Lad mig sige det lige ud: Marcel er en meget vred mand. Men når jeg ser mig om i verden, synes jeg fanden-gale-mig, at han har grund til det … ret til det. Problemet er bare … hans vrede går ikke ud over dem, den skulle … den går ud over ham selv.
I denne samtale med Marcel taler han lige ud af posen … han har erkendt, at han bliver nødt til at forholde sig til sin vrede, hvis ikke den skal æde ham op. Om hans beslutning kommer til at bære frugt vides ikke. Men det betyder jo ikke, at man ikke skal prøve … for Marcel er ikke manden, der lader stå til …
#33. Ode til vreden
TID 2019.04.011 14:19:08
RUM 54.771204 12.058050
Forleden sagde Marcel til mig:
Du – om nogen – ved, at det vigtigste dogme i mit liv
er ærligheden … ærligheden overfor mig selv.
Uanset hvor ubehagelig sandheden er,
vil jeg kende den og forholde mig til den.
Det ved jeg Marcel, svarede jeg. Og han fortsatte …
Jeg begyndte at undre mig over,
at jeg indeholder så meget vrede.
Jeg finder mine medmennesker overfladiske og ansvarsløse.
De vil hellere pusle om børnebørnene end at sikre,
der er en verden til dem, når de vokser op.
Enten kommer de med alle mulige undskyldninger
for intet at gøre, eller også lytter de slet ikke.
Måske er de bange, sagde han.
Men hvordan kan man være så bange,
at man ikke orker at beskytte sine børn og børnebørn?
Ansvarsløsheden gør mig vred, sagde Marcel.
Men jo vredere jeg bliver, jo mindre lytter de.
Jeg nikkede som tegn på, at jeg lyttede og forstod.
Men jeg kunne mærke, han havde mere på sinde.
Han fortsatte:
Men jeg er vredere end som så.
Samme sti førte mig til en ældre … en livslang vrede.
Og da jeg analyserede den, blev jeg opmærksom på,
at den stammer fra manglende anerkendelse.
Jeg er vred over, at mit geni og min livslange kamp
for at gøre det bedste – gøre en forskel –
aldrig førte til anerkendelse.
Han sank lidt ned i eftertænksomhed … sagde så:
Midt i det mylder af tanker kom et nyt ord på banen
… bitterhed. Jeg er en bitter, gammel mand.
Det havde jeg ellers besluttet, jeg aldrig ville blive.
Marcel skal ikke tales efter munden … så jeg sagde:
Det genkender jeg i dig, Marcel. Hvad vil du gøre ved det?
Jeg trækker stikket, svarede han.
Jeg vil finde meningen inde i mig selv og i mine oder.
Holde op med at føle mig ansvarlig for alle andre.
Holde op med at belære og irettesætte.
Tingene må gå, som de vil og kan … og helt ærligt
så tror jeg ikke, mit fravær vil gøre nogen forskel.
Længe sad vi tavse ved siden af hinanden.
Så sagde jeg stille: Det er det rigtige valg, Marcel.
Jeg kan mærke det.
Hvordan har du det?
Jeg er lettet, sagde han.
