Om “#157. Rørt …”.
Jeg blev hyppigt rørt, og jeg kendte ikke årsagen … det var et mysterium for mig i syv år. Jeg undersøgte mit livs sorger såvel som dets glæder, men kunne ikke se nogen klar forbindelse til mine rørte øjeblikke.
En dag mærkede jeg så, at jeg skulle overgive mig … give køb på faste principper og gamle vaner … og belønningen kom prompte: Jeg var ikke længere i tvivl om årsagen til de stærke følelser.
#157. Rørt …
DEN FJERDE ODE FRA ÅDALEN RETRÆTE
TID 2024.05.14 09:01:21
RUM 54.777936 12.064027
I de situationer mærkede jeg sorgen indeni …
eller måske var det et minde eller et savn.
Hjertet knugede sig lidt i brystet,
og tårerne fandt øjenkrogene og siden mine kinder.
Hvis jeg prøvede at tale, var stemmen usikker,
og gråden sad i halsen.
Denne stærke fornemmelse af at bliver rørt …
havde jeg anet tidligere,
men da jeg begyndte at søge meningen med livet,
blev den en fast og hyppig gæst i mit liv.
Jeg undrede mig … prøvede at forstå.
Det føltes tungt, når jeg blev rørt,
men var det virkelig smerte … sorg … og savn?
Eller var det noget helt andet … glædestårer måske?
Taknemmelighed over at have fundet et kald,
der føltes både sandt og som mit eget?
Undertiden lod jeg spekulationerne fare …
de ændrede jo intet ….
at blive rørt er jo også en gave …
en god følelse indvendig … som at få kontakt.
Men kontakt med hvad?
Jo, måske med Gud … måske med noget andet …
måske … med mig selv???
En dag under en gudstjeneste på Ådalen Retræte
mærkede jeg en indre tilskyndelse …
og det næste, jeg gjorde, føltes som en overgivelse …
– Så pyt da, … tænkte jeg.
Og så læste jeg med på fællesbønnen
og bad Fadervor …
ja, tro det eller ej …
jeg som altid havde nærmet mig troen i nysgerrighed,
men Gud og religionen i trods …
jeg sad nu og bad bønner og sang salmer.
Jeg mærkede hans kærlighed fylde mit indre …
hver eneste lille hjørne af min krop
følte saligheden af hans nærvær,
og jeg oplevede,
at han smilede og glædede sig på mine vegne.
Jeg tog også imod brødet og vinen …
og jeg tændte et lys for ham
i bar glæde og taknemmelighed over
nu endelig at kende ophavet til denne stærke følelse …
at blive rørt.
Bagefter sad jeg stille for mig selv en stund
mens jeg lod følelserne klinge af og tårerne tørre ud.
Så smilede jeg til Johannes og sagde:
– Det tog syv år.
Nu ved jeg, at det er Guds kærlighed,
jeg mærker, når jeg røres.
Han fortæller mig, når jeg gør det rigtige.
Johannes smilede og klappede mig på ryggen …
jeg er sikker på, han vidste det i forvejen 🙂
