Om “#173. TOTUSINDE.386 dage”.
Jeg begyndte min spirituelle rejse torsdag 21. juni 2018 … jeg ville finde meningen med livet … forstå alting. I syv år rejste jeg i kosmos og i min indre verden. Jeg fandt masser af svar … alle dog med begrænset holdbarhed. Men samtlige svar var med til at forme mig og føre mig dertil, hvor jeg er i dag …

… og ud af den tilstand kom nedenstående erkendelse, som jeg skrev forleden nat … 2.386 dage inde i min rejse.
Hvor længe mon denne erkendelse vil vare? Er den mon mere holdbar end alle mine tidligere?

#173. TOTUSINDE.386 dage

TID 2025.01.07 11:26:21
RUM 55.892857 11.663443

I TOTUSINDE.386 dage ledte jeg efter meningen med livet.
Jeg ville forstå mig selv og universet …
jeg ville vide, hvem der skabte os og hvorfor …
hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.

Jeg rejste i min indre verden og i kosmos …
fandt mange svar og udviklede fine teorier …
men kun få af dem overlevede den næste teori
og den næste og den næste …

Og for hver ny teori voksede min erkendelse
af opgavens kolossale omfang.
Det kulminerede med, at jeg
efter TOTUSINDE.386 dage besluttede,
at ikke blot var opgaven uløselig, men også irrelevant.

Universet er simpelthen for stort …
for komplekst, for fremmedartet
og fuldstændig udenfor vores referenceramme.
Og selvom det kunne være rart at forstå det,
så indså jeg, at forståelsen ikke er afgørende
for gennemførelsen af min mission.

Min rejses mange små erkendelser havde ændret mig
ganske umærkeligt som menneske,
og jeg var langsomt begyndt at acceptere,
at min mission måske ikke skulle gennemføres
med hjælp fra intelligensen,
men via intuition og følelser.
Måske findes der slet ingen logisk forklaring …
måske er det bedste, vi kan håbe på
blot en fornemmelse af at være på rette vej?

Og nu, hvor jeg står her
og skal tage mine første skridt ind på den nye vej,
kan jeg mærke, hvordan det vil føles at gå den:
Jeg er fuldstændig rolig … har slet ingen hast …
har ikke travlt med at forstå alting …
registrerer blot og lader alting synke ind …
i troen på, at svarene vil komme, hvis de er vigtige.

Jeg kan mærke, at jeg vil forbundetheden …
og jeg vil livet … dog uden at klynge mig til det.
Og jeg skal slippe alle ønsker og forventninger,
der blot vil forstyrre min evne
til at opfatte alt det nye, der kommer mig i møde.

Jeg ved, at åbenhed og opmærksomhed er vigtig …
ligesom stilheden og ydmygheden …
og evnen til at handle
uden at forvente belønning eller fordele.
Jeg skal blot gøre alt det, der føles rigtigt …
for når det føles rigtigt … er det rigtigt.

Jeg ved ikke, om Gud er med mig på denne rejse …
har endnu ikke besluttet, om der er en Gud.
Jeg søger ikke hjælp udefra, men har tillid til,
at jeg vil finde alt, jeg har brug for, i mit indre …
måske ovenikøbet Gud i mig selv …
eller måske en ældgammel visdom … alt det,
som jeg har båret med mig siden de første dage …
alt det, jeg endnu ikke ved, at jeg ved.

Det er det, der er så fantastisk ved denne rejse …
intet ligger fast … alting står åbent …
jeg skal blot tage imod … og lade mig inspirere
som om alting sker for første gang …
og jeg skal bare mærke og være
og forsøge at slippe trangen til at forstå.

Jeg har ingen anelse om,
hvad der vil komme mig i møde …
sikkert er det dog, at det vil være noget nyt …
og jeg har tillid til, at det også vil være godt.

Under alle omstændigheder og hvad end der sker …
så er det sådan, jeg gerne vil leve livet.