Om “#170. Om at lægge troen bag sig”.
Jeg har nået et tipping point, hvor jeg kan se, at troen ikke er vejen … jeg har ikke længere brug den trøst og tryghed, der ligger i troen, for jeg har indset, at der er ikke nogen eller noget udenfor mig selv, der kan hjælpe mig. Vi har det hele indeni, og det er …

… der, jeg vil søge svarene og finde styrken.
Den eneste tro, jeg har her, hvor jeg er lige nu, er den evigt skiftende og fremadskridende forståelse af tilværelsen.

#170. Om at lægge troen bag sig

TID 2024.11.28 14:30:21
RUM 55.906795 11.668364

Når jeg stopper op og kigger bagud,
ser jeg troen, dogmerne og mestrene …
og afstanden øges langsomt dag for dag.

Sådan var det ikke altid …
jeg husker tilbage til de første tider,
hvor jeg grådigt trak vand op af jorden
og slubrede det i mig gennem mine rødder.
Og senere,
da jeg som et umælende, men følende dyr
tilbragte dagene på jagt efter føde
og gravede huler for at finde ly og tryghed.

Og det fortsatte … selv da jeg udviklede mig
til et tænkende og reflekterende væsen …
stod føde og tryghed øverst på min ønskeseddel.

Og gennem min søgen efter denne tryghed
mødte jeg mennesker og mestre,
der vidste bedre … havde erfaret mere.
Og de viste mig troen, læren
og den ældgamle visdom,
som havde gjort mennesker trygge i århundreder.

Jeg snusede til disse verdensbilleder
og satte mig i deres skygge for en tid.
Og alt imens voksede min tryghed …
jeg fandt styrken indeni,
og jeg husker, hvordan mit indre kompas
blev stærkere dag for dag …

Jeg mærkede også,
at min tvivl på læren og mestrene voksede …
at alt for mange spørgsmål var ubesvarede
eller stred imod min logik, min sunde fornuft
og det, jeg mærkede indeni.
Og samtidig med,
at jeg begyndte at finde svarene i mig selv …
opdagede jeg, at behovet
for at konsultere mestre og lærere forsvandt.

Gradvist lærte jeg at møde livet
med visiret oppe og paraderne nede …
fandt inspiration i mine møder med mennesker
og trådte langsomt ind på en sti,
der førte mig væk fra troen og trygheden
og længere frem ad livets vej.

Det er på denne vej, jeg tror og håber,
jeg vil få indsigt i jeg’ets mysterier og sande styrke
og måske opnå erkendelser og færdigheder,
der kan blive et nyt udgangspunkt
for min videre færd …
på denne uendelige og vidunderlige rejse.

Og selvom jeg indimellem savner mestrene
og sniger mig til at veksle et par ord,
er jeg ikke i tvivl om, at vejen er rigtig …
for jeg mærker tydeligt,
at denne er vejen, som al udvikling må følge:

– Nemlig vejen, som jeg aldrig har gået før.