Om “#105. Om at åbne sig mod livet”.
Efter næsten fire års kamp og skriverier. Og efter mere end 100 oder ser jeg nu, at den vigtigste evne er åbenhed … evnen til at åbne sig mod livet. Vi skal finde modet til at træde væk fra rorpinden og lade livet vise os vejen … vove at møde alle livets tilskikkelser med visiret oppe og stål i øjnene.
For det er, når vi risikerer det ene øje og fortæller livet, at vi vil det, at det viser os sit sande jeg og sender den ene erkendelse efter den anden vores vej … og det er på den vej, vi en dag møder meningen med alting … også med os selv.
#105. Om at åbne sig mod livet
TID 2022.05.06 10:45:11
RUM 54.772013 12.059648
Jeg husker det, som var det i går.
Ikke så meget de faktuelle data og detaljerne …
men når jeg dykker i mit indre
kan jeg genkalde og hente alle følelserne …
Jeg husker de første to år efter min pension …
de evindelige frustrationer og alle spørgsmålene:
– Hvad skal jeg her?
– Hvordan finder jeg en mening i livet?
– Hvor skal jeg begynde at lede?
Og jeg mindes forløsningen,
da jeg satte mig og skrev min første ode …
’#1. Ode til Marcel’.
Og de følgende uger og måneder,
hvor jeg bare skrev og skrev og skrev …
Om alt det, jeg havde på hjerte,
men mest af alt om den mærkelige mand,
jeg syntes, jeg var …
og det mærkelige liv, jeg levede.
Jeg skrev om mine svagheder …
og mine stærke sider,
og jeg prøvede at spore de oplevelser,
der havde formet mig.
Jeg skrev om de ting, jeg skulle have gjort,
men aldrig gjorde … og vise versa …
om alle de ting, jeg ikke skulle have gjort …
handlinger, som martrede mig i årevis,
når en eller anden lille hændelse
mindede mig om dem.
Og jeg skrev om mine rejser gennem sorte huller
og om skabelsen af kosmos …
altsammen med det brændende håb
en dag at forstå såvel evigheden …
som uendeligheden.
Og når jeg ikke skrev, så snakkede jeg …
mest med ’pigen i skoven’ … men også med andre.
Og min horisont voksede og voksede,
så jeg til sidst havde svært ved at skelne
det vigtige fra det ikke-vigtige.
Jeg blev nødt til at tage det hele ind …
det var ligesom den overordnede idé.
Jeg var på fuldstændigt fremmed territorium …
og hvis jeg begyndte at kassere, risikerede jeg
at afvise guldkorn på lige fod med vrøvl.
Og imellem alle disse snakke,
satte jeg mig og skrev.
Skriverierne gav ikke orden i mit verdensbillede …
men dog en vis ro i sjælen.
Men som først ugerne, siden månederne
og til sidst årene gik …
begyndte mange ting alligevel at falde på plads.
Jeg begyndte at fatte,
at det handlede om at åbne sig mod livet …
være rolig og tryg med den, jeg var …
acceptere, at der var en grund til min habitus …
noget jeg skulle lære … og frem for alt:
Ikke noget at skamme sig over eller at skjule.
Og det endelige gennembrud kom,
da det gik op for mig, at livet talte til mig …
det lærte mig, at jeg havde et valg:
Jeg kunne fortsætte med at kalde
livets mange tildragelser for tilfældigheder.
Eller jeg kunne begynde at tænke på dem,
som livets måde at hjælpe mig ind på den vej,
der ville give min tilværelse mest mening.
Jeg stoppede op og overvejede mulighederne:
– Hvad ville der mon ske, hvis jeg holdt en smule igen
med rationale og skepsis
og i stedet åbnede mig mod livet.
– Hvad ville der mon ske, hvis jeg begyndte at lytte …
i stedet for hele tiden at bekymre mig
og forsøge at styre mit liv?
– Ville jeg få den hjælp, jeg havde brug for?
Jeg besluttede at gøre forsøget.
Så jeg forlod pladsen bag roret
og vendte mig mod livet …
– Her er jeg, sagde jeg …
Og livet svarede mig med inspiration og tryghed.
Jeg følte mig rigere og mere fyldestgjort
end nogensinde …
og hver eneste dag glæder jeg mig nu
over nye, små erkendelser, som livet synes,
jeg fortjener.
Der er kun ét svar: Tak.