Om “#143. Om at nå frem …”.
Pludselig en dag opdagede jeg, at mit liv havde ændret sig. Og da jeg fik tænkt lidt over det og mærket efter, måtte jeg konkludere, at jeg var nået frem … jeg havde nået den tilstand, som jeg havde søgt efter i syv år. Det var ikke, som jeg havde forventet .. ikke det, jeg havde troet … nej, det var bedre.
Og da jeg havde været lidt i det … vænnet mig til det … og begyndt at forstå noget mere … måtte jeg med et smil erkende, at det blot var den første milepæl på en rejse med et uendeligt antal milepæle. Sikke en fantastisk tanke.
#143. Om at nå frem …
TID 2023.08.26 19:26:31
RUM 54.777630 12.064679
Jeg åbnede mig mod livet …
vidste egentlig ikke, hvordan man gjorde …
men jeg prøvede at finde roen …
forsøgte at forenkle min hverdag … bare at være.
Jeg lyttede til mennesker …
tænkte over livet …
og skrev mine oder.
Og ganske langsomt mærkede jeg,
hvordan min opfattelse af verden ændrede sig …
og jeg begyndte at skimte nye perspektiver
for min tilstedeværelse her på kloden.
Alt det,
jeg havde troet på og arbejdet for gennem hele livet …
skubbede jeg lige så forsigtigt til side …
og jeg mærkede, hvordan der nu blev plads
til en ny form for tilstedeværelse …
det var som om livet viste mig
en ny måde at leve det på.
Det var en proces, der strakte sig over flere år …
og i begyndelsen mærkede jeg slet ikke
disse bitte små ændringer.
Men når jeg kigger tilbage, kan jeg se …
eller måske er ’fornemme’ et mere rigtigt ord …
at processen har været undervejs lige siden,
jeg allerførste gang åbnede mig mod livet.
Men det var faktisk først,
da rejsen gik ind i sit syvende år,
at ændringerne i min livsopfattelse blev så store,
at jeg ikke længere var i tvivl om,
at mine anstrengelser var ved at give resultat.
Jeg kan næsten ikke forklare det …
jeg føler en styrke indeni … en indre ro.
Al min tvivl, om jeg er på den rette vej, er væk.
Og jeg har en sikker overbevisning om,
at der vil ske det, der skal ske …
ganske uanset, hvad jeg gør eller ikke gør.
Det betyder ikke,
at jeg bare kan læne mig tilbage
og lade tingene ske … lade livet passere.
Jo, det kunne jeg måske nok,
men det er ikke det, jeg gør.
Jeg fortsætter mit liv … forfølger mine idéer …
undersøger nye projekter og nye muligheder …
og hele tiden … under det hele …
mærker jeg bare denne dybe ro …
en helt nagelfast overbevisning om,
at alt, jeg gør i livet, sker med fødderne
solidt plantet på klippegrund.
Kan du forestille dig denne tryghed?
Og jeg mener ikke tryghed som modsætning til angst …
nej, det er tryghed i modsætning til tvivl …
det er vished om, at jeg bruger livet,
som jeg allerbedst kan …
som det giver allermest mening.
Jeg føler, det er en helt ny måde at eksistere på,
og jeg bevæger mig lettere gennem livet …
på én gang fuld af både tryghed og forventninger …
forventninger om alt det uventede og eventyrlige,
som livet har sat i kø til mig.
Og jeg hvisker med hjertet fuldt af tillid:
– Det er så dejligt at være nået hertil …
vis mig noget mere …
jeg ved, der er mere … meget mere …
