Baggrund

Martinus fortæller om de seks riger, som vi besøger igennem tusindvis af inkarnationer. I hvert rige opsamler vi erfaringer og udvikler vores humanisme og vores jeg, så vi til sidst er i stand til at understøtte alt liv i kosmos.

Når vi er færdige i det 6. rige, starter kredsløbet igen … i al evighed. Det begyndte aldrig, og det slutter aldrig … det har altid været og vil altid være.
Jeg kunne ikke lade være med at fantasere over, hvordan det mon ville være at opleve de 6 riger … så jeg pakkede rygsækken og tog afsted.

#64. Rejsen til de 6 riger

TID 2020.04.09 13:03:10
RUM 54.775704 12.063636

Alt blev sløret.
Først lidt, så mere og mere … og hurtigere og hurtigere.

Jeg var steget ombord i mit rejsetræ en tidlig morgen.
– Vi har rejst en del sammen, sagde rejsetræet.
Denne rejse er den mest betydningsfulde …
det er en rejse i din egen fortid og fremtid …
du har været der før, og du vil komme der igen …

… træet nåede ikke at sige mere …
… vi hørte en kraftig susen …
… mærkede et pludseligt og voldsomt ryk …
… så kun stilhed … mørke …

Jeg kunne intet mærke. Ikke røre mig. Intet se. Eller lugte.
Jeg vidste kun én ting: Jeg var til.
Og uden at kunne huske noget præcist …
vidste jeg, at jeg havde eksisteret i æoner.
Jeg gemte erfaringerne fra tusinder af liv i mit indre,
og jeg mærkede, at erkendelser og forståelse
stille fandt deres plads i min opfattelse af altet.

– Vi er i mineralriget, sagde mit rejsetræ.
Nu bevæger vi os frem gennem tiden.

Ganske langsomt begyndte jeg at mærke min krop.
Jeg sugede væde til mig fra jorden,
følte safterne løbe indeni mig – give mig liv.
Jeg udviklede blade og blomster som en plante …
mærkede varme og lys fra oven og søgte mod det.
Jeg mærkede, jeg levede … for tænke – det kunne jeg ikke.
Men den blotte følelse af liv var en vidunderlig forandring.

Fra planteriget fortsatte mit rejsetræ ind i dyreriget.
Jeg blev helt forskrækket, da jeg kiggede ned …
fire sæt voldsomme klør på store poter.
Dufte bølgede imod mig – antændte mit instinkt …
jeg sprang afsted og nedlagde mit bytte.
Men … lige da jeg skulle til at mæske mig i kødet og blodet,
tvang min krop mig op på to ben …

Kløerne blev til negle og fingre … min hjerne voksede …
jeg udviklede medlidenhed med mit bytte …
og lovede mig selv aldrig at dræbe igen.
Og mens æonerne hastede forbi,
mærkede jeg kærligheden vokse i mit indre.
Jeg så min krop tynde ud og forsvinde …
og en dag var den helt væk.

– Vi er i det rigtige menneskerige, hviskede træet stille.

Jeg oplevede friheden ved at være uden krop …
mærkede mine tanker svinge sig op på gyldne vinger,
mens de lovpriste himmelflugten.
Jeg blev opmærksom på svage, kaldende stemmer
fra de niveauer, jeg netop havde forladt,
og mens jeg trøstede og støttede efter bedste evne,
mærkede jeg, hvordan disse kærlige gerninger
hjalp mig med at genkalde erfaringerne
fra mine mange fysiske liv …
og jeg mærkede mit jeg udvikle sig … blive mere helt.

Men som århundrederne forsvandt bagude
kom nye hjælpere til … og jeg kunne mærke,
mit intellekt kunne gøre mere gavn andetsteds.
Og sivende frem af glemslen kom de så …
tanker og udfordringer, jeg havde kæmpet med,
da min hjerne endnu var en grå, blævrende masse.
Spørgsmål, som havde martret mig i inkarnationer,
stod nu i kø for at blive undersøgt og besvaret
af en hjerne med næsten ubegrænset kapacitet.

– Visdomsriget varer tusinder af år, sagde rejsetræet.
Først bygger du et fundament af dine erfaringer …
og så sender du intuitionen på rejse …
ud i kosmos … videre i uendeligheden …
tilbage til de første tider og ud i fremtiden.
Og når intuitionen vender hjem
og fylder dig med viden og muligheder,
som du aldrig har besiddet før …
er du klar til at forme fremtiden.

Alt imens rejsetræet talte, ændrede min verden sig.
Hvor jeg før havde haft en fornemmelse af selvet
og tænkte tanker i jeg-form …
kunne jeg nu mærke et helt univers af eksistenser …
og alligevel lød det forkert, når jeg tænkte ”vi”
… for vi var én eksistens.

Udstrækningen og kapaciteten var uendelig …
den erkendte viden var uendelig …
men vigtigst af alt:
Forståelsen … forståelsen var fuldkommen.
Jeg så livet og kosmos
som ét kæmpemæssigt tæppe med billioner af tråde.
Og jeg kunne følge hver eneste tråd …
og se dens plads og funktion i helheden.

– Dette er den guddommelige verden, tænkte jeg.
Jeg er blevet Gud.
Og tanken skræmte mig slet ikke, for jeg vidste,
at jeg var fuldt ud i stand til at løse min opgave:

Nemlig at give alt levende
– fra det mindste til det største –
mulighed for at udnytte sit fulde potentiale.

For det er kun ved udfoldelsen af alles potentialer,
vi til sidst finder vejen til evigheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *