Om “#86. Nærhed”.
Der var en kvinde, som kom ganske tæt på mig … du har måske læst om mine kvaler i #85. NO FILTER … jeg fik ikke feedback, så jeg besluttede at melde klart ud … at provokere lidt for at få et svar … det var den dag, jeg skrev denne ode … og endelig kom svaret: Farvel.
Jeg skrev tilbage og sagde …

Jeg skrev tilbage og sagde … tak, det var ærgerligt. To minutter efter ringede hun, og vi talte i to timer+. Hun understregede, at der er flere slags kærlighed … den med og den uden. Så nu vælger vi den uden … altså den hvor vi er gode venner, der løfter hinanden spirituelt … lærer hinanden mere om livet … jeg tror næsten, at det er den, jeg helst vil have.

#86. Nærhed

TID 2021.06.27 11:46:32
RUM 54.772363 12.060117

Min krop skriger efter din nærhed …
længslen efter at kærtegne dig er enorm.

Min hånd glider langsomt og næsten uden berøring
op ad din ryg, mens du ligger ved siden af mig.
Den når din nakke og skifter retning …
to fingre – en på hver side af din rygsøjle
følger med et let øget tryk vejen til lænden …

Du vender dig om … halvt vågen – halvt i drømme.
Jeg ved ikke længere, hvad min hånd gør,
men mine læber berører dine let …
nyder den ekstreme følsomhed … dette øjeblik
af næsten zen-agtig sammensmeltning.

Mine læber skilles lidt … vores tunger mødes …
stille, blidt, forventningsfuldt …
næsten som en hilsen …
og med et lille smil om læberne
synker du tilbage i den magiske drømmeverden,
som min berøring trak dig ud af.

Jeg strækker albuen og ligger tæt ved din side …
finder din hånd og lader tankerne flyve …
Hvad vil jeg? Hvad kan jeg?

Jeg mærker mit behov for nærhed,
men jeg erkender også trangen til ensomhed …
for ikke at tale om min virkelyst …

Jeg troede, mit nye liv ville være fyldt
med fred og ro … glæde og lykke …
jeg troede, mine nye erkendelser for evigt
havde begravet ’krigeren’
i fortidens handlingsmønstre.

Jeg tog fejl …
han kæmpede sig ud af ’murbrokkerne’
– resterne af mit gamle liv.
Han så lidt hærget ud … det gør krigere …
men da han først fik sundet sig lidt
og børstet støvet af, kiggede han på mig.
Med et smil om læberne sagde han:
– Har du ikke savnet mig? Jeg er klar igen.

Så nu ligger jeg her ved din side,
og ved ikke helt, hvad mulighederne er …
du og din dejlige nærhed på den ene side …
krigeren og den livgivende kamp på den anden.

Og alligevel er jeg taknemmelig …
for indtil jeg vælger, eller du vælger,
har jeg begge dele.
Og selvom det måske ikke varer ved …
vil jeg aldrig glemme den lille periode af mit liv,
hvor jeg havde … både dig og mig.