Baggrund

Om “#8. Marcel i himlen”.
Jeg tror, at drømme er noget, vi skaber i hjernen, fordi der er noget, som skal bearbejdes. Men hvad gør man, når man får en oplevelse, som man næsten ikke kan tro, at ens hjerne selv har skabt?

Jeg tror ikke, at denne drøm havde været så gennemstrålet af glæde, Hvis min hjerne selv havde konstrueret den. Jeg aldrig tidligere har oplevet en sådan glæde i mit liv.

Jeg nævner også, at jeg “talte” med min ven. Men når jeg tænker på det bagefter, så talte vi slet ikke – vi kommunikerede helt uden ord. Hvis min hjerne havde opfundet denne drøm, så ville den vel ikke lige have fundet på, at kommunikationen var ordløs.

Men hvis min hjerne ikke fandt på dette, hvad gjorde så? Var det virkeligt?

#8. Marcel i himlen

TID 2018.07.25 13:14:18
RUM 54.762787 12.049699

Rummet var helt hvidt.
Eller var det overhovedet et rum?
Alt var skinnende lys og midt i det hele
stod et hvidt bord med en hvid stol.
Min bedste ven sad der. Som om han ventede.
Han så lidt forvirret og spørgende ud. Men rolig.

Jeg hilste på ham.
Han blev glad for at se én, han kendte.
For at se nogen – overhovedet.
– Hvad laver du her? spurgte han.
Jeg er her, svarede jeg.
Du skal også være her – et eller andet sted.

Jeg satte mig hen til ham.
– Her er godt at være, sagde jeg. Kan du mærke glæden?
Han var lidt for forvirret til at svare.
Jeg vippede med hænderne samlede foran mig:
– Du kan tage ud og fiske – præcis som du plejede.
Du kan gøre lige, hvad du har lyst til.

Vi snakkede lidt mere – mest om, at alt var godt.
Da jeg sagde farvel til ham, græd vi lidt.
Vi ville ikke ses igen – det vidste vi.
Men alt var jo godt, og da jeg gik,
mærkede jeg glæden fylde os begge.

Uret på natbordet viste 5:05, da jeg vågnede.
Jeg lå helt stille. Genfandt og huskede hver eneste følelse.
Mit hjerte svømmede over af taknemmelighed.
Jeg mumlede: Det var himlen. Jeg var fanden-gale-mig i himlen.

Så meget glæde havde jeg aldrig oplevet før.
Jeg var indhyllet i glæde og i lys. Det var helt naturligt.
Og vi havde kommunikeret fuldstændigt uden ord.
Min hjerne kunne aldrig have skabt det – uden hjælp.

– Og til dig, der læser med over skulderen.
Tro min historie eller ej. Men skulle vi ikke –
for én gangs skyld … tro på det utrolige?

Det vælger jeg, undtagelsesvist 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *