Baggrund

Agnetha Freud levede i Sydsverige fra 1992-2086. Jeg har hendes dagbøger, og jeg har tidligere i mine oder bragt to notater fra dem. Et notat fra 2006, hvor hun er 14 år gammel, og hendes sidste notat fra 2086 … dagen før hun døde, 94 år gammel.

I forbindelse med Corona pandemien fandt jeg hendes bøger frem igen … jeg ville se, hvad hun skrev om denne periode. Hun nævner ikke pandemien ved navn, men der er et notat fra 2043, som griber tilbage i den tid, vi befinder os i lige nu … hun kalder selv sit notat ”Krigen Mellem De Elskende 2020-2042”.

#62. Agnetha Freuds Dagbog III

TID 2020.03.28 13:39:21
RUM 54.775447 12.063377

KRIGENS MELLEM DE ELSKENDE 2020-2042.

Krigserklæringen kom lige omkring nytår 2019-2020.
Mange havde ventet den – en del med længsel …
frustrerede over menneskenes afsindige grådighed,
den stigende ulighed og den hæsblæsende
og ødelæggende jagt efter mere mammon
og umådeholden materiel velfærd.

Jeg boede i Stockholm på det tidspunkt.
Var 27 år gammel og studerede til sygeplejerske.
I virkeligheden kom krigserklæringen flere år tidligere,
da de første voldsomme klimaforandringer dukkede op.
Men ingen så dem som en krigserklæring …
og det gjorde de heller ikke denne gang.

Med typisk menneskelig arrogance tænkte mange:
– Det her er blot et forbigående problem …
vi er verdens herrer … overlevere … vi håndterer det …
vi kan den slags.

Og det gjorde de jo … de håndterede pandemien,
selvom den efterlod økonomierne i ruiner
og næsten en million døde i de år, den huserede.
Der var kun én god ting ved det, og det var,
at dem, der havde mest … mistede mest.

Men de rejste sig i trods og arrogance af askedyngerne
og startede en afsindig jagt for at genvinde det tabte.
Allerede vedtagne klima-initiativer blev udsat og skrinlagt …
– Nu handler det om at få gang i væksten
og bringe økonomien på fode igen, sagde de.

Og skønt mange protesterede og sagde:
– Vi må lære af det her … så fik økonomien første prioritet.
Mest fordi ingen kendte alternativet til økonomisk vækst …
de vidste ikke engang, om der kunne være et alternativ …
for de havde aldrig gjort sig den umage at lede.

Det var i den periode, jeg mødte min mand.
Vi blev gift, fik tre børn og flyttede tilbage til Ystad.
Som mange andre på den tid
fornemmede vi klodens frustration og vrede.
Op igennem 20’erne og 30’erne
var der sjældent mere end et år eller to
mellem oversvømmelser, jordskælv og pandemier.

Og for hver katastrofe
blev den efterfølgende indsats for at redde økonomien
drejet endnu en tand.
Vanviddet lyste i øjnene på os alle,
mens vi forsøgte at løbe stærkere end før.
Alle led … menneskene, dyrene, miljøet og kloden …
og stadig nægtede arrogancen og eliten at stoppe det.

Vi levede på en knivsæg … og vi frygtede dagen,
hvor kloden besluttede, at nok var nok.
Og den kom … sidst på året 2041.
Det begyndte i jordens rige og arrogante metropoler ….
Moskva, Washington, London, Changhai og så videre …
der hvor man havde hang til dyre vaner … det var
som om kloden vidste, hvor det ville gøre mest ondt.

En virus, der smittede via eksklusive fødevarer …
spredte sig senere til kød og fisk …
og efter 5 måneder var det, der var tilbage,
af verdens befolkning … vegetarer.

Mennesket hejste ikke det hvide flag til overgivelse,
men kloden vidste, at 22 års krig var nok.
Næsten en milliard af os forsvandt i de to årtier,
og resten af det år holdt vi allesammen vejret …
rædselslagne ved tanken om,
at blot et enkelt ord eller en lille bevægelse
ville starte det hele igen.

Vi skriver nu februar 2043. Jeg er 50 år gammel.
Ligesom de fleste andre, har jeg lidt tab.
Feberen i ’36 tog min mand og to af børnene,
og – ja, jeg ved, det lyder mærkeligt,
men min yngste søn og jeg er fortrøstningsfulde.

Vi har været udsat for ufattelige rædsler …
vi har mistet næsten alt …
men vi mærker forandringens vinde.
Kloden er i ro nu … den slikker sårene …
og med masser af sol, nedbør og blide vinde
hjælper den os med at slikke vores.

Og vi mærker en gryende erkendelse i menneskene …
en erkendelse af, at der er en anden og større lykke
end mammon og materialisme.
Ordene næstekærlighed og omsorg viser sig for mig
– omsorg for andre og for alt levende.
Er det i sidste ende det, der skal vise sig
at være menneskets vej til evigheden?

Når mørket falder på, sidder vi foran vores lille hytte.
Vi taler vi om fremtiden og indimellem også om krigen.
Vi kalder den ”Krigen Mellem de Elskende” …
for vi elsker hinanden … mennesket og kloden.
Men vores grådighed og mangel på mådehold
gjorde det til sidst nødvendigt for kloden at redde,
hvad reddes kunne.

Nu spørger jeg mig selv … sammen med mange andre:
– Er vi blevet klogere?
Jeg håber … men tvivler.

Agnetha Freud
Ystad, 22. februar 2043

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *