Baggrund

Om “#98. Memory Lane”.
Jeg oplever en stor følelse af tab forbundet med fortiden. En fornemmelse af, at alt, der var, er væk. Men jeg nægter at acceptere det, for et eller andet sted inden i mig selv fornemmer jeg, at det er her stadig. Eller også er det bare indbildning, fordi jeg ikke kan bære, at det skulle være væk.

Nu er jeg heldigvis forsynet med en god fantasi, så det, der er umuligt for andre, er måske muligt for mig … fx. at hente minderne hjem, hvor de hører til.

#98. Memory Lane

TID 2021.12.04 13:11:42
RUM 54.784540 12.053370

Jeg var aldrig lykkeligere end i fortiden …
den står i et særligt skær for mig.
Men nu … i mine stille stunder,
når jeg sidder alene med minderne …
må jeg erkende, at fortiden er væk.

Jeg har kun nogle svage billeder i mit indre …
en slags bevis på, at det vist nok skete.
Men alle de følelser, der hørte med …
glæde, angst, vrede, sorg … og fremfor alt …
fornemmelsen af samhørighed
og duften af et sprudlende liv
… alt det er nu udenfor min rækkevidde …

Jeg kan næsten ikke bære det …
vil ikke, at det forsvinder … og jeg føler,
at hvis jeg slipper nu, er det væk for altid.

Jeg mærker, hvordan fortvivlelsen dræner mig …
ikke den mindste fysiske energi at mobilisere …
ikke en eneste tanke står op for mig og siger:
– Jamen, hallo … helt væk er det vel ikke?

Jeg falder lidt sammen … venter …
tør næppe trække vejret … sekunderne tikker.
Så mærker jeg en svag uro dybt i mit indre,
hører slæbende skridt … de bliver raskere …
og der imod mig kommer han … krigeren …
min trofaste væbner i alle livets kampe.

– Så let giver vi os ikke, buldrer han,
og giver mig et kram, så jeg mister pusten.

Jeg mærker,
at kampgejsten tøvende indfinder sig
ved tanken om, at vi nu er to til at bekæmpe
denne kosmiske urimelighed.
Og med min gamle ven ved min side
sætter jeg kurs mod min indre verden.

Og den er slet ikke, som den plejer at være …
for én gangs skyld pulserer den med liv …
jeg genkender scener fra min fortid,
og forsøger at kontakte folk, jeg husker …
men de ser lige igennem mig.
– De kan ikke se mig, tænker jeg og gyser lidt.
Er også dette bare billeder … kun en film?

Jeg begynder at miste modet …
men mærker, at krigeren holder mig fast …
– Så let giver vi os ikke. Vær tålmodig,
hvisker han i mit øre.
Så vi sætter kursen ud af byen … ud på landet.
Men knapt er vi kommet væk fra alfarvej,
før jeg opdager en hale af mennesker efter os.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre
og beslutter at lade som ingenting.

Inden længe kommer vi ud til det store træ i skoven
… den canadiske fyr, hvor jeg fandt mit lønkammer …
et lille værelse i mesozoisk tid.
Jeg sætter mig … læner mig op
af dette århundreder gamle træ og lukker øjnene …

———————————-

Det kommer nærmest som en hvid eksplosion …
dog ikke ubehageligt, men kærligt og trygt …
og med en styrke så overbevisende,
at jeg ved, det ikke nytter at kæmpe imod.
Det har jeg heller ikke lyst til …
for jeg mærker, det er livet, der omfavner mig.

Og midt i denne rus begynder billederne at køre.
Mit livs højdepunkter og lavpunkter
strømmer ud fra menneskene omkring mig …
mennesker jeg kendte engang.
– Det er fuldstændigt som at være der, tænker jeg.
Duftene, lydene, omgivelserne …
og så alligevel ikke helt … det er bedre …
for jeg fornemmer flere lag og større dybde
end nogensinde tidligere.

– Sådan var det aldrig, tænker jeg.
Så tæt var jeg ikke på dem … dengang …
sådan oplevede jeg dem ikke …
sådan viste livet sig aldrig for mig.
Eller … måske så jeg det bare ikke …
var ikke opmærksom nok … eller turde ikke kigge?

– Alderen har gjort mig bedre til at åbne mig
og tage imod, tænker jeg.
Og jeg oplever, hvordan jeg heles og styrkes,
mens minde efter minde hæfter sig til mit hjerte …
falder til ro og bliver en del af mig.

Glædestårerne løber ned ad mine kinder …
og jeg mærker, at livet favner mig … igen og igen …
og med omfavnelsen følger ro og erkendelse …
erkendelse af, at hele mit liv … nu er mit eje.
Min fortid er ikke bare tanker og minder,
som mit intellekt kan genkalde …
nej, det hele lever i mig og vil følge mig altid …

Midt i denne glædesrus erkender jeg,
at en lille tak er på sin plads, og jeg vender mig …
men den gamle kriger er allerede langt nede ad vejen.
Og mens jeg kigger efter hans hærdebrede ryg …
hæver han en arm og vinker …

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

2 kommentarer til “#98. Memory Lane”

  1. Fint att få ta del av dina tankar i diktform. Våra existensiella funderingar är nog universella och delas av alla levande väsen, tror jag.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.