Baggrund

Om “#101. Jeg er tvivleren”.
Når man begynder at interessere sig for det spirituelle, kommer man på et tidspunkt forbi Gud. Det gjorde jeg også, og jeg blev et par år. Nu er jeg imidlertid på vej væk igen … tro skal ikke bare være rart og trygt … det skal også være sandsynligt, logisk og fornuftigt, og sådan ser jeg ikke troen lige nu.

Måske kommer jeg tilbage igen – måske ikke … jeg skal lige ud og se, hvad der ellers kan friste i det store univers.

#101. Jeg er tvivleren

TID 2021.12.20 23:21:41
RUM 54.781045 12.071110

Jeg var ham, der nok selv skulle klare livet …
at bede om hjælp … og især fra en gud …
er for de svage.
Ikke at jeg havde noget imod dem …
det måtte de jo selv om,
men jeg ville ikke regnes iblandt dem.

Men så opdagede jeg troens tryghed.
Det skete, da jeg i en sen alder
begyndte at åbne mig for livet.
Jeg lærte troen at kende på en ny måde
– helt forskellig fra kirkens rigide dogmer –
og jeg fik friheden til at tænke og forestille mig
hvad som helst – tro på præcis det,
der gav mest mening for mig.

Og det gjorde jeg så …
reinkarnation, karma og spiralkredsløb,
én- og dobbeltpolede væsener,
næstekærlighed og vegansk føde …
masser af nye begreber krydsede min livsvej,
og enkelte blev hængende.

En dag mødte jeg så bønnen …
og efter lidt tilvænning mærkede jeg den tryghed,
som ganske naturligt følger,
når man ikke skal klare livet helt alene.
Det var dejligt at have en at snakke til,
og det var en god tanke, at andre –
og mere kompetente væsener – arbejdede på
at styre mit liv udenom de værste katastrofer …
og vise mig den mest meningsfulde vej i livet.

Men så kom tvivlen.
– Nu gik det ellers lige så godt.
Hvad skulle den her? Og hvor kom den fra?

Men jo, jeg ved godt, hvor den kommer fra …
den kommer fra min uafvendelige forventning
om logik og sund fornuft i de store spørgsmål.
Lad mig prøve at forklare …

Først undrede det mig, at troen er så indviklet,
at det kræver adskillige bøger at forklare den …
ja, den er faktisk så indviklet,
at selv de kloge ikke forstår den …
selv de ved ikke, hvordan alting begyndte
og heller ikke, hvor det slutter …
hverken rent geografisk eller i tid.

Jeg synes også, det er mærkeligt …
eller måske mere sådan lidt mistænkeligt,
når man kan forklare alting ud fra nogle tekster.
Det virker lidt for ’let’,
at alting er præcis, som det skal være …
ja, selv hændelser,
der virker dybt ulogiske, grusomme og urimelige,
får det blå stempel, når man har konsulteret bøgerne.

Jeg har mange andre argumenter,
men jeg vil nøjes med at nævne ét … bønnen.
Virker bønnen? Får vi den hjælp, vi beder om?
Jeg vil påstå, at den reelle effekt af bønnen
– altså når vi ser bort fra den tryghed,
som vi suggererer os selv ind i –
lige så godt kan skyldes tilfældigheder
som indgriben fra det høje.

Min påstand er, at bønnen
– ja, for så vidt hele trosbegrebet –
virker, hvis bare vi tror, det virker.
Mere skal der ikke til …
skytsengle, forsynet, spiralkredsløbet, karmaloven …
det hele virker … hvis vi tror, det virker.

Kun nogle få, små knaster gør,
at jeg stadig bekender mig til tvivlen
og endnu ikke har kasseret troen … for eksempel:
– Hvem var Jesus – hvis ikke Guds søn?
– Hvordan kunne Martinus, en mejerist fra Nordjylland
skrive 8.000 sider om universets natur?
– Og hvorfor er jeg inderst inde overbevist om,
at livet og universet er mere end ren kemi?

Så med udgangspunkt i denne omvendte bevisbyrde
vil jeg bruge resten af mit liv på at finde svarene …
jeg tror aldrig, jeg får dem,
men jeg føler ikke, jeg kan bruge tiden bedre.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.