Om “#185. Alene II”.
Igen og igen mærker jeg trangen til at leve stille og alene. Jeg tror ikke, det vil lykkes for mig at finde et sted, hvor det kan lade sig gøre … og heller ikke at tage springet, selvom stedet og muligheden …
… pludseligt skulle vise sig. Men jeg vil gerne beskrive for mig selv, hvad det er, jeg ønsker … hvad det er, der trækker … måske opdager jeg, at det ikke er så attraktivt alligevel, eller også finder jeg en måde at leve ensomt og stille her, hvor jeg er.
#185. Alene II
TID 2025.08.30 13:14:17
RUM 54.766390 12.054516
Alene … jeg vil være alene.
Jeg vil gå alle vejene alene …
tænke alle tankerne alene …
udforske alle mysterierne alene …
gennemtrawle min indre verden alene …
lære universet og Gud at kende … alene …
helt, helt alene.
Jeg vil ikke have at vide, hvad jeg skal gøre,
eller hvordan jeg skal være …
jeg vil selv afprøve og erfare det hele.
Og skal noget ændres,
vil jeg selv beslutte det
og selv kæmpe med det, lige indtil det lykkes.
Jeg vil trække mig ind i mig selv …
finde mit eget stille sted i denne verden
… skabe det selv om nødvendigt …
Herfra vil jeg udforske mit indre univers,
og jeg vil møde det kendte og ukendte
med visiret oppe og paraderne nede.
Med mildhed i hjertet og i øjnene
og helt uden filtre og fordomme
vil jeg forsøge at se alle ting, som de er,
Jeg vil lære, hvad alting handler om …
opleve det, jeg møder, som det oplever sig selv.
Og jeg vil ikke forsøge at passe alting ind
i mit eget verdensbillede,
men lade verdensbilledet forme sig selv.
Og vigtigst af alt … jeg vil gøre det alene …
Jeg har erkendt, at jeg ikke kan dele mit fokus
mellem to verdener.
Jeg kan ikke både leve op til alt det,
som denne ydre verden forventer af mig …
og samtidig finde den nødvendige ro til
at være til stede og undersøge min indre verden.
Så jeg bliver nødt til at vælge:
– Den ydre verden … eller den indre?
Men valget er allerede truffet,
for selvom den ydre verden
har været gavmild mod mig i perioder …
så har den aldrig givet mig det,
jeg søgte allermest … det,
der kunne få mig til at stoppe op og sige:
– Ja, dette er livet … her er alt det,
som jeg har ledt så længe efter.
Derfor vil mit liv fra nu af
udgå fra min indre verden.
Lange ekspeditioner …
dybere og dybere i mit indre univers …
kun afbrudt af nødvendige og korte besøg
i den fysiske virkelighed.
Med uendelig nysgerrighed
og universets tålmodighed
vil jeg lade mig føre igennem områder,
der er mere ukendte, vilde og fremmedartede,
end jeg kan forestille mig.
Stum af ærefrygt
vil jeg betragte og forsøge at forstå de undere,
der udfolder sig for mit blik, mens jeg går …
eller svæver … eller blot rejser i tankerne.
– Hvilke verdener vil jeg mon møde i mit indre?
Frodige marker eller golde og tørre ørkener?
Vilde urskove eller velplejede parker?
Imponerende metropoler eller simple landsbyer?
Mennesker og dyr eller blot … steder?
Eller måske sker der det,
som jeg håber og ønsker mig mest af alt …
måske stopper jeg en dag pludselig op …
midt på en lille grusvej på vej over en eng
i min indre verden …
ikke en vind rører sig …
himlen er høj og blå …
alting ånder fred og ro …
Jeg stopper, fordi jeg pludselig fornemmer alting …
Jeg mærker intens glæde ikke langt væk …
det er den lille oldenborre, der jubler over fundet
af et fuglekadaver, den kan mæske sig i.
Og jeg mærker iver og legesyge og ser,
museungerne lege tagfat mellem græstuerne.
Jeg mærker rævemors lettelse over
at bringe en lille hare hjem til det sultne kuld.
Og lidt længere væk sikahjortenes indre fryd,
mens de afgræsser en saftig, grøn lysning.
Jeg mærker biernes arbejdsiver,
mens de cirkler fra blomst til blomst …
og svalernes glæde over livet,
mens de fylder luften med kvidder og vingesus.
Og langt, langt væk … bag denne totale indre ro
mærker jeg universets dybe og rolige åndedræt …
ind og ud for hvert århundrede.
Jeg fornemmer galakser, stjerner og planeter …
mærker deres rolige livsrytmer …
og fornemmer, det hele fortsætter udaf og udaf
i et uendeligt kosmos.
Og jeg mærker evigheden.
Bag det konstante forfald og fornyelse af alt fysisk stof
mærker jeg evigheden i den åndelige verden …
alt det, der aldrig blev skabt, fordi det er evigt …
fordi det altid har været …
Og jeg mere fornemmer end forstår,
at selvom jeg blot er en lillebitte del af alt dette,
så er jeg også det hele …
Jeg er både guden og guruen …
læreren og mesteren …
eleven og den studerende.
Jeg er både det fysiske og det åndelige …
oldenborren og mennesket … musene og svalerne …
jeg er det hele, for alting er forbundet …
… alting er ét.
Jeg lader mig synke ned på en træstub …
glædestårer flyder ned af kinderne …
mit indre nærmer sig kaos og ragnarok
i bar jubel, glæde og taknemmelighed …
– Tænk, at livet er så fantastisk …
tænk, at jeg er så meget og samtidig så lidt …
Og nu sidder jeg her …
midt på en lille eng … dybt i min indre verden …
Jeg er helt alene … og dog en del af alting …
forbundet med alting … og jeg tænker:
– Det var dette, jeg håbede på at finde …
jeg vidste, det måtte være her …
at finde det, var hele rejsen og alle årene værd.