Om “#133. Ode til relationerne”.
Hvorfra får vi inspirationen til at komme videre? Hvad er det, der ’føder’ os … giver os brændstof til at fortsætte rejsen … erfare ting og udvikle os … jo, det er den inspiration, vi får i mødet med andre.
Når vi sidder i vores studerekammer og tænker store tanker, så er brændstoffet den inspiration, som vi fik i mødet med andre mennesker. Tanker kan tænkes og visioner kan skabes i enrum … men intet kan skabes uden inspiration … uden input … vi har brug for noget at trække på … noget, som ligger udenfor os selv. Jeg tror, vi henter det i det meningsfulde møde med andre.
#133. Ode til relationerne
TID 2023.05.24 10:34:44
RUM 54.763761 12.050712
I de første minutter følte jeg situationen akavet …
jeg havde ikke set –
endsige snakket med Marcel i månedsvis.
Han lignede sig selv … men det gør engle jo …
de ældes ikke … bliver ikke gamle og går i forfald
som os andre.
Han gik stadig klædt i sit tweedsæt med knickers
og krydsstribede uldstrømper,
der sluttede i et par håndsyede, brune lædersko.
Han lignede en engelsk gentleman
fra begyndelsen af 1900-tallet.
Selvom Marcel er evig
og står udenfor vores normale tidsopfattelse,
så holder han særlig meget af England
og den engelske herremode fra netop den periode.
Han har aldrig fortalt mig om sine oplevelser
fra sine år i industrialiseringens London …
det må jeg se at få spurgt ham om på et tidspunkt.
Jeg sad på en bænk i Annebergparken
og kiggede ud over Isefjorden.
Jeg var flyttet hertil for kort tid siden
og var stadig i smerter over tabet af Snar …
min trofaste følgesvend gennem mere end et årti.
– Der er ingen sorg uden kærlighed, sagde en stemme.
Jeg røg næsten ned af bænken …
havde ikke hørt nogen komme.
Men allerede før jeg drejede hovedet, vidste jeg,
hvem jeg ville se … min gamle ven, Marcel.
Jeg mærkede glæden bruse igennem min krop …
først nu indså jeg og mærkede,
hvor meget jeg havde savnet ham …
faktisk så meget,
at jeg var lige ved at fare op og skælde ud
over hans langvarige fravær.
Men da jeg så hans varme smil
og hans kærlighed til mig stråle fra ham,
forsvandt al anger.
Jeg mærkede, dette var et stilhedens øjeblik,
så jeg sad blot helt roligt og betragtede ham
gennem glædestårerne …
Han smilede …
og jeg mærkede, at jeg selv begyndte at smile …
– Hun er hos dig, sagde han mildt …
Jeg nikkede … vidste præcis, hvem han talte om …
og mærkede sandheden i hans ord.
– Det er det, alting handler om, fortsatte han …
meningsfyldte relationer.
Mødet med livet gennem mødet med andre.
Samværet. Rummeligheden og kærligheden …
Det er herfra alting går.
– Vi har brug for at trække på noget,
der ligger udenfor os selv,
og samværet giver os brændstof til at komme videre …
vi får inspiration til at tænke store tanker
og modet til at møde svarene.
– I samværet finder vi kærlighedens mange skikkelser …
og alle de andre ting, som gør livet rigere.
– Det er herfra alting går, sluttede han.
Jeg vidste, han fortalte mig noget vigtigt …
Jeg havde ledt efter sandheden … meningen med alting …
alle tænkelige steder …
i mit eget indre …
på tankerejser i forhistoriske tider …
i kosmos og i universets sorte huller …
ja, jeg har været helt tilbage til universets fødsel
for at søge sandheden om alting.
Og nu sidder han der … Marcel … min skytsengel
– eller hvad han nu er – og påstår,
at alt det vigtige begynder lige her.
Jeg skal bare række hånden ud og møde andre …
være nysgerrig … lade mig inspirere … tage imod og give.
Og jeg kan mærke, han har ret …
Jeg vender mig for at takke ham,
men bænken er tom …
jeg springer op og bander og svovler højlydt:
– Marcel for fanden da …
nu forsvinder du ikke bare igen …
din hængerøv … kom tilbage …
Vredesudbruddet dræner mig,
og jeg står stille og fortabt og kigger ud over fjorden …
så mærker jeg nærvær og kærlighed fylde mig indefra,
og jeg mere fornemmer end hører ordene:
– Rolig nu … jeg er her … altid.
