Om “#97. Hvem er du? Tør du kigge”?
Spørgsmålet om at kende mig selv er helt centralt for den proces, jeg befinder mig i. Jeg ønsker at forstå livet … universet … det guddommelige … jeg vil forstå alting … og jeg ved … det hele begynder med mig selv. Forståelsen af mig selv er ganske enkelt broen til mere viden.
Så jeg må kigge indad … for jeg er selv det hele … alting findes i mig. Der er kun én hindring … kun ét spørgsmål, som jeg må stille mig selv: Tør jeg kigge?
#97. Hvem er du? Tør du kigge?
TID 2021.11.10 14:47:18
RUM 54.766738 12.055000
I de mest kringlede kroge af mit sind …
i min indre verdens dybe og mørke oceaner …
ude på de mest ugæstfri og golde stepper …
langt inde i de frodigste og farligste urskove …
og … måske ovenikøbet … i den uendelige stilhed
mellem min krops molekyler og atomer …
I denne indre verden vil jeg planlægge jagten.
Her vil jeg gennemføre min ekspeditioner …
afdække og dokumentere de vigtige vidnesbyrd …
brudstykkerne … alle de små historier og beviser,
alt det, der sammen danner historien … om mig …
Jeg ved, det bliver en livslang opgave,
og erkendelserne vil indfinde sig drypvis.
Tålmodighed er kodeordet,
og processen lige så vigtig som målet.
At tage sig tid er ikke min kernekompetence,
men desværre den eneste vej.
Imellem de enkelte ekspeditioner
vender jeg tilbage til den ydre verden …
sætter mig med ryggen op af en sten
på stranden ved Corselitze.
Og mens Snar snuser til hundelorte
og nipper til rådden tang med fiskesmag …
gennemgår og arkiverer jeg mine oplevelser.
Indimellem når sandhederne om mig selv
er mindre flatterende,
end jeg umiddelbart har lyst til at acceptere,
må jeg tage en lille pause og sunde mig …
I disse stunder kigger jeg ofte op og siger stille:
– Du skabte mig – ikke jeg.
Så mærker jeg, han smiler tilgivende …
og jeg tænker: Kan han tilgive, kan jeg også …
Og dog er det disse ubehagelige sandheder,
jeg sætter mest pris på …
det er dem, mit sind gør mest for at skjule …
de er gemt bag hemmelige døre i mit indre.
Men det er også dem, der gør størst forskel,
når de afsløres og erkendes … både
fordi de fortæller afgørende ting om mig selv,
og fordi de er begyndelsen på den spinkle sti,
der leder til forståelse af altet.
Og når vejen bliver ufremkommelig,
når trætheden og mismodet dominerer,
og alting i mig ønsker at stoppe ekspeditionen …
så ved jeg, at det er i de øjeblikke,
jeg skal dykke dybt i selv’et …
og dér finde modet til at møde frygten.
Og når jeg endelig står foran den låste
eller – som oftest – helt usynlige dør,
hæver jeg sværdet og bryder barrieren
til en ny, frygtelig sandhed om mig selv.
Den strømmer ud som en flygtig luftart …
ja, nærmest som en ånd …
omslutter mig og holder mig fast i et jerngreb …
lige indtil jeg åbner mit sind og slipper den ind …
Jeg ved, erkendelsen bliver nådesløs og frygtelig …
Er det virkelig mig? tænker jeg,
da sandheden folder sig ud for mit indre øje.
Jeg lader mig falde bagud i fortvivlelse og sørgmod …
svæver frit i luften … gør ingenting …
ikke en eneste bevægelse … ikke en tanke …
… kun dyb fortvivlelse …
Efter en stund vågner mit selvværd igen …
ganske stille forsøger det at komme sig …
og med svag stemme hvisker det til mig:
– Du er god nok … husk, du er god nok.
Det er vi alle.
Og ganske langsomt samler alting sig …
fra alle sider strømmer brikker og brudstykker
til det fælles mødested … jeg’et.
Jeg vender hjem til den ydre verden …
min krop sidder stadig lænet op af stenen …
og nyder havet foran sig og skoven bag sig.
Nænsomt tager jeg igen plads i mit fysiske hylster,
og mens jeg trækker vejret langsomt og dybt …
fylder taknemmelighed og glæde mit indre.
Endnu en milepæl er nået …
endnu et skridt på vejen til større forståelse …
af mig selv … og af alting.
Jeg fornemmer et anerkendende nik …
jeg lægger hovedet bagover … kigger op … og smiler.
