Om “#136. Fortabt”.
Er vores civilisation fortabt? Selv når jeg bruger min fantasi på den mest positive måde, kan jeg ikke se en udvikling, som ender godt … som ender med, at jorden bliver det sted, vi gerne vil have, at den bliver.
Civilisationer bukker under, når de gror fast i deres egne dårlige vaner. Min skytsengel, Marcel, har oplevet det før … Atlantis, det gamle Kina, Ægypten og Romerriget, og hans forudsigelser omkring vores civilisation er ikke opmuntrende.
#136. Fortabt
TID 2023.06.19 17:11:23
RUM 54.643689 11.957145
– Af grunde, jeg ikke selv forstår,
blev jeg placeret i historiens største brændpunkter.
– Jeg var med, da Atlantis blev opslugt af vandmasserne …
og da republikken erstattede Kinas otte dynastier.
Jeg var med til at forsegle pyramidernes hellige huler,
da de nærmest guddommelige faraoer
blev stedt til hvile.
– Og jeg sad i en nøgleposition, da Romerriget …
dette enorme imperium, som ikke er set større,
hverken før eller siden … krakelerede og forsvandt …
Jeg havde mødt Marcel oppe i den gamle frugtplantage,
og vi sad nu side om side på bænken
og nød den svale sommermorgen, biernes summen
og hinandens selskab.
Marcel fortsatte:
– Og nu er jeg her igen …
midt i endnu et historisk brændpunkt.
– Jeg ved, at mange ting peger den forkerte vej,
replicerede jeg …
Men historisk brændpunkt …
er det ikke lige at sætte tingene på spidsen?
Marcel missede med øjnene mod den skarpe morgensol …
jeg betragtede ham fra siden …
hans smukke, aristokratiske træk var ikke ældede,
siden jeg så ham første gang for fem år siden …
men jeg havde for længst vænnet mig til tanken om,
at engle har et andet forhold til tid
end vi dødelige.
– Uligheden driver processen, fortsatte han.
Den fungerer som en generator i de tidlige stadier …
er nødvendig for at sætte ting i gang.
– Men når den antager nutidens groteske størrelse,
og når den drives af grådighed og begær
uden sammenhæng med en udvikling af samfundet,
så går det galt på et tidspunkt.
Og han forklarede mig,
hvordan uligheden forhindrer fredelig sameksistens …
han udpenslede, hvordan lokale stridigheder
kombineret med store flygtningestrømme
og konflikter mellem lande og kontinenter
til sidst løber ud af kontrol …
– De, der sidder på rigdommene, synes,
de har ret til de goder, som de selv har arbejdet sig til,
sagde han.
– Og de vil hellere tage chancen
med indhegnede boligområder, vagtværn
og avancerede, nationale forsvarssystemer
end at begynde at dele med deres naboer
for ikke at tale om denne verdens fattige.
– Jeg synes ellers, der er en stigende forståelse
for problemet, indvendte jeg.
Stadig flere mennesker vender sig imod
den hovedløse materialisme.
– Du har ret, sagde han, men det er ikke nok.
Tag bare vores eget lille paradis her i Norden …
vi vil gerne hjælpe andre steder i verden,
men dybest set er vi af den opfattelse,
at de selv må kæmpe sig til det gode liv,
ligesom vi gjorde.
– Vi vil gerne hjælpe,
men vi vil ikke mærke det på vores levestandard.
Og Marcel fortsatte:
– Vi bliver nødt til at nå et forståelsespunkt,
hvor vi accepterer, at belønningen for vores indsats
ikke består af penge og andre materielle goder,
men af stoltheden over vores personlige udvikling
og glæden ved at være til gavn for helheden.
– Og det punkt når vi ikke i tide …
det er tydeligt, at problemerne
løber hurtigere end løsningerne.
Og han viste mig, at den store synder,
er den blinde fokus på økonomisk vækst …
– De ved det godt, sagde han …
de klogeste af vores politikere ved det godt,
men de tør ikke sige det højt …
– Den økonomiske vækst er den hellige gral,
og ingen ved, hvad der sker,
hvis troen på den forsvinder.
– Jeg kan ikke se ind i fremtiden, forsatte han.
Men jeg har oplevet meget og set signalerne før,
og jeg ser kun en udvikling … kun en vej …
fortabt … fortabt …
– Hvad mener du med ’fortabt’, spurgte jeg ængsteligt.
Han drejede hovedet og kiggede direkte på mig …
jeg så ind i hans milde, blå øjne …
hans sædvanlige smil var ikke at spore …
han græd ikke, men for første gang nogensinde,
så jeg Marcel med fugtige øjne.
