Om “#178. Stille rum”.
Jeg mærkede, at min til tider febrilske søgen efter en mening med alting ikke længere leverede de forventede resultater. Jeg indså, at jeg måtte lade andre føre skibet … bestemme kursen. Så jeg fjernede mig fra …

… så mange af hverdagens forstyrrende elementer, som det var muligt, og lænede mig tilbage og lod mig føre … sådan fandt jeg de stille rum.

#178. Stille rum

TID 2025.06.08 16:32:16
RUM 55.890729 11.656646

Jeg søger stille rum … … …

I de stille rum mærker jeg
universets rolige åndedræt
og guddommens kærlige nærhed og accept.

I de stille rum bliver jeg helt stille indeni …
og selvom jeg ikke er sikker,
så tror jeg, de er vejen til mit sande jeg …
til min sjæl, eller hvad du har lyst til at kalde det.

De stille rum er ikke altid uden lyd,
men altid fri for forstyrrelser og distraktion.
De kan være stille som den tomme kirke …
eller fulde af guddommeligt nærvær
under en gudstjeneste.
De kan også summe af inspiration og videbegær
i en gruppe optaget af dialog …
eller hviske som vinden og risle som bækken,
når jeg vandrer gennem skoven.

De stille rum er som en spirituel tankstation …
her får jeg brændstof til at fortsætte min søgen …
til at komme videre ad veje,
som jeg ikke havde fundet uden hjælp …

Det er veje med inspiration og erkendelser,
som ligger så langt fra mit naturlige søgefelt,
at jeg aldrig ville være nået dertil,
hvis ikke Gud, universet eller andre søgende
havde stoppet mig og sagt:
– Hvad med at prøve den vej …
mens de pegede i en anden retning end den,
jeg fulgte.

Det er det, de stille rum kan …
fraværet af distraktion og ligegyldighed
åbner mit hjerte …
og inspirerer mig til at fortsætte rejsen
i stille opmærksomhed.

Tænk, at jeg nåede hertil
i min febrilske søgen efter en mening med alting
og forståelse af Gud og den åndelige verden.
Tænk, at jeg nu blot kan læne mig ind i limbo
og i dyb taknemmelighed lade alting komme til mig.

Alle forstyrrende elementer er skrællet væk
– breaking news og medieskabte skandaler
er bare ligegyldig støj –
og selvom tusindår gamle gener presser på …
insisterende og utålmodigt som i gamle dage,
så tager den indre ro nu langsomt og sikkert over.

Jeg mærker tilliden vælde op i mit indre …
tilliden til, at nogen eller noget vil mig det godt.
Og fuld af taknemmelighed
vandrer jeg videre i livet og gør kun det,
som min mave og mit hjerte fortæller mig,
er det rigtige …

Og vid … når først du har lært at mærke efter …
når du har fjernet alle tanker om belønning
og ikke længere føjer ydre autoriteter …
så er du ikke i tvivl om,
hvad det rigtige er …

Alt indeni fortæller mig,
at det er sådan livet skal være …
og fuld af taknemmelighed
og en smule stille forventning …
fortsætter jeg rejsen
… gennem mine stille rum.