største tænkeres værker
og mente hun havde styr på sammenhængen i alting
– både i livet og universet.

Så man kan roligt sige, at banen var kridtet op,
da jeg mødte disse to nye venner i min tidlige pensionsalder.
En helt ny verden åbnede sig for mig,
og jeg sugede til mig … både ord og begreber,
som jeg ikke anede eksisterede.

Og mens jeg lærte at favne et træ og meditere i en dojo,
voksede min længsel efter at fylde mit nye liv med mening.
Jeg kunne ikke tro, at livet havde placeret mig
her på Holzstamlinien uden et formål.
Der måtte være en mission.

Du skal vide, at jeg er en meget skrivende mus …
hvad jeg dog ikke har skrevet af musemøde referater i min tid.
Så derfor tænkte jeg: Din mission ligger måske i skriveriet?

Både skildpadden og rådyret opmuntrede mig straks,
og en varm sommeraften mødtes vi i rådyrets bolig i skoven,
og jeg læste jeg min første ode højt.

Vi blev alle meget rørt … jeg ved stadig ikke hvorfor.
Men efterhånden som mængden af oder
voksede over de følgende måneder,
opdagede jeg, at skriverierne stak dybt.

Hver ny ode ledte mig til overrumplende erkendelser,
og mit liv tog en retning med løfter om mening.
Det bekymrede mig egentlig ikke, om dette var min mission.
Jeg havde alt nok i blot at dykke i mit indre
og hente tanker, følelser og begreber frem
til oderne på blokken.

Og sådan gik månederne, og vores lille trekløver
sprudlede af idérigdom og modspil.
Skildpadden holdt foredrag og malede på pinde,
spillede harmonika og dansede med polakker.
Rådyret åbnede et galleri og byggede dojo’er,
malede billeder og arrangerede demonstrationer.
Og jeg sad næsten døgnet rundt i mit hyggelige hul
og øste mine inderste tanker ud på papiret.

Men langsomt over tid ændrede vores forhold sig.
Jeg mærkede mistro og skepsis fra rådyret.
Hun mente hun havde svarene på alt og sagde:
– Man skal ikke tro, man kan udfordre bøgerne.
Slet ikke, hvis man bare er en lille, pensioneret skovmus.

Når jeg spurgte ind til mine bange anelser,
fik jeg lange svar, der intet forklarede,
så jeg skubbede tankerne væk en tid.
Men den slags har det jo med at vende tilbage.
Og da jeg samtidig mærkede en manglende lyst
til at forholde sig til mine skriverier …
både fra skildpaddens og rådyrets side, tænkte jeg:
– Det er måske nu, du skal videre?

Det giver jo ingen mening at være sammen med venner,
der gør dig ked af det. Jeg har brug for accept
– ikke for manglende interesse og fordømmelse.

Så en dag meddelte jeg skildpadden og rådyret,
at vores veje måtte skilles.
De var grunden til, at det overhovedet var lykkedes mig
at finde en vej i livet efter musekolonien …
de skulle ikke også være grunden til,
at jeg mistede modet og min inspiration.

Så en dag i juni måned pakkede jeg rygsækken
og gik ned ad Holzstamlinien mod syd.
Trist til mode – jeg havde mistet mine venner.
Men lettet fordi det var min eneste mulighed.

Og foran mig lå verden … og den er stor,
når man bare er en lille mus.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.