Baggrund

Tanken om bare at være her … altså tanken om, at der er ikke nogen speciel grund til, at jeg blev placeret på denne planet på netop dette tidspunkt … var mig uudholdelig. Og selvom analysen og beviserne som fremlagt i ”#66. Ode til Marcel III” ikke efterlod …

… plads til tvivl, var der alligevel et stykke vej fra at erkende med hjernen til at føle med hjertet. Men jeg tror, det skeptiske hjerte har overgivet sig med denne ode.

#69. Tillid til livet

TID 2020.08.02 22:05:29
RUM 54.772363 12.060117

Og så … efter mere end to års søgen
fandt jeg sandheden om mit livs mission …
analysen og beviserne var nagelfaste:
Vores mission er altid præcis det, vi gør …
fra den allermindste, trivielle, lille handling
til store og afgørende øjeblikke,
hvis konsekvenser følger os resten af livet.
Det er altsammen dele af missionen.

Men selv med denne soleklare indsigt
fandt jeg det svært bare at være her …
det var mig så inderligt imod.
Jeg følte, min plads var ved rorpinden …
der hvorfra jeg kunne styre mit liv
mod vigtige og meningsfyldte gerninger.
Og jeg så livet komme imod mig en dag …
lægge en hånd på min skulder og sige:
– Det var godt, du var her.
Uden dig var vi ikke nået så vidt.

Disse tanker fik mig til at studse:
Var det i virkeligheden det,
som min hovedløse jagt efter missionen
handlede om … anerkendelse?
Om at gøre mig fortjent til at være her?

Et eller andet sted troede jeg jo,
at jeg havde alle svarene …
troede at min intuition og mine oder
for længst havde fortalt mig sandheden.
Og alligevel mærkede jeg, at jagten ikke var slut …
roen havde ikke indfundet sig …
jeg var ikke tilfreds.

Men bare tre måneder senere var billedet vendt.
Det første lille glimt af forståelse kom,
da jeg besøgte en gammel skolekammerat.
50 år tidligere havde vi splittet op
og begivet os ud i livet i hver sin retning …
jeg ad den traditionelle og materialistiske vej,
hvorimod hun fortsatte den rejse,
hun havde startet allerede i skolens sidste år …
blomsterbarn med fokus på alternativer.

Og nu sad vi så der … 50 år senere ….
ved hendes lille kaffebord med udsigt over noret … .
Hun hvidhåret … mit stadig kun gråt. Jeg sagde:
– Jeg kan ikke acceptere, jeg bare skal være her.
– Jamen, det er jo sådan, det er,
svarede hun.

Og netop som hun sagde disse ord,
så jeg et glimt af sandheden …
jeg så hendes ro, hendes tilfredse accept af livet …
og jeg fornemmede, at denne stille væren
meget vel kunne være det, jeg ledte efter …
meningen med det hele.

Det andet og afgørende glimt kom,
da jeg et par uger senere besøgte Klint.
Egentlig var det ikke et glimt …
nærmere en langsom opvågnen …
en snigende, stille erkendelse,
der en dag formede disse tanker i mit sind:

– Min evige søgen efter en mission
har været et udtryk for manglende tillid …
jeg har ikke været tryg
ved at lade livet bestemme min vej.
Følte jeg selv måtte stå ved roret
for at komme derhen, hvor jeg ville.
– Men nu ser jeg, at jeg kan have fuld tillid til livet.
Det vil altid bringe mig præcis derhen,
hvor jeg gør den største gavn
og finder den største mening.

.. og mens mine tanker svæver videre, føler jeg,
at jeg endelig er nået frem.
Jeg bøjer mig i støvet og takker for kampen …
den var livslang og hård, men nødvendig.

Og jeg erkender nu:
Det var ikke mig – men livet, som førte mig hertil …
hvordan kunne jeg nogensinde tvivle?

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

2 kommentarer til “#69. Tillid til livet”

  1. Respons på oppstart «Jeg er frelseren».

    Disse heftene, jeg har jo ikke begynt på dem ennå! Jeg hadde jo gledet meg til det…
    Skriver for å si at jeg har lest 3 oder – og at bekreftende tårer raskt piplet langs kinn og nese – i glede over at ord kan kjærtegne så luftig og vektløst – og trenge så djupt.
    Skal fortsette i langsomt tempo, og få med alt som tindrer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *